Glaskasteller
4.0
En succesfuld sladderjournalist støder på sine forældre, der lever som hjemløse i New York. Det får hende til at reflektere over sin barndom i en dysfunktionel, omstrejfende familie - og de valg, hun selv har truffet.
"The Glass Castle" er baseret på Jeannette Walls' memoirer af samme navn, der skildrer hendes opvækst med to forældre, der strejfer omkring med Jeannette og hendes tre søskende på slæb. I de tidlige år flytter de fra sted til sted, i takt med at der opstår problemer med kreditorer eller myndigheder, men senere vender de nødtvungent tilbage til moderens hjemby i West Virginia, hvor de kan overtage et faldefærdigt hus. Det er dog stadig et liv i fattigdom, og de fire børn begynder at lægge planer for, hvordan de kan slippe væk.
Jeannette Walls' erindringer er altså en fortælling med stærkt socialrealistiske elementer. Man aner, at det for forældrene er startet med en drøm om det frie liv, om at kunne skabe sig en tilværelse på helt egne præmisser. Men drømmene bliver knust, efterhånden som et kaotisk hustler-liv forvandler sig til en hverdag med alkoholisme, vold og konstant frygt.
Som åbenlys modpol har man så det liv, hovedpersonen har skabt sig, efter hun rejste fra familien. Med karriere, societyliv og en ekstremt velpoleret tilværelse på en dyr adresse i New York. På den led viser filmen to ekstremt forskellige sider af den amerikanske drøm, at man både kan blive til noget og blive til ingenting, og behandler temaer om valg og fravalg, personligt ansvar og personlige ofre - de ting, som i sidste ende er essentielle for folks liv.
"The Glass Castle" er interessant, fordi den på den ene side er kompromisløs i skildringen af forældrenes manglende evne til at skabe en holdbar tilværelse for deres børn. Selv om nogle af de værste ting fra Jeannette Walls' bog vist er udeladt fra filmen, er der stadig rystende scener. Og på den anden side er filmen samtidig helt åben omkring den kærlighed, der på trods af alt er i familien, og hvordan børnene som voksne stadig kan grine ad nogle af deres fars påfund og husker gode ting ved ham.
Det er en interessant skildring af de dynamikker, der holder sammen på åbenlyst dysfunktionelle familier, og det er svært at tage folks positive erindringer fra dem (flere medlemmer af Walls-familien medvirker endda selv i filmens afsluttende sekvens). Så det er faktisk udfordrende at sidde og tænke, at nogle burde have tvangsfjernet de unger, og at de mennesker måske ser fortiden i et lovligt nostalgisk lys. Det er også lidt overraskende, at filmen ender med en så tydelig feelgood-tone, set i lyset af, at forfatter-instruktør Destin Daniel Cretton absolut godt kan finde ud af at holde fast i hårde tematikker. Det viste han i sin fremragende gennembrudsfilm, "Short Term 12".
Fra "Short Term 12" har Cretton medbragt Brie Larson, der med vanlig timing og intensitet spiller Jeannette Walls som voksen. Filmens mest fyldige rolle er dog uden tvivl Woody Harrelson som faderen - en drømmertype, hvis liv ender i skuffelser og ruin, efter at misbruget har taget magten fra ham. Den udvikling skildrer Harrelson flot, og han har en glimrende match i Naomi Watts, der understreger forældrenes manglende evne til at tage ansvar som moderen, der konstant trækker sig tilbage til at lave kunst, selv om tingene helt bogstaveligt falder sammen omkring hende.
"The Glass Castle" er en usædvanlig blanding af hård socialrealisme og feelgood, og jeg kan faktisk stadig ikke blive helt enig med mig selv, om jeg synes, den pakker sin historie lidt for pænt ind. Men det er selvsagt også en kvalitet, at en film får én til at tænke sig om, og "The Glass Castle" er om ikke andet en interessant fortælling fra samfundets bagside, støttet af godt skuespil og leveret med stor indlevelse af en talentfuld instruktør. Så jeg ender på fire små stjerner.
"The Glass Castle" er baseret på Jeannette Walls' memoirer af samme navn, der skildrer hendes opvækst med to forældre, der strejfer omkring med Jeannette og hendes tre søskende på slæb. I de tidlige år flytter de fra sted til sted, i takt med at der opstår problemer med kreditorer eller myndigheder, men senere vender de nødtvungent tilbage til moderens hjemby i West Virginia, hvor de kan overtage et faldefærdigt hus. Det er dog stadig et liv i fattigdom, og de fire børn begynder at lægge planer for, hvordan de kan slippe væk.
Jeannette Walls' erindringer er altså en fortælling med stærkt socialrealistiske elementer. Man aner, at det for forældrene er startet med en drøm om det frie liv, om at kunne skabe sig en tilværelse på helt egne præmisser. Men drømmene bliver knust, efterhånden som et kaotisk hustler-liv forvandler sig til en hverdag med alkoholisme, vold og konstant frygt.
Som åbenlys modpol har man så det liv, hovedpersonen har skabt sig, efter hun rejste fra familien. Med karriere, societyliv og en ekstremt velpoleret tilværelse på en dyr adresse i New York. På den led viser filmen to ekstremt forskellige sider af den amerikanske drøm, at man både kan blive til noget og blive til ingenting, og behandler temaer om valg og fravalg, personligt ansvar og personlige ofre - de ting, som i sidste ende er essentielle for folks liv.
"The Glass Castle" er interessant, fordi den på den ene side er kompromisløs i skildringen af forældrenes manglende evne til at skabe en holdbar tilværelse for deres børn. Selv om nogle af de værste ting fra Jeannette Walls' bog vist er udeladt fra filmen, er der stadig rystende scener. Og på den anden side er filmen samtidig helt åben omkring den kærlighed, der på trods af alt er i familien, og hvordan børnene som voksne stadig kan grine ad nogle af deres fars påfund og husker gode ting ved ham.
Det er en interessant skildring af de dynamikker, der holder sammen på åbenlyst dysfunktionelle familier, og det er svært at tage folks positive erindringer fra dem (flere medlemmer af Walls-familien medvirker endda selv i filmens afsluttende sekvens). Så det er faktisk udfordrende at sidde og tænke, at nogle burde have tvangsfjernet de unger, og at de mennesker måske ser fortiden i et lovligt nostalgisk lys. Det er også lidt overraskende, at filmen ender med en så tydelig feelgood-tone, set i lyset af, at forfatter-instruktør Destin Daniel Cretton absolut godt kan finde ud af at holde fast i hårde tematikker. Det viste han i sin fremragende gennembrudsfilm, "Short Term 12".
Fra "Short Term 12" har Cretton medbragt Brie Larson, der med vanlig timing og intensitet spiller Jeannette Walls som voksen. Filmens mest fyldige rolle er dog uden tvivl Woody Harrelson som faderen - en drømmertype, hvis liv ender i skuffelser og ruin, efter at misbruget har taget magten fra ham. Den udvikling skildrer Harrelson flot, og han har en glimrende match i Naomi Watts, der understreger forældrenes manglende evne til at tage ansvar som moderen, der konstant trækker sig tilbage til at lave kunst, selv om tingene helt bogstaveligt falder sammen omkring hende.
"The Glass Castle" er en usædvanlig blanding af hård socialrealisme og feelgood, og jeg kan faktisk stadig ikke blive helt enig med mig selv, om jeg synes, den pakker sin historie lidt for pænt ind. Men det er selvsagt også en kvalitet, at en film får én til at tænke sig om, og "The Glass Castle" er om ikke andet en interessant fortælling fra samfundets bagside, støttet af godt skuespil og leveret med stor indlevelse af en talentfuld instruktør. Så jeg ender på fire små stjerner.
20/12-2017
