tak for lån, rasmus fl

Nå, så fik jeg set ikke kun den mest ubehagelige krigsfilm, men velsagtens også den mest ubehagelige film, der nogensinde har gennemtrængt min filmsjæl. Baseret på og inspireret af manusforfatter Ales Adamovich og instruktør Elem Klimovs (der blev så emotionel udmattet af at lave Gå og Se, at det blev hans sidste film) egne oplevelser under anden verdenskrig i Rusland følger filmen en russisk dreng, der idealistisk går ind i modstandsbevægelsen og gradvist mister sin forstand i mødet med krigens ufattelige umenneskelighed og ondskab. Og dette skildrer Klimov med en så stor psykisk voldsomhed, at Gå og Se ryster en komplet og ufravigelig. Med en blanding af chokerende realisme og næsten drømmende surrealisme smadrer Klimov ens sanser og efterlader en fuldstændig udmattet. Gå og Se er trøstesløs og traumatisk, med utallige ætsende scener, og for dens kolossale og uafrystelige kraftfuldhed er den tæt på at få topkarakter. Men jøsses en voldsom oplevelse.