Det irske spørgsmål ... og en vietnameser

4.0
En ny udbrydergruppe fra IRA sprænger en terrorbombe i London, og blandt ofrene er en teenagepige. Hendes far, en vietnamesisk flygtning, vil have de ansvarlige bragt til ansvar, og da politiet holder ham hen, går han snart i gang med sin egen efterforskning.

Det lyder garanteret som en klassisk selvtægtsfilm, men faktisk er "The Foreigner" på mange måder mere en actionthriller med politiske undertoner. Grundlæggende fokuserer den nemlig på den irske konflikt og de kyniske metoder, som i årtier blev brugt af begge sider der. Men så bare tilsat et usædvanligt element af kaos i form af en vietnamesisk krigsveteran på hævntogt.

Terrorplottet viser sig at have forbindelse til interne magtkampe blandt irerne, hvor gamle krigere stadig lurer i skyggerne og trækker i tråde bag den fredelige facade i det moderne Nordirland. På den anden side finder man et engelsk sikkerhedsapparat, der ligesom irerne ikke har svært ved at finde tilbage til den kyniske stil fra tiden under The Troubles med fordækt brug af tortur og likvideringer. Det er ganske interessant, at filmen som aparte moralsk modvægt har en antihelt, der selv er skrammet af krigen i Vietnam - men det virker forbløffende godt, og ikke kun i form af action.

Spændingsopbygningen og actionscenerne bliver ellers også solidt afviklet af instruktør Martin Campbell. Han er én af de der håndværkertyper, som har en del halvsvage film på CV'et mellem enkelte højdepunkter, men den her leverer Campbell med sikker hånd. Primært i en kontant og brutal stil, men også med et par kreative stuntsekvenser bygget op omkring hovedpersonen.

Hovedrollen indehaves nemlig af Jackie Chan, som altså anvender sin vanlige fysiske stil, men uden at filmen bliver til en klassisk Chan-actionkomedie. I stedet er han castet i en sjældent alvorlig rolle som en mand, der har mistet alt og med bister mine stædigt søger retfærdighed for enhver pris. Det klarer Chan overraskende godt, men Pierce Brosnan er faktisk endnu bedre i en lige så atypisk rolle som den tidligere IRA-mand, der nu er viceminister for Nordirland og bliver et centralt omdrejningspunkt i handlingen. Der er ikke meget James Bond over Brosnan som gråskægget og brysk gammel kriger, men den rolle leverer han virkelig overbevisende.

Det er ikke mindst de to gamle stjerner i anderledes roller, som gør "The Foreigner" til mere end bare en metervare-actionthriller. Omkring dem er resten af filmen solidt og professionelt skruet sammen, og selv om man kan sige, at dens grundidé om en genoplivning af den militante irske konflikt nok er lidt ude af trit med virkeligheden - romanen, den er baseret på, er fra 1992 - kommer "The Foreigner" alt i alt fint i mål som en positiv overraskelse for mig.
The Foreigner