Actionscener? Sacre bleu!
2.0
Hercule Poirot er på vej fra Istanbul til London, da der sker et mord om bord på toget.
Kenneth Branagh instruerer sig selv i rollen som Agatha Christies mest berømte detektiv, som dermed er tilbage på filmlærredet for første gang i næsten 30 år. I mellemtiden er samtlige Poirot-historier dog blevet indspillet i en succesfuld tv-serie, og der findes også allerede en god filmatisering af "Murder on the Orient Express" - nemlig den, som Sidney Lumet lavede i 1974. Så det er ikke små sko, Branagh har sat sig for at fylde her. Det lykkes så heller ikke særlig godt.
"Murder on the Orient Express" huskes med rette som én af Christies bedste romaner, ikke mindst fordi det er én af de historier, hvor hun udfordrede de normale rammer for den klassiske whodunnit. Det betyder formentlig også, at rigtig mange på forhånd kender løsningen på krimigåden, og det virker, som om Branagh næsten har haft det som forudsætning. I hvert fald bruger han mere energi på overraskende kameravinkler og andre fortælletricks end på selve den logiske forklaring på gåden - og det kommer til at virke lidt bagvendt. Jeg ville muligvis have haft svært ved at finde spænding i filmen under alle omstændigheder, men det hjælper i hvert fald ikke, at instruktøren tilsyneladende selv prioriterer stil over spændingsopbygning. Det er også et åbenlyst problem, fordi essensen af Hercule Poirot netop i meget høj grad er de små grå celler og de logiske puslespil med sporene.
Branagh tilføjer i øvrigt en ganske velfungerende indledende vignet med en sag i Jerusalem, der forklarer, hvorfor Poirot befinder sig i Mellemøsten. Derfra følger filmen romanen helt slavisk, inklusive at toget kører fast i en snestorm i Jugoslavien og dermed skaber det perfekte lukkede rum, hvor morderen nødvendigvis må skulle findes blandt de ombordværende. Indtil der så bliver lavet en ret væsentlig ændring i slutscenen for at puste ekstra drama op.
Jeg sad flere gange med en fornemmelse af, at Branagh ikke stoler på, at Christies historie er interessant nok i sig selv, og derfor leder efter maksimalt drama ved enhver given lejlighed, herunder altså i slutscenen. Det fører bl.a. også til, at denne version af "Murder on the Orient Express" indeholder et par actionscener med Poirot som aktiv deltager. Og altså ... det er jo bare forkert!
Samtidig fokuserer filmen overraskende meget på Poirot selv, for Branagh forsøger at tilføre mesterdetektiven mere dybde og følelsesliv, end vi er vant til at se i rollen. Det virker bare ikke rigtig for mig, måske fordi han ender med at være småfjollet uden at være charmerende, og i mine øjne er David Suchet stadig den ultimative Poirot. Men Branagh er heller ikke engang på niveau med Peter Ustinov eller Albert Finney fra de tidligere spillefilmversioner. Underligt nok bliver hans version af den selvsmagende hovedperson lidt for selvsmagende.
Over for sig har instruktøren det ensemble af kendte navne, som næsten er nødvendigt for at indspille lige præcis denne historie. Blandt dem synes jeg især, at Daisy Ridley og Derek Jacobi skiller sig positivt ud, men fordi der er så mange personer med i fortællingen, er der naturligt nok ikke ret meget plads til hver. I virkeligheden har Johnny Depp vel - bortset fra Branagh - mest tid på lærredet, inden hans usympatiske amerikaner får sin bekomst.
Ud over et par ganske skarpe biroller skal 2017-versionen af "Murder on the Orient Express" mest roses for en flot produktion med en livagtig iscenesættelse af en luksustogrejse i midten af 30'erne. Men derudover kører denne Christie-filmatisering temmelig galt, fordi den på den ene side kikser med de ting, den forsøger at gøre anderledes, men på den anden side heller ikke gør den klassiske krimigåde særlig interessant. Jeg vil hellere gense samtlige 70 afsnit af "Poirot" med David Suchet, end jeg igen vil bruge 114 minutter på den her.
Kenneth Branagh instruerer sig selv i rollen som Agatha Christies mest berømte detektiv, som dermed er tilbage på filmlærredet for første gang i næsten 30 år. I mellemtiden er samtlige Poirot-historier dog blevet indspillet i en succesfuld tv-serie, og der findes også allerede en god filmatisering af "Murder on the Orient Express" - nemlig den, som Sidney Lumet lavede i 1974. Så det er ikke små sko, Branagh har sat sig for at fylde her. Det lykkes så heller ikke særlig godt.
"Murder on the Orient Express" huskes med rette som én af Christies bedste romaner, ikke mindst fordi det er én af de historier, hvor hun udfordrede de normale rammer for den klassiske whodunnit. Det betyder formentlig også, at rigtig mange på forhånd kender løsningen på krimigåden, og det virker, som om Branagh næsten har haft det som forudsætning. I hvert fald bruger han mere energi på overraskende kameravinkler og andre fortælletricks end på selve den logiske forklaring på gåden - og det kommer til at virke lidt bagvendt. Jeg ville muligvis have haft svært ved at finde spænding i filmen under alle omstændigheder, men det hjælper i hvert fald ikke, at instruktøren tilsyneladende selv prioriterer stil over spændingsopbygning. Det er også et åbenlyst problem, fordi essensen af Hercule Poirot netop i meget høj grad er de små grå celler og de logiske puslespil med sporene.
Branagh tilføjer i øvrigt en ganske velfungerende indledende vignet med en sag i Jerusalem, der forklarer, hvorfor Poirot befinder sig i Mellemøsten. Derfra følger filmen romanen helt slavisk, inklusive at toget kører fast i en snestorm i Jugoslavien og dermed skaber det perfekte lukkede rum, hvor morderen nødvendigvis må skulle findes blandt de ombordværende. Indtil der så bliver lavet en ret væsentlig ændring i slutscenen for at puste ekstra drama op.
Jeg sad flere gange med en fornemmelse af, at Branagh ikke stoler på, at Christies historie er interessant nok i sig selv, og derfor leder efter maksimalt drama ved enhver given lejlighed, herunder altså i slutscenen. Det fører bl.a. også til, at denne version af "Murder on the Orient Express" indeholder et par actionscener med Poirot som aktiv deltager. Og altså ... det er jo bare forkert!
Samtidig fokuserer filmen overraskende meget på Poirot selv, for Branagh forsøger at tilføre mesterdetektiven mere dybde og følelsesliv, end vi er vant til at se i rollen. Det virker bare ikke rigtig for mig, måske fordi han ender med at være småfjollet uden at være charmerende, og i mine øjne er David Suchet stadig den ultimative Poirot. Men Branagh er heller ikke engang på niveau med Peter Ustinov eller Albert Finney fra de tidligere spillefilmversioner. Underligt nok bliver hans version af den selvsmagende hovedperson lidt for selvsmagende.
Over for sig har instruktøren det ensemble af kendte navne, som næsten er nødvendigt for at indspille lige præcis denne historie. Blandt dem synes jeg især, at Daisy Ridley og Derek Jacobi skiller sig positivt ud, men fordi der er så mange personer med i fortællingen, er der naturligt nok ikke ret meget plads til hver. I virkeligheden har Johnny Depp vel - bortset fra Branagh - mest tid på lærredet, inden hans usympatiske amerikaner får sin bekomst.
Ud over et par ganske skarpe biroller skal 2017-versionen af "Murder on the Orient Express" mest roses for en flot produktion med en livagtig iscenesættelse af en luksustogrejse i midten af 30'erne. Men derudover kører denne Christie-filmatisering temmelig galt, fordi den på den ene side kikser med de ting, den forsøger at gøre anderledes, men på den anden side heller ikke gør den klassiske krimigåde særlig interessant. Jeg vil hellere gense samtlige 70 afsnit af "Poirot" med David Suchet, end jeg igen vil bruge 114 minutter på den her.
27/12-2017
