Trefarvet is med motorolie
5.0
Der var mange spekulationer om, hvad den engelske succes-instruktør Edgar Wright mon ville hitte på, efter han tog sit gode tøj og gik fra Marvel, sekunder før "Ant-Man"-raketten skulle skydes afsted. Dengang lød det, at Wright og Marvel havde haft kreative uenigheder. Nu slår Wright så tilbage med "Baby Driver", og jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at han denne gang har fulgt sin egen kreativitet hele vejen.
Baby kan køre en flugtbil som ingen anden. Den unge herre bruger musik til at blokere for sin tinnitus og som et guidende soundtrack, når han kører røvere væk i sikkerhed for den kriminelle boss Doc. Doc ved, han sidder på et guldæg i form af Baby, men må spørge sig selv hvor længe, da et kvindeligt indspark trækker i det andet ærme.
Der lægges ud med et brag af en åbningsscene, og herfra leveres en pulserende og næsten dansende instruktion, hvor Edgar Wright viser sin helt særlige evne til at finde energiens kogepunkt, uden det skvulper over for ham. Der er tidspunkter i "Baby Driver", hvor Wright har fodpedalen sømmet fast til gulvet, samtidig med han gasser op, alt imens han skifter gear som en Formula-1 kører med galoperende ADHD. Og alligevel holder han (bogstavelig talt) rytmen hele vejen og taber aldrig overblikket, heller ikke ud fra et plotsynspunkt. Det her er en virkelig lækker, stramt indbundet pakke.
Kendere af Wrights tidligere værker ved, at de konceptuelt er meget klare. Den helt store genistreg i "Baby Driver" er dens musikside og måden, den bruger den på. Playlisten er Babys hemmelige våben – en skræddersyet forlængelse af ham selv – og bilen kører ikke en meter, før der er skruet godt op for iPod'en. Kæmpe-navne som The Beach Boys og Queen spytter i kassen, og det sker ikke med "Good Vibrations" og "Bohemian Rhapsody", men med nænsomt håndplukkede sange, designet til at styre udenom forudsigeligheden. Musikken strømmer igennem filmen og vice versa, og kameraet føres til musikken, hvilket giver en nærmest opera-betonet kvalitet. Jeg mindes ikke at have set noget lignede før i genren.
Selvom miljøet i den er kriminelt, og hovedpersonens baggrundshistorie er grufuld, så har "Baby Driver" en enorm charme, som den kan køre langt på literen på. Det velfungerende cast er også godt brændstof, hvor sværvægtere som Jamie Foxx og Kevin Spacey leverer varen, mens det er forfriskende at se Jon Hamm fra Mad Men i en så bisset udgave. Den bedste casting er dog den mere ukendte Ansel Elgort i titelrollen. Han lykkes godt med at gøre den følsomme musikelsker til en gådefuld skikkelse. Men samtidig har han den perfekte dosis sødme i en film, der i øvrigt har en ret beskidt kæft. Bare rolig, R-ratingen er bestemt ikke spildt i dette tilfælde.
Jeg ville have elsket at se Edgar Wrights version af "Ant-Man", men ikke over denne films lig. Det er simpelthen en af de mest originale og fornøjelige bidrag fra Hollywoods kulørte afdeling, som jeg har set i lang lang tid. I med høretelefonerne og af sted med dig!
Baby kan køre en flugtbil som ingen anden. Den unge herre bruger musik til at blokere for sin tinnitus og som et guidende soundtrack, når han kører røvere væk i sikkerhed for den kriminelle boss Doc. Doc ved, han sidder på et guldæg i form af Baby, men må spørge sig selv hvor længe, da et kvindeligt indspark trækker i det andet ærme.
Der lægges ud med et brag af en åbningsscene, og herfra leveres en pulserende og næsten dansende instruktion, hvor Edgar Wright viser sin helt særlige evne til at finde energiens kogepunkt, uden det skvulper over for ham. Der er tidspunkter i "Baby Driver", hvor Wright har fodpedalen sømmet fast til gulvet, samtidig med han gasser op, alt imens han skifter gear som en Formula-1 kører med galoperende ADHD. Og alligevel holder han (bogstavelig talt) rytmen hele vejen og taber aldrig overblikket, heller ikke ud fra et plotsynspunkt. Det her er en virkelig lækker, stramt indbundet pakke.
Kendere af Wrights tidligere værker ved, at de konceptuelt er meget klare. Den helt store genistreg i "Baby Driver" er dens musikside og måden, den bruger den på. Playlisten er Babys hemmelige våben – en skræddersyet forlængelse af ham selv – og bilen kører ikke en meter, før der er skruet godt op for iPod'en. Kæmpe-navne som The Beach Boys og Queen spytter i kassen, og det sker ikke med "Good Vibrations" og "Bohemian Rhapsody", men med nænsomt håndplukkede sange, designet til at styre udenom forudsigeligheden. Musikken strømmer igennem filmen og vice versa, og kameraet føres til musikken, hvilket giver en nærmest opera-betonet kvalitet. Jeg mindes ikke at have set noget lignede før i genren.
Selvom miljøet i den er kriminelt, og hovedpersonens baggrundshistorie er grufuld, så har "Baby Driver" en enorm charme, som den kan køre langt på literen på. Det velfungerende cast er også godt brændstof, hvor sværvægtere som Jamie Foxx og Kevin Spacey leverer varen, mens det er forfriskende at se Jon Hamm fra Mad Men i en så bisset udgave. Den bedste casting er dog den mere ukendte Ansel Elgort i titelrollen. Han lykkes godt med at gøre den følsomme musikelsker til en gådefuld skikkelse. Men samtidig har han den perfekte dosis sødme i en film, der i øvrigt har en ret beskidt kæft. Bare rolig, R-ratingen er bestemt ikke spildt i dette tilfælde.
Jeg ville have elsket at se Edgar Wrights version af "Ant-Man", men ikke over denne films lig. Det er simpelthen en af de mest originale og fornøjelige bidrag fra Hollywoods kulørte afdeling, som jeg har set i lang lang tid. I med høretelefonerne og af sted med dig!
11/09-2017
