Flying high, American style

4.0
I slutningen af 70'erne bliver en pilot rekrutteret af CIA til at flyve hemmelige missioner i Mellemamerika. Få år senere er han en nøglefigur i det, der skulle blive den latinamerikanske del af Iran-Contra-affæren - med trekantshandel med våben og narko mellem CIA, contraerne i Nicaragua og de colombianske narkokarteller.

"American Made" er løst baseret på den virkelige historie om Barry Seal, der i stor stil smuglede narko for de colombianske karteller, men altså også påstod, at han samtidig arbejdede for CIA. Det udgangspunkt bliver i Doug Limans film blæst op til en larger-than-life fortælling om en mand, der bliver fristet af spændingen og de nemme penge - og derfra går det stærkt og løber snart løbsk.

Formlen er velkendt fra en del nyere amerikanske film, fx "The Wolf of Wall Street" og "War Dogs". Det er den vanvittige bagside af den amerikanske drøm, hvor man uden hæmninger bygger forretning og succes på en dybt tvivlsom baggrund, her sanktioneret af, at CIA både bevidst og ubevidst hjælper til. Og faldet er selvfølgelig tilsvarende hårdt, når andre amerikanske agenturer begynder at interessere sig for narkoen og de enorme pengebeløb, der flyder omkring Seal.

"American Made" har givetvis ikke supermeget med de virkelige begivenheder at gøre - instruktør Liman har karakteriseret filmen som en sjov løgn, baseret på en sand historie - men det er en underholdende tur i højt tempo rundt i en serie vilde begivenheder. Hvor man trods alt skal huske, at der er nogle gran af sandhed involveret. Medellín-kartellet solgte så meget kokain, at lederne på et tidspunkt var blandt verdens rigeste mænd. Iran-Contra-affæren udfoldede sig i de år. Og Barry Seal hjalp faktisk med at afsløre fordækte forbindelser mellem Nicaragua og Colombia.

Seal var klart en farverig karakter, og Tom Cruise er virkelig godt castet som ham. Cruise er ofte stærkest, når han får lov til at spille moralsk anløbne personer, så hans polerede filmstjernestil får en skummel underside. Det fungerer igen rigtig godt her, hvor Cruises høje energiniveau også passer godt til den speedede Seal, som nærmest griber mulighederne hurtigere, end de opstår. Sarah Wright har også en fin rolle som hans kone, der ikke er længe om at lukke øjnene og ride med. Mens Domhnall Gleeson omvendt er overraskende ligegyldig som Seals CIA-kontaktperson.

"American Made" er solid underholdning bygget over en virkelig god røverhistorie - hvor man altså ikke skal tage alt for gode varer, men blot flyve med på den vilde tur. I sidste ende skinner det manglende faktuelle grundlag dog også igennem, ved at fortællingen bliver noget rodet og flakkende. Liman har simpelt hen ikke samme talent for at binde sådan en historie sammen, som vi fx har set Scorsese gøre det i "The Wolf of Wall Street". Det bliver lidt uskarpt, men "American Made" er trods alt stadig både interessant og underholdende, og jeg lander på fire små stjerner.
American Made