Dommedag i en meget light version

Da dødsguden Hel slipper fri fra sit fængsel og erobrer Asgård, lykkes det i sidste øjeblik Thor og Loke at undslippe ud i rummet. De nødlander på en fremmed planet, hvis leder afholder storstilede gladiatorkampe, hvor Hulk er den øjeblikkelige mester.

Marvel tager endnu en tur ud i den lettere besynderlige blanding af mytologi og rumeventyr, som deres version af Thor står for. "Ragnarok" samler superasernes historie op efter begivenhederne i den forrige Thor-film, "The Dark World", og fortsætter altså, med at der igen-igen er nogle, der vil erobre Asgård. Denne gang er det Thors ukendte halvsøster, der får fordrevet hovedpersonen til den anden ende af galaksen.

"Ragnarok" er på den måde nærmest er delt op i to separate kapitler, hvor Thors eventyr på planeten Sakaar er en historie i sig selv, rammet ind af begivenhederne i Asgård. Og de to halvdele er temmelig forskellige i tone og stil. Sakaar-historien er let i tonen og ofte humoristisk, fyldt med referencer til Star Wars, og selv om der egentlig er noget med en diktator, der undertrykker planeten, handler den primære konflikt, om at Thor skal have sine venner til at hjælpe sig med at komme væk. Tilbage i Asgård er det meningen, at der skal være undergangsstemning og mere på spil - filmen hedder trods alt "Ragnarok" - men det ender så med at blive afviklet tjuhej på ingen tid.

Derfor synes jeg, at instruktør Taika Waititi lidt har lavet en gang miskmask i "Ragnarok". Det er en virkelig flot produktion med masser af farvestrålende rumstil og ganske imponerende effekter. Actionscenerne er ofte velfungerende, og den har bestemt også sine morsomme øjeblikke, ikke mindst i Thors samspil med Loke og Hulk. Men jeg sad stadig tilbage med en oplevelse af at have set en film, der prøver for hårdt og konstant vil være sjov og ballade, men gør det på bekostning af historiefortælling og helhedsoplevelse. Det virker, som om Waititi forsøger at ramme samme stil som James Gunns to ekstremt vellykkede Guardians of the Galaxy-film, men "Ragnarok" er bare slet ikke lige så skarp. Plus at jeg også havde en fornemmelse af spildte muligheder. Fx når Hulk går mano a mano med Fenrisulven, og man tænker, at nu kommer der en vild actionsekvens ... og så sker der bare ikke rigtig noget. Ragnarok er sgu lidt en flad omgang i Marvel-universet.

Chris Hemsworth er ellers stadig fin som Thor, og han fungerer ikke mindst godt sammen med Tom Hiddleston, der i endnu højere grad får lov til at lade Loke være den tvetydige gud, som man aldrig ved, hvor man har. Mark Ruffalo er også stadig o.k. som Hulk, som vi her ser i den nyere, mere intelligente version, Marvel er drejet over imod i tegneserierne. Og Tessa Thompson er en fin tilføjelse som en alternativ rumversion af The Valkyrie.

Til gengæld har "Ragnarok" samme problem som mange af de andre Marvel-film: Skurkene er ikke ret interessante. Cate Blanchett poserer ensporet megalomanisk som Hel, og Jeff Goldblum er faktisk endnu værre som The Grandmaster, der regerer Sakaar med brød og skuespil til folket. Det virker ikke, som om Goldblum selv tager rollen en millimeter alvorligt, og hvorfor skulle vi andre så gøre det? Oven i det smider Waititi et par lettere anstrengende comic sidekicks ind, og jeg blev også irriteret, over at han får dræbt prominente bipersoner fra Thor-serien på en måde, der føles som et henkastet slag med hånden.

Når alt det er skrevet, vil jeg også understrege, at "Thor: Ragnarok" et langt stykke ad vejen er velsmurt underholdning. Der er fart over feltet i de spraglede kulisser, og man keder sig ikke. Til gengæld er filmen også hurtigt glemt igen, og som det fremgår, var der mange småting i den, som irriterede mig. Men måske er en væsentlig del af forklaringen, at "Ragnarok" i høj grad også er en transportetape, der skal bringe et par vigtige helte videre fra tidligere film og i stilling til de kommende Avengers-fortsættelser.