Tre sorte liv, der ikke betød noget
5.0
En sommeraften i 1967 er Detroit i undtagelsestilstand efter to dages voldsomme optøjer, udløst af en politiaktion mod en smugkro. Da politiet mener, at der bliver skudt mod dem fra et motel, trænger de ind i motellets anneks og tilbageholder samtlige tilstedeværende. Om morgenen er tre af de tilbageholdte døde.
"Detroit" handler om ét af de mest berygtede tilfælde af politiovergreb i nyere amerikansk historie, nemlig den såkaldte 'Algiers Motel incident', hvor tre sorte teenagedrenge blev dræbt af hvide politibetjente i et anspændt forløb, hvor politiet ellers havde fuld kontrol med situationen. Eksempelvis blev der aldrig fundet noget våben, som kunne bevise politiets teori, om at nogen havde skudt mod dem.
Instruktør Kathryn Bigelow arbejder for tredje gang i træk sammen med manuskriptforfatter Mark Boal, og deres fremgangsmåde minder især meget om det, vi så i "Zero Dark Thirty". En fortælling i intens realistisk stil, hvor Boal har gravet sig ned i kildematerialet og leverer en tolkning af, hvad der egentlig skete på Algiers Motel, der lægger sig op ad den senere konsensus: Nemlig at der uden tvivl var tale om, at politiet begik voldsomme overgreb og mord.
Bigelow bygger dygtigt fortællingen op ved at klippe mellem forskellige personer, der senere ender på motellet. En r&b-gruppe, der får deres koncert aflyst på grund af optøjerne. En sort sikkerhedsvagt, der er på arbejde i nærheden. De politifolk, der efter at have arbejdet i døgndrift ender i en situation, hvor en kombination af racisme og frustrationer tager styringen.
Derfra bliver "Detroit" et virkelig ubehageligt studium af, hvad der sker, når man giver magten til bevæbnede dumme svin. Bigelow lægger nemlig ikke fingrene imellem, men skildrer overgrebene i en lang og voldsom sekvens, hvor hendes talent for tæt klippet spændingsopbygning virkelig kommer i spil. Og der er selvfølgelig ikke nogen forløsning for publikum, for det retslige efterspil var også en skandale.
På skuespillersiden bliver filmen i høj grad båret af en stribe yngre sorte stjerner, bl.a. John Boyega, Anthony Mackie og Jason Mitchell, der fint skildrer personer med vidt forskellige grunde til at befinde sig på motellet, hvor de altså ender med kun at blive defineret af deres hudfarve. Over for dem er Will Poulter nogenlunde overbevisende som den politimand med babyface, der styrer begivenhederne med lige dele racisme og selvretfærdighed, og Hannah Murray har en glimrende rolle som den ene af to unge hvide kvinder, der hidser politifolkene endnu mere op, fordi de tillader sig at være på motellet sammen med sorte mænd.
"Detroit" er en effektivt frastødende skildring af smålig, led, voldelig racisme, der får lov til at gå amok, uden at nogen stopper det. Hvilket helt klart også er én af filmens pointer - at der ligeledes ligger et ansvar hos dem, der ikke skrider ind over for så åbenlyse overgreb. Ikke mindst når de udgør de myndigheder, der burde beskytte befolkningen. Og så er det selvsagt umuligt at se "Detroit" uden at sætte den i forbindelse med nutidens Black Lives Matter-bevægelse og det faktum, at mange sorte amerikanere stadig frygter det værste, når de møder politiet.
"Detroit" handler om ét af de mest berygtede tilfælde af politiovergreb i nyere amerikansk historie, nemlig den såkaldte 'Algiers Motel incident', hvor tre sorte teenagedrenge blev dræbt af hvide politibetjente i et anspændt forløb, hvor politiet ellers havde fuld kontrol med situationen. Eksempelvis blev der aldrig fundet noget våben, som kunne bevise politiets teori, om at nogen havde skudt mod dem.
Instruktør Kathryn Bigelow arbejder for tredje gang i træk sammen med manuskriptforfatter Mark Boal, og deres fremgangsmåde minder især meget om det, vi så i "Zero Dark Thirty". En fortælling i intens realistisk stil, hvor Boal har gravet sig ned i kildematerialet og leverer en tolkning af, hvad der egentlig skete på Algiers Motel, der lægger sig op ad den senere konsensus: Nemlig at der uden tvivl var tale om, at politiet begik voldsomme overgreb og mord.
Bigelow bygger dygtigt fortællingen op ved at klippe mellem forskellige personer, der senere ender på motellet. En r&b-gruppe, der får deres koncert aflyst på grund af optøjerne. En sort sikkerhedsvagt, der er på arbejde i nærheden. De politifolk, der efter at have arbejdet i døgndrift ender i en situation, hvor en kombination af racisme og frustrationer tager styringen.
Derfra bliver "Detroit" et virkelig ubehageligt studium af, hvad der sker, når man giver magten til bevæbnede dumme svin. Bigelow lægger nemlig ikke fingrene imellem, men skildrer overgrebene i en lang og voldsom sekvens, hvor hendes talent for tæt klippet spændingsopbygning virkelig kommer i spil. Og der er selvfølgelig ikke nogen forløsning for publikum, for det retslige efterspil var også en skandale.
På skuespillersiden bliver filmen i høj grad båret af en stribe yngre sorte stjerner, bl.a. John Boyega, Anthony Mackie og Jason Mitchell, der fint skildrer personer med vidt forskellige grunde til at befinde sig på motellet, hvor de altså ender med kun at blive defineret af deres hudfarve. Over for dem er Will Poulter nogenlunde overbevisende som den politimand med babyface, der styrer begivenhederne med lige dele racisme og selvretfærdighed, og Hannah Murray har en glimrende rolle som den ene af to unge hvide kvinder, der hidser politifolkene endnu mere op, fordi de tillader sig at være på motellet sammen med sorte mænd.
"Detroit" er en effektivt frastødende skildring af smålig, led, voldelig racisme, der får lov til at gå amok, uden at nogen stopper det. Hvilket helt klart også er én af filmens pointer - at der ligeledes ligger et ansvar hos dem, der ikke skrider ind over for så åbenlyse overgreb. Ikke mindst når de udgør de myndigheder, der burde beskytte befolkningen. Og så er det selvsagt umuligt at se "Detroit" uden at sætte den i forbindelse med nutidens Black Lives Matter-bevægelse og det faktum, at mange sorte amerikanere stadig frygter det værste, når de møder politiet.
17/09-2017
