Argh!
1.0
*spoilers*
En ung kvinde er ved at istandsætte det hus, som hun bor i sammen med sin mand, en noget ældre berømt forfatter. En dag bliver et aldrende par inviteret indenfor af forfatteren, men da parrets to sønner også dukker op, ender det i tragedie og en bizar omgang gravøl i huset. Men det er kun starten på en strøm af grænseoverskridende gæster og indtrængere.
Darren Aronofsky springer ud i rendyrket kunstfilmstil med "Mother!", der indledningsvis bliver serveret som tungt intellektuel horror i en stil, som kan minde om von Triers "Antichrist" eller den mexicanske "The Untamed", der havde premiere for et års tid siden.
Der bliver bygget mere og mere på en halvt uudtalt konflikt mellem det mandlige og det kvindelige, repræsenteret ved de to hovedpersoner, der fremstår som rene arketyper. Kvinden, der samvittighedsfuldt bygger hjemmet op og prøver at levere omsorg. Manden, der uden at tænke over det laver små grænseoverskridelser, aldrig rigtig lytter, men blot følger sit eget hoved. Og så de underlige fremmede, der er en flok stridbare, krævende parasitter.
Så langt holder Aronofsky en klar horrorstil, der også bliver markeret med korte udbrud af vold og symbolsk weirdness, fx med blodpletter, der ikke kan vaskes væk.
Men derfra går filmen så amok. For efter at kvinden er blevet gravid og dermed lever op til filmens titel, vælter det pludselig ind med mennesker, der vil tilbede forfatteren, stjæler parrets barn og går i gang med at flå huset fra hinanden, inden de forvandler det til en aktiv krigszone med ekkoer af borgerkrig og undertrykkelse og folk, der råber berømte revolutionære slogans fra Latinamerika. Og det ender forudsigeligt apokalyptisk, og naturligvis er der en særlig pointe i det stykke krystal, som bliver etableret som et vigtigt symbol i starten, og som nogle kommer til at knuse undervejs.
Hvis man så lige tager et par skridt tilbage, er pointen vist, at forfatteren repræsenterer det guddommelige, mens hans kone er Moder Jord. Og Gud er en ansvarsløs gud, der er for forelsket i sit eget skaberværk og derfor ikke vil eller kan bremse sine egne skabninger i at hærge det hele og være onde og egoistiske, og i sidste ende går Guds og menneskehedens dårskab ud over stakkels Moder Jord. Så det handler sgu nok om, at det er for dårligt, at Gud ikke stopper klimaforandringerne. Eller noget. Der er i hvert fald rigeligt med symbolik og referencer at analysere sig rundt i.
Hvilket jeg så vil holde op med. For "Mother!" er noget af det mest uudholdeligt selvoptagne intellektuelle gøgl, jeg længe har set på et filmlærred. Selv om den teknisk er ret flot lavet. Selv om den i Jennifer Lawrence og Javier Bardem har to hovedroller med så meget karisma, at de faktisk fanger éns opmærksomhed midt i alt gøglet.
Det er ikke, fordi jeg grundlæggende har noget imod denne form for højpandet kompromisløs kunstfilm. Jeg syntes fx, at "Antichrist" var fremragende. Men "Mother!" er i mine øjne en overlæsset og oversymbolsk omgang new-age-religiøst lir, hvor Aronofsky basalt set snakker med sig selv om et crazy partymix af spiritualitet, skaberkraft og Gaia-teori, uden at det i sidste ende har noget at sige om noget, ud over at den religiøse tvivl og forvirring skinner tydeligt igennem. Det indtryk bliver klart forstærket af, at instruktørens forrige film, "Noah", også var lidt af en stinker med fuld fanfare på det religiøse. Det har tydeligvis ikke forhindret Aronofsky i at fortsætte i samme emnefelt, og resultatet er denne gang en pseudointellektuel og pseudoreligiøs fis i en hornlygte.
En ung kvinde er ved at istandsætte det hus, som hun bor i sammen med sin mand, en noget ældre berømt forfatter. En dag bliver et aldrende par inviteret indenfor af forfatteren, men da parrets to sønner også dukker op, ender det i tragedie og en bizar omgang gravøl i huset. Men det er kun starten på en strøm af grænseoverskridende gæster og indtrængere.
Darren Aronofsky springer ud i rendyrket kunstfilmstil med "Mother!", der indledningsvis bliver serveret som tungt intellektuel horror i en stil, som kan minde om von Triers "Antichrist" eller den mexicanske "The Untamed", der havde premiere for et års tid siden.
Der bliver bygget mere og mere på en halvt uudtalt konflikt mellem det mandlige og det kvindelige, repræsenteret ved de to hovedpersoner, der fremstår som rene arketyper. Kvinden, der samvittighedsfuldt bygger hjemmet op og prøver at levere omsorg. Manden, der uden at tænke over det laver små grænseoverskridelser, aldrig rigtig lytter, men blot følger sit eget hoved. Og så de underlige fremmede, der er en flok stridbare, krævende parasitter.
Så langt holder Aronofsky en klar horrorstil, der også bliver markeret med korte udbrud af vold og symbolsk weirdness, fx med blodpletter, der ikke kan vaskes væk.
Men derfra går filmen så amok. For efter at kvinden er blevet gravid og dermed lever op til filmens titel, vælter det pludselig ind med mennesker, der vil tilbede forfatteren, stjæler parrets barn og går i gang med at flå huset fra hinanden, inden de forvandler det til en aktiv krigszone med ekkoer af borgerkrig og undertrykkelse og folk, der råber berømte revolutionære slogans fra Latinamerika. Og det ender forudsigeligt apokalyptisk, og naturligvis er der en særlig pointe i det stykke krystal, som bliver etableret som et vigtigt symbol i starten, og som nogle kommer til at knuse undervejs.
Hvis man så lige tager et par skridt tilbage, er pointen vist, at forfatteren repræsenterer det guddommelige, mens hans kone er Moder Jord. Og Gud er en ansvarsløs gud, der er for forelsket i sit eget skaberværk og derfor ikke vil eller kan bremse sine egne skabninger i at hærge det hele og være onde og egoistiske, og i sidste ende går Guds og menneskehedens dårskab ud over stakkels Moder Jord. Så det handler sgu nok om, at det er for dårligt, at Gud ikke stopper klimaforandringerne. Eller noget. Der er i hvert fald rigeligt med symbolik og referencer at analysere sig rundt i.
Hvilket jeg så vil holde op med. For "Mother!" er noget af det mest uudholdeligt selvoptagne intellektuelle gøgl, jeg længe har set på et filmlærred. Selv om den teknisk er ret flot lavet. Selv om den i Jennifer Lawrence og Javier Bardem har to hovedroller med så meget karisma, at de faktisk fanger éns opmærksomhed midt i alt gøglet.
Det er ikke, fordi jeg grundlæggende har noget imod denne form for højpandet kompromisløs kunstfilm. Jeg syntes fx, at "Antichrist" var fremragende. Men "Mother!" er i mine øjne en overlæsset og oversymbolsk omgang new-age-religiøst lir, hvor Aronofsky basalt set snakker med sig selv om et crazy partymix af spiritualitet, skaberkraft og Gaia-teori, uden at det i sidste ende har noget at sige om noget, ud over at den religiøse tvivl og forvirring skinner tydeligt igennem. Det indtryk bliver klart forstærket af, at instruktørens forrige film, "Noah", også var lidt af en stinker med fuld fanfare på det religiøse. Det har tydeligvis ikke forhindret Aronofsky i at fortsætte i samme emnefelt, og resultatet er denne gang en pseudointellektuel og pseudoreligiøs fis i en hornlygte.
25/10-2017
