The Groundhog Slasher
4.0
En studerendes fødselsdag starter med, at hun vågner op efter en vild bytur - og ender med, at hun bliver offer for en maskeret morder. Og så starter dagen forfra. Igen og igen og igen.
"Groundhog Day" møder slashergenren. Det er "Happy Death Day" på fire ord, og Scott Lobdells morsomme manuskript lægger på ingen måde skjul på, hvor inspirationen kommer fra - faktisk refererer filmen direkte til "Groundhog Day".
"Happy Death Day" udvikler sig derfor også ad velkendte stier, med stadigt mere absurde konsekvenser af, at hovedpersonen oplever sin dødsdag igen og igen, mens hun forsøger at opklare, hvem hendes morder er. Og samtidig er det ikke blot en whodunnit, men handler som det åbenlyse forlæg også om, at hun skal blive et bedre menneske.
For det er måske den fineste detalje i "Happy Death Day". Heltinden starter faktisk med at være rimelig træls. Hun er én af lederne af sit sorority, hvor det at hakke nedad er en indbygget del af magtstrukturen. Hun opfører sig også som et dumt svin over for sine venner, og hun knalder i hemmelighed med én af sine lærere. Som Ekkos anmelder skrev, er hun faktisk gyserfilmens slemme pige, der plejer at dø som den første - og derfor er det et begavet lille twist på genren, at det er hendes historie, det handler om.
Det oplæg bliver ført ud i livet med masser af energi og god timing af instruktør Christopher Langdon, og ud over legen med slashergenren bliver der også tid til nogle spydige spark i retning af de klassiske amerikanske klicheer om universitetslivet. Og så har filmen ikke mindst en stærk hovedrolle i Jessica Rothe, hvis karriere ellers mest har budt på mindre biroller. Her får hun plads til at vise, at hun kan en del mere, ikke mindst med solid komisk timing, og "Happy Death Day" kunne godt blive et overraskende gennembrud for hende.
"Happy Death Day" er underholdende og charmerende, og først mod slutningen begynder den at gå lidt i tomgang i sin ellers yderst forudsigelige konstruktion. Det lykkes så Langdon at få slået et o.k. slag med halen i plottet, men til gengæld ender den med et klimaks, der simpelt hen ikke giver logisk mening. Men det ødelægger ikke det generelt sympatiske indtryk af en fin lille horrorkomedie. Og hvornår har slasherfilm i øvrigt givet logisk mening?
"Groundhog Day" møder slashergenren. Det er "Happy Death Day" på fire ord, og Scott Lobdells morsomme manuskript lægger på ingen måde skjul på, hvor inspirationen kommer fra - faktisk refererer filmen direkte til "Groundhog Day".
"Happy Death Day" udvikler sig derfor også ad velkendte stier, med stadigt mere absurde konsekvenser af, at hovedpersonen oplever sin dødsdag igen og igen, mens hun forsøger at opklare, hvem hendes morder er. Og samtidig er det ikke blot en whodunnit, men handler som det åbenlyse forlæg også om, at hun skal blive et bedre menneske.
For det er måske den fineste detalje i "Happy Death Day". Heltinden starter faktisk med at være rimelig træls. Hun er én af lederne af sit sorority, hvor det at hakke nedad er en indbygget del af magtstrukturen. Hun opfører sig også som et dumt svin over for sine venner, og hun knalder i hemmelighed med én af sine lærere. Som Ekkos anmelder skrev, er hun faktisk gyserfilmens slemme pige, der plejer at dø som den første - og derfor er det et begavet lille twist på genren, at det er hendes historie, det handler om.
Det oplæg bliver ført ud i livet med masser af energi og god timing af instruktør Christopher Langdon, og ud over legen med slashergenren bliver der også tid til nogle spydige spark i retning af de klassiske amerikanske klicheer om universitetslivet. Og så har filmen ikke mindst en stærk hovedrolle i Jessica Rothe, hvis karriere ellers mest har budt på mindre biroller. Her får hun plads til at vise, at hun kan en del mere, ikke mindst med solid komisk timing, og "Happy Death Day" kunne godt blive et overraskende gennembrud for hende.
"Happy Death Day" er underholdende og charmerende, og først mod slutningen begynder den at gå lidt i tomgang i sin ellers yderst forudsigelige konstruktion. Det lykkes så Langdon at få slået et o.k. slag med halen i plottet, men til gengæld ender den med et klimaks, der simpelt hen ikke giver logisk mening. Men det ødelægger ikke det generelt sympatiske indtryk af en fin lille horrorkomedie. Og hvornår har slasherfilm i øvrigt givet logisk mening?
27/10-2017
