Forsludret dansk sci-fi
2.0
I 2095 er Jorden ved at bukke under i en miljøkatastrofe. En agent bliver sendt tilbage i tiden for at finde tabte forskningsnotater om en teknologi, der kan redde verden.
Dokumentarfilminstruktøren Max Kestners første spillefilm er noget så usædvanligt som en dansk science-fiction-film. Den udspiller sig i København, som Kestner tidligere har skildret i dokumentarer, men her iscenesætter som en oversvømmet, hærget by. Verdenshavene er steget ukontrollabelt, og det giver nogle flotte totalbilleder af byen, hvor vandstanden er billedmanipuleret langt op mod de københavnske landemærker.
Plottet handler så om den danske agent, der i al hemmelighed bliver sendt på mission med hjælp fra en ellers forbudt teknologi, som gør det muligt at lave en afspaltning af sin person, der så ryger tilbage i tiden. Det giver grundlag for et lidt underligt politisk spil hjemme i 2095, men handlingen drejer lynhurtigt over mod det problem, der opstår, når den tidsrejsende del af helten måske ikke har lyst til at vende tilbage, fordi der er rarere i fortiden.
Derfra bliver "QEDA" noget kludder. Det er, som om Kestner og manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen ikke helt har kunnet beslutte sig for, hvad filmen egentlig skal handle om. Om det er en dystopisk miljøthriller, eller om det nærmere er en filosofisk fortælling om at være spaltet i to, hvor der så også er tidsrejseparadokser som mulig konsekvens. "QEDA" sætter sig på den måde pladask imellem to stole, og derfor får historien rodet sig mere og mere ud i forvrøvlede forklaringer, der selv efter genrens standarder for science babble er pænt langt ude. Inden det så i øvrigt ender med et genreklassisk twist, som er nemt at ane på forhånd.
Måske er det forvirrede plot også forklaringen på, at Carsten Bjørnlund virker stiv og uengageret i hovedrollen, hvor han ikke overbeviser som en mand, der skulle være værd at lægge verdens skæbne i hænderne på. Sofia Helin er også unormalt fesen som den fortidige forsker, men hendes rolle er simpelt hen heller ikke skrevet særlig troværdigt. Der er mere bid i Stina Ekblad som Bjørnlunds chef, men heller ikke skuespillerne brænder rigtig igennem i en film, der sikkert er baseret på en god idé, men virker, som om den grundlæggende kunne have brugt en ekstra gennemskrivning eller to. I sidste ende er der i hvert fald ikke rigtig andet end de dystopiske billeder af København, der imponerer i "QEDA".
Dokumentarfilminstruktøren Max Kestners første spillefilm er noget så usædvanligt som en dansk science-fiction-film. Den udspiller sig i København, som Kestner tidligere har skildret i dokumentarer, men her iscenesætter som en oversvømmet, hærget by. Verdenshavene er steget ukontrollabelt, og det giver nogle flotte totalbilleder af byen, hvor vandstanden er billedmanipuleret langt op mod de københavnske landemærker.
Plottet handler så om den danske agent, der i al hemmelighed bliver sendt på mission med hjælp fra en ellers forbudt teknologi, som gør det muligt at lave en afspaltning af sin person, der så ryger tilbage i tiden. Det giver grundlag for et lidt underligt politisk spil hjemme i 2095, men handlingen drejer lynhurtigt over mod det problem, der opstår, når den tidsrejsende del af helten måske ikke har lyst til at vende tilbage, fordi der er rarere i fortiden.
Derfra bliver "QEDA" noget kludder. Det er, som om Kestner og manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen ikke helt har kunnet beslutte sig for, hvad filmen egentlig skal handle om. Om det er en dystopisk miljøthriller, eller om det nærmere er en filosofisk fortælling om at være spaltet i to, hvor der så også er tidsrejseparadokser som mulig konsekvens. "QEDA" sætter sig på den måde pladask imellem to stole, og derfor får historien rodet sig mere og mere ud i forvrøvlede forklaringer, der selv efter genrens standarder for science babble er pænt langt ude. Inden det så i øvrigt ender med et genreklassisk twist, som er nemt at ane på forhånd.
Måske er det forvirrede plot også forklaringen på, at Carsten Bjørnlund virker stiv og uengageret i hovedrollen, hvor han ikke overbeviser som en mand, der skulle være værd at lægge verdens skæbne i hænderne på. Sofia Helin er også unormalt fesen som den fortidige forsker, men hendes rolle er simpelt hen heller ikke skrevet særlig troværdigt. Der er mere bid i Stina Ekblad som Bjørnlunds chef, men heller ikke skuespillerne brænder rigtig igennem i en film, der sikkert er baseret på en god idé, men virker, som om den grundlæggende kunne have brugt en ekstra gennemskrivning eller to. I sidste ende er der i hvert fald ikke rigtig andet end de dystopiske billeder af København, der imponerer i "QEDA".
05/12-2017
