branaghs frankenstein

Stort opsat, men bundløs fjollet filmatisering af Mary Shelleys roman. Frankenstein anno ’95 følger egentlig sit oplæg ganske loyalt, men instruktør Kenneth Branagh iscenesætter sin film som et hysterisk melodrama, hvor en ganske flot scenografi og billedside ikke kan hamle op med den kiksede følelse, som Frankenstein vædes ind i. Skuespillerne viser glæde med manisk grin og smerte og drama med dedikeret gråd, men lige lidt hjælper det, for det hele forbliver ufrivillig komisk. Mangen kritiske ord er blevet udtrykt omkring Robert De Niros præstation som uhyret, men jeg fandt han egentlig gjorde det ganske fint og var en formidlende omstændighed i denne hystade af en film.