To ekstreme vindertyper i verdens bedste kamp
5.0
I 1980 kan Björn Borg sætte rekord ved at vinde sin femte Wimbledon-titel i træk, men han bliver udfordret af den unge stjerne John McEnroe.
Janus Metz slog sit navn fast med "Armadillo", men skifter i sin første spillefilm spor fra dokumentar til dokudrama med denne film om rivaliseringen mellem to af verdenhistoriens største tennisspillere. Det er egentlig lidt overraskende, at en dansker har kunnet få ansvaret for en svenskproduceret film om et nationalikon som Björn Borg. Men lad mig bare slå fast, at Metz klarer opgaven imponerende godt.
"Borg" er lavet efter den klassiske sportsfilmskabelon, hvor der slag for slag bygges op til den store kamp. Men Metz og manuskriptforfatter Ronnie Sandahl går dybere i personskildring og baggrundshistorie, end man ellers ser det i mange film af denne type.
Resultatet er en spændende spejling af de to hovedpersoner, hvor filmens grundlæggende tese er, at den kølige Borg og den eksplosive McEnroe faktisk var meget ens. Begge var drevet af et ekstremt vinderinstinkt, men i flashbacks ser man, hvordan Borg lærte at tøjle sit temperament, mens McEnroe tværtimod giver det frit løb i sin notorisk provokerende opførsel. Hvor filmen også peger på, at det spillede en rolle, at amerikaneren var pacet frem af et par forældre, der her virker meget lidt sympatiske.
Oven i det giver "Borg" også glimt af en tid, hvor de store tennisnavne var regulære jetset-stjerner. Og så har filmen selvfølgelig den episke finale, som mange stadig mener er den bedste tenniskamp, der nogensinde er spillet. Den del får Metz også afviklet virkelig dygtigt, med god brug af klipning, kreative kameravinkler og voiceover fra tv-kommentatorer, så kampen faktisk bliver medrivende, selv om man godt ved, hvordan den ender.
Filmen hviler derudover på to velspillede hovedroller, hvor Sverrir Gudnason flot formår at skabe intensitet og nervøsitet bag Borgs stenansigt. Over for ham er Shia LaBeouf bare det helt rigtige valg som McEnroe, for LaBeouf kan være larmende og flabet og samtidig skabe sympati for det her vidunderbarn, der ligesom Borg slås med både sig selv og omverdenens forventninger. I filmens tredje store rolle er Stellan Skarsgård også rigtig god som den legendariske svenske landstræner Lennart Bergelin, der fik styr på Borgs temperament og fulgte med som træner i hele hans karriere.
Overordnet fungerer "Borg" virkelig godt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bemærke, at den tager sig en del kunstneriske friheder for at få den virkelige historie passet ind i den ønskede dramatiske skabelon. Nogle af dem er forståelige, selv om de virker lidt bizarre - herunder at filmen forvandler Borgs rumænske forlovede, Mariana Simionescu, til en svensker i Tuva Novotnys skikkelse. Og fuldstændig ignorerer, at Simionescu faktisk selv spillede med i kvindernes Wimbledon-turnering samme år.
Jeg synes, at Sandahl og Metz strækker realiteterne noget mere, når de bygger mødet mellem Borg og McEnroe op, som om de to aldrig havde spillet mod hinanden før, og McEnroe bliver præsenteret som en helt ny amerikansk udfordrer, der kommer til Wimbledon for første gang. Ingen af delene er korrekte - Borg og McEnroe var fx også seedet 1 og 2 til Wimbledon i 1979.
Den slags får mig til at spørge, om historieomskrivningen ikke kunne være gjort mere elegant. Men i sidste ende ændrer det ikke ved, at "Borg" er et virkelig vellavet og medrivende portræt af sine to hovedpersoner, der samtidig er en lige så flot reklame for tennis, som "Rush" var det for Formel 1. Fem små stjerner herfra.
Janus Metz slog sit navn fast med "Armadillo", men skifter i sin første spillefilm spor fra dokumentar til dokudrama med denne film om rivaliseringen mellem to af verdenhistoriens største tennisspillere. Det er egentlig lidt overraskende, at en dansker har kunnet få ansvaret for en svenskproduceret film om et nationalikon som Björn Borg. Men lad mig bare slå fast, at Metz klarer opgaven imponerende godt.
"Borg" er lavet efter den klassiske sportsfilmskabelon, hvor der slag for slag bygges op til den store kamp. Men Metz og manuskriptforfatter Ronnie Sandahl går dybere i personskildring og baggrundshistorie, end man ellers ser det i mange film af denne type.
Resultatet er en spændende spejling af de to hovedpersoner, hvor filmens grundlæggende tese er, at den kølige Borg og den eksplosive McEnroe faktisk var meget ens. Begge var drevet af et ekstremt vinderinstinkt, men i flashbacks ser man, hvordan Borg lærte at tøjle sit temperament, mens McEnroe tværtimod giver det frit løb i sin notorisk provokerende opførsel. Hvor filmen også peger på, at det spillede en rolle, at amerikaneren var pacet frem af et par forældre, der her virker meget lidt sympatiske.
Oven i det giver "Borg" også glimt af en tid, hvor de store tennisnavne var regulære jetset-stjerner. Og så har filmen selvfølgelig den episke finale, som mange stadig mener er den bedste tenniskamp, der nogensinde er spillet. Den del får Metz også afviklet virkelig dygtigt, med god brug af klipning, kreative kameravinkler og voiceover fra tv-kommentatorer, så kampen faktisk bliver medrivende, selv om man godt ved, hvordan den ender.
Filmen hviler derudover på to velspillede hovedroller, hvor Sverrir Gudnason flot formår at skabe intensitet og nervøsitet bag Borgs stenansigt. Over for ham er Shia LaBeouf bare det helt rigtige valg som McEnroe, for LaBeouf kan være larmende og flabet og samtidig skabe sympati for det her vidunderbarn, der ligesom Borg slås med både sig selv og omverdenens forventninger. I filmens tredje store rolle er Stellan Skarsgård også rigtig god som den legendariske svenske landstræner Lennart Bergelin, der fik styr på Borgs temperament og fulgte med som træner i hele hans karriere.
Overordnet fungerer "Borg" virkelig godt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bemærke, at den tager sig en del kunstneriske friheder for at få den virkelige historie passet ind i den ønskede dramatiske skabelon. Nogle af dem er forståelige, selv om de virker lidt bizarre - herunder at filmen forvandler Borgs rumænske forlovede, Mariana Simionescu, til en svensker i Tuva Novotnys skikkelse. Og fuldstændig ignorerer, at Simionescu faktisk selv spillede med i kvindernes Wimbledon-turnering samme år.
Jeg synes, at Sandahl og Metz strækker realiteterne noget mere, når de bygger mødet mellem Borg og McEnroe op, som om de to aldrig havde spillet mod hinanden før, og McEnroe bliver præsenteret som en helt ny amerikansk udfordrer, der kommer til Wimbledon for første gang. Ingen af delene er korrekte - Borg og McEnroe var fx også seedet 1 og 2 til Wimbledon i 1979.
Den slags får mig til at spørge, om historieomskrivningen ikke kunne være gjort mere elegant. Men i sidste ende ændrer det ikke ved, at "Borg" er et virkelig vellavet og medrivende portræt af sine to hovedpersoner, der samtidig er en lige så flot reklame for tennis, som "Rush" var det for Formel 1. Fem små stjerner herfra.
09/10-2017
