Herfra og til intetheden
5.0
Terry Gilliam laver film som ingen anden. Helt bogstaveligt men også i forhold til det mod han viser, når hans visioner skal forløses på celluloid. Jo, Gilliam har naturligvis optaget sin højteknologiske science fiction-fortælling "The Zero Theorem" på rigtig strimmel.
Og mødet mellem gammelt og nyt lader til at være hele filmens rygsøjle. Vi følger en ældre hovedperson, der langsomt vækkes til live af yngre personer. Han arbejder - i en ukendelig men alligevel nær fremtid - som talknuser for et topmoderne firma, men lever selv i fortiden. Han foretrækker at kende tiden gennem et stort tungt vækkeur, og hans topstressende og computergenerede mission udføres i en gammel doven kirke.
Og hvad er så denne mission, som den store firmafader (en voldsomt afbleget Matt Damon) har sat ham til at udføre? At matematisk få bevist at alt er intet. At universet vil slutte som det startede - med ét stort ingenting. Alt dette søger man at bevise, ikke i videnskabens eller filosofiens navn men - naturligvis - for at tjene penge på det undervejs. Det er trods alt Gilliam. I en god scenografisk sekvens i starten ser vi vores hovedperson gå modløst gennem et gadebillede, hvor stort set alle synlige overflader er reklamer, komplet med salgstalende skærme, der bogstaveligt talt jagter dig. En mareridtsverden ved højlys dag, der kun forstærkes af at være i altoverdøvende pangfarver.
Men hvor man visuelt altid forventer noget særligt fra Gilliams hånd (det er i øvrigt imponerende, hvor langt manden har fået 8 millioner dollars til at række), så formår han at klemme meget mere menneskelighed ind i sine kompakte billeder end vanligt. Og det sker på trods af, at hovedpersonen har opgivet sin egen menneskelighed i lange dele af fortællingen. Ligbleg og hårløs venter han bare på døden i form af et telefonopkald, der - tror han selv - vil fortælle ham meningen med livet. Kan det blive mere tragisk?
Ja. For filmens barmhjertige genistreg - som man indrømmet skal være tålmodig for at opleve - sker i tredje akt, hvor Waltz mesterspiller sig igennem genopdagelsen af menneskelig kontakt, fysisk såvel som åndeligt. Og rejsen tilbage til gløden er smuk midt i de kolde teknologiske rammer. Christoph Waltz er en sjælden oplevelse i hovedrollen. Jeg mener uden at blinke, han skulle have haft sin Oscar nummer 3 for det, vi her ser.
"The Zero Theorem" er ikke en film for alle, men som et mærkværdigt tveægget sværd, huggede den sig vej til mit filmhjerte. Filmen slutter varmt men i et kunstigt skær. Det er en meget nedslående film på flere planer, men i det stille fungerer den alligevel som positiv katalysator for vores bedste - og i sidste ende livsnødvendige - egenskaber som mennesker. Alt sammen takket være Terry Gilliams evigt anderledes måde at fortælle historier på og Christoph Waltz' fantastiske talent som skuespiller.
Og mødet mellem gammelt og nyt lader til at være hele filmens rygsøjle. Vi følger en ældre hovedperson, der langsomt vækkes til live af yngre personer. Han arbejder - i en ukendelig men alligevel nær fremtid - som talknuser for et topmoderne firma, men lever selv i fortiden. Han foretrækker at kende tiden gennem et stort tungt vækkeur, og hans topstressende og computergenerede mission udføres i en gammel doven kirke.
Og hvad er så denne mission, som den store firmafader (en voldsomt afbleget Matt Damon) har sat ham til at udføre? At matematisk få bevist at alt er intet. At universet vil slutte som det startede - med ét stort ingenting. Alt dette søger man at bevise, ikke i videnskabens eller filosofiens navn men - naturligvis - for at tjene penge på det undervejs. Det er trods alt Gilliam. I en god scenografisk sekvens i starten ser vi vores hovedperson gå modløst gennem et gadebillede, hvor stort set alle synlige overflader er reklamer, komplet med salgstalende skærme, der bogstaveligt talt jagter dig. En mareridtsverden ved højlys dag, der kun forstærkes af at være i altoverdøvende pangfarver.
Men hvor man visuelt altid forventer noget særligt fra Gilliams hånd (det er i øvrigt imponerende, hvor langt manden har fået 8 millioner dollars til at række), så formår han at klemme meget mere menneskelighed ind i sine kompakte billeder end vanligt. Og det sker på trods af, at hovedpersonen har opgivet sin egen menneskelighed i lange dele af fortællingen. Ligbleg og hårløs venter han bare på døden i form af et telefonopkald, der - tror han selv - vil fortælle ham meningen med livet. Kan det blive mere tragisk?
Ja. For filmens barmhjertige genistreg - som man indrømmet skal være tålmodig for at opleve - sker i tredje akt, hvor Waltz mesterspiller sig igennem genopdagelsen af menneskelig kontakt, fysisk såvel som åndeligt. Og rejsen tilbage til gløden er smuk midt i de kolde teknologiske rammer. Christoph Waltz er en sjælden oplevelse i hovedrollen. Jeg mener uden at blinke, han skulle have haft sin Oscar nummer 3 for det, vi her ser.
"The Zero Theorem" er ikke en film for alle, men som et mærkværdigt tveægget sværd, huggede den sig vej til mit filmhjerte. Filmen slutter varmt men i et kunstigt skær. Det er en meget nedslående film på flere planer, men i det stille fungerer den alligevel som positiv katalysator for vores bedste - og i sidste ende livsnødvendige - egenskaber som mennesker. Alt sammen takket være Terry Gilliams evigt anderledes måde at fortælle historier på og Christoph Waltz' fantastiske talent som skuespiller.
01/12-2017
