They saw things...
5.0
… we people now believe.
Det vil sige hele holdet bag ”Blade Runner 2049” og hvem end der fik idéen om at udbygge denne gamle, i forvejen så slidstærke maskine.
”Udbygge” er nøgleordet her: Alene målt på hvor vedkommende, ja nærmest nødvendig den føles må det her være en af filmhistoriens bedste og mest fiberrige 2’ere.
Fra dens ekstravagant-stringente set design til dens sømløse effektskud, troværdige og tankevækkende replikker, stærke skuespilpræstationer og omhyggelige oppakning af et drøngodt plot er ”Blade Runner 2049” en stor omgang filmkunst af en størrelsesorden, der praktisk talt mismatcher dens slæbende arthouse-tempo. Og dermed en noget nær lige så unik kreation som Ridley Scotts 1’er.
Denis Villeneuve løser opgaven med sin vanlige blanding af glødende engagement og kølig professionalisme. Kun i en kort passage midtvejs mærkede jeg den tilnærmelsesvise drøvtygning af universet, der nær tog luften ud af ”Sicario” – men som her, efter 25 års formodet tilløbstagen fra Villeneuve såvel som filmfans verden over, er nem at tilgive.
Fåtallet af eksplosioner og CGI-oversigtsbilleder er næsten noget af det mest imponerende ved ”Blade Runner 2049”. Når der gives gas, er det i korte, kraftfulde doseringer, der får filmens kilde til at føles dyrebar. Som sådan er universet og dets spillerum stadig begrænset, men det er det på samme stimulerende måde, som da Roy Battys talte om flamberede skibe ude for Orions kyst: Det gør ikke noget, at vi ikke får det hele med. Faktisk gør det måske i virkeligheden det hele.
Det vil sige hele holdet bag ”Blade Runner 2049” og hvem end der fik idéen om at udbygge denne gamle, i forvejen så slidstærke maskine.
”Udbygge” er nøgleordet her: Alene målt på hvor vedkommende, ja nærmest nødvendig den føles må det her være en af filmhistoriens bedste og mest fiberrige 2’ere.
Fra dens ekstravagant-stringente set design til dens sømløse effektskud, troværdige og tankevækkende replikker, stærke skuespilpræstationer og omhyggelige oppakning af et drøngodt plot er ”Blade Runner 2049” en stor omgang filmkunst af en størrelsesorden, der praktisk talt mismatcher dens slæbende arthouse-tempo. Og dermed en noget nær lige så unik kreation som Ridley Scotts 1’er.
Denis Villeneuve løser opgaven med sin vanlige blanding af glødende engagement og kølig professionalisme. Kun i en kort passage midtvejs mærkede jeg den tilnærmelsesvise drøvtygning af universet, der nær tog luften ud af ”Sicario” – men som her, efter 25 års formodet tilløbstagen fra Villeneuve såvel som filmfans verden over, er nem at tilgive.
Fåtallet af eksplosioner og CGI-oversigtsbilleder er næsten noget af det mest imponerende ved ”Blade Runner 2049”. Når der gives gas, er det i korte, kraftfulde doseringer, der får filmens kilde til at føles dyrebar. Som sådan er universet og dets spillerum stadig begrænset, men det er det på samme stimulerende måde, som da Roy Battys talte om flamberede skibe ude for Orions kyst: Det gør ikke noget, at vi ikke får det hele med. Faktisk gør det måske i virkeligheden det hele.
07/10-2017
