Fra strobelys til solskin
4.0
Den på én gang fascinerende og til tider frustrerende, men også svært uimodståelige ”Song to Song” er Terrence Malick i sit mest kompromisløse og grænsesøgende gemyt, hvilket efterhånden siger en del.
Auteuren borer sig rundt om tilværelsens store spørgsmål med en direkthed, som galt det liv eller død – og skulle det ske, at han skærer han igennem de poetiske, papirtynde vægge ind til noget, han før har beskæftiget sig med, oftest i de mere end blodbeslægtede ”To the Wonder” og ”Knight of Cups”, så dvæler han gerne ved temaerne en ekstra gang.
Generelt siges og gøres der hellere for meget end for lidt, når pointen med en følelse skal hamres hjem (”Please, come, save me from my broken heart” lyder det længselsfuldt i en af filmens mere tåkrummende voice-over-passager), mens det store billede – altså selve pointen med al den eksistentielle lidelse – stadig er tåget ind i holistiske hemmeligheder.
Heldigvis er Malick ikke kun ude på at udpensle stærke, forvirrede følelser og dvæle ved dem, som tilfældet var med ”Knight of Cups”, men også pege dem i en retning og med sin fabuleren faktisk fortælle en historie, som viser en vej. Hvis man kan leve sig ind i, hvorfor hans smukke, velhavende og privilegerede karakterer har det så skidt, som de har det i ”Song to Song”, så venter der en belønning på den anden side af den til tider lidt ensformige, men også nærmest lammende konsekvente billedstorm.
Måske fordi ”Song to Song” i perioder byder på en intet mindre end krystalklar psykologisk indsigt, mest mærkbart i den sex- og stofdrevne turbulens inde i Michael Fassbenders hoved samt Rooney Maras smertelige afsavn efter et splintret forhold. Følelsen af at være alene i en verden, der gynger og sejler, formidles effektivt gennem Emmanuel Lubezkis søsyge kamera, der dog er faretruende tæt på at blive sin egen karikatur. Når han rastløs filmer ansigter og bevægelser hos personer, der faktisk virker stoflige og levende, forbliver hans fiskeøjelinse dog lige akkurat på den rigtige side af stregen.
Men går den næste gang? Kan Terrence Malick fortsat slippe afsted med at skildre forvirrede mennesker, der kæler med lagner og kigger ud af vinduer, mens de kredser om hinandens varme kroppe? Jeg aner det ikke, og måske han også definitivt har brændt nallerne på kritikere og publikums med rette overtrådte tålmodighedstærskel. Med ”Song to Song” kan han dog skrive en meget smuk kærlighedsfilm på CV’et, hvis rene og klare slutning står i stærk kontrast til dens eksperimenterende helhed.
Auteuren borer sig rundt om tilværelsens store spørgsmål med en direkthed, som galt det liv eller død – og skulle det ske, at han skærer han igennem de poetiske, papirtynde vægge ind til noget, han før har beskæftiget sig med, oftest i de mere end blodbeslægtede ”To the Wonder” og ”Knight of Cups”, så dvæler han gerne ved temaerne en ekstra gang.
Generelt siges og gøres der hellere for meget end for lidt, når pointen med en følelse skal hamres hjem (”Please, come, save me from my broken heart” lyder det længselsfuldt i en af filmens mere tåkrummende voice-over-passager), mens det store billede – altså selve pointen med al den eksistentielle lidelse – stadig er tåget ind i holistiske hemmeligheder.
Heldigvis er Malick ikke kun ude på at udpensle stærke, forvirrede følelser og dvæle ved dem, som tilfældet var med ”Knight of Cups”, men også pege dem i en retning og med sin fabuleren faktisk fortælle en historie, som viser en vej. Hvis man kan leve sig ind i, hvorfor hans smukke, velhavende og privilegerede karakterer har det så skidt, som de har det i ”Song to Song”, så venter der en belønning på den anden side af den til tider lidt ensformige, men også nærmest lammende konsekvente billedstorm.
Måske fordi ”Song to Song” i perioder byder på en intet mindre end krystalklar psykologisk indsigt, mest mærkbart i den sex- og stofdrevne turbulens inde i Michael Fassbenders hoved samt Rooney Maras smertelige afsavn efter et splintret forhold. Følelsen af at være alene i en verden, der gynger og sejler, formidles effektivt gennem Emmanuel Lubezkis søsyge kamera, der dog er faretruende tæt på at blive sin egen karikatur. Når han rastløs filmer ansigter og bevægelser hos personer, der faktisk virker stoflige og levende, forbliver hans fiskeøjelinse dog lige akkurat på den rigtige side af stregen.
Men går den næste gang? Kan Terrence Malick fortsat slippe afsted med at skildre forvirrede mennesker, der kæler med lagner og kigger ud af vinduer, mens de kredser om hinandens varme kroppe? Jeg aner det ikke, og måske han også definitivt har brændt nallerne på kritikere og publikums med rette overtrådte tålmodighedstærskel. Med ”Song to Song” kan han dog skrive en meget smuk kærlighedsfilm på CV’et, hvis rene og klare slutning står i stærk kontrast til dens eksperimenterende helhed.
26/10-2017
