EKSTASE

Jeg er fuldstændig på røven over, hvor suverænt Frank Capra formår at realisere sin vilde, genresprængende idé. Værktøjerne er et fantastisk manuskript fuld af simple, men perfekt afrundede set ups og pay offs, en usandsynligt velspillende James Stewart og et uforglemmeligt kvindeligt ansigt i Donna Reed, men med sit allestedsnærværende gehør for menneskelige følelser bliver filmen også langt større end summen af sine ellers sublimt velfungerende dele.

Allerede fra starten voksede klumpen i min hals sig større, end der var plads til. Inden længe sad jeg og græd som pisket og tænkte over mit liv og filmkunsten, og hvor smukt og forunderligt det hele er. At føle Capra strække sig på tværs af et århundrede for at stikke mig i hjertet, endda tale til mine inderste, ejendommelige følelser med inddragelsen af en karakter, der lever med halv hørelse, resulterede i en lørdag formiddag jeg aldrig vil glemme.

At kalde det en ”julefilm” eller en ”tudefilm” er korrekt, men virker på en måde også som en grufuld negligering, for stående klippefast på sin bund af blændende fotografering og umådeligt velkomponerede scener kan den her film så meget mere end at agere pejse-tv i december. Jo, det er en fortælling med julen som ramme, og jøsses hvor jeg græd, men med tørre øjne og koldt vand i blodet vil jeg også til hver en tid slå et slag for, at ”It’s a Wonderful Life” er et skarpskåret, formfuldendt mesterværk fra filmhistoriens absolut øverste hylde.

I min verden fås film ikke meget renere, smukkere og bedre end ”it’s a Wonderful Life”, så for nu at runde passende af: Hører til blandt mine all-time favoritter.