Misantropisk art-horror uden forsonende træk
3.0
En succesfuld kirurg har et ordentligt og velorganiseret liv, da han begynder at være en slags mentor for sønnen af en tidligere patient. Men kort efter bliver kirurgens egne børn ramt af en mystisk lidelse.
"The Killing of a Sacred Deer" er den seneste sortsynede film fra Yorgos Lanthimos, der fortsætter i nogenlunde samme spor som i gennembrugsfilmene "Dogtooth" og "The Lobster". Denne går Lanthimos især efter det underliggende hykleri i menneskers sociale relationer i en slags art-horror-film om hævn, retfærdighed og egoisme. Det viser sig nemlig at være et svigt i hovedpersonens fortid, der indhenter ham ved at ramme hans nærmeste og stille ham over for et umuligt valg.
Den overordnede handling i "The Killing of a Sacred Deer" er altså en hævnhistorie, pakket ind i mysticisme og båret af en decideret gammeltestamentelig øje-for-øje-logik. Men Lanthimos' virkelige ærinde er at stille skarpt på den måde, personerne reagerer på, når de etablerede rammer fejler, og facaderne bliver skrællet af. For i det øjeblik bliver alle medvirkende reduceret til ynkelige egoister, der tilsyneladende vil gøre alt for at skyde ansvaret fra sig og overleve.
Stilmæssigt vil jeg stadig karakterisere Lanthimos som en blanding af Michael Haneke og Luis Buñuel, men denne gang er der noget mere Haneke i opskriften på en film, der bl.a. gav mig mindelser om stemningen i "Funny Games". Mit problem med filmen er så bare, at jeg ikke synes, den er lige så elegant som hovedparten af Haneke og Buñuels film.
"The Killing of a Sacred Deer" er en teknisk meget vellavet film. Den kolde billedside er gennemført og fascinerede, og lydsiden er effektivt urovækkende med den efterhånden velkendte diskrepans mellem lyd og billede, som Ruben Östlund fx også har brugt. Men i sidste ende er filmen bare ét langt misantropisk stormangreb på en egoistisk og hyklerisk samtid, og det ender i mine øjne med at være ren provokation for provokationens skyld. Hvorefter jeg faktisk ikke synes, den holder helt fast i sine egne pointer med en slutning, der viser, at det hele egentlig er lidt tilfældigt.
Det bidrager også til min lunkne oplevelse, at Lanthimos har instrueret sine skuespillere i at spille unaturligt, forstået på den måde, at næsten alle replikker bliver fremsagt med stenansigt, uden at der bliver lagt følelse i dem. Jeg er sikker på, at meningen er, at det skal styrke den generelle følelse af fremmedgørelse og igen udstille hykleriet i det sagte. Men for mig bliver det til endnu et lidt for forceret greb - selv om jeg i øvrigt synes, at særligt Barry Keoghan gør det godt som den unge fyr, der kommer ind i hovedpersonens liv.
"The Killing of a Sacred Deer" er temmelig sikkert en film, der deler vandene. Jeg har det svært med en fortælling, der så aggressivt bare peger fingre ad samtlige sine personer og udstiller dem som forfærdelige mennesker. Det går mere og mere op for mig, at jeg oftest ikke bryder mig om film, der slet ikke har nogen sympati for deres karakterer - faktisk synes jeg, at filmskaberen i så fald nemt indtager en temmelig arrogant position. Men jeg anerkender, at "The Killing of a Sacred Deer" er en særdeles gennemført og teknisk vellavet film, og at Lanthimos ved præcis, hvad han vil med den.
"The Killing of a Sacred Deer" er den seneste sortsynede film fra Yorgos Lanthimos, der fortsætter i nogenlunde samme spor som i gennembrugsfilmene "Dogtooth" og "The Lobster". Denne går Lanthimos især efter det underliggende hykleri i menneskers sociale relationer i en slags art-horror-film om hævn, retfærdighed og egoisme. Det viser sig nemlig at være et svigt i hovedpersonens fortid, der indhenter ham ved at ramme hans nærmeste og stille ham over for et umuligt valg.
Den overordnede handling i "The Killing of a Sacred Deer" er altså en hævnhistorie, pakket ind i mysticisme og båret af en decideret gammeltestamentelig øje-for-øje-logik. Men Lanthimos' virkelige ærinde er at stille skarpt på den måde, personerne reagerer på, når de etablerede rammer fejler, og facaderne bliver skrællet af. For i det øjeblik bliver alle medvirkende reduceret til ynkelige egoister, der tilsyneladende vil gøre alt for at skyde ansvaret fra sig og overleve.
Stilmæssigt vil jeg stadig karakterisere Lanthimos som en blanding af Michael Haneke og Luis Buñuel, men denne gang er der noget mere Haneke i opskriften på en film, der bl.a. gav mig mindelser om stemningen i "Funny Games". Mit problem med filmen er så bare, at jeg ikke synes, den er lige så elegant som hovedparten af Haneke og Buñuels film.
"The Killing of a Sacred Deer" er en teknisk meget vellavet film. Den kolde billedside er gennemført og fascinerede, og lydsiden er effektivt urovækkende med den efterhånden velkendte diskrepans mellem lyd og billede, som Ruben Östlund fx også har brugt. Men i sidste ende er filmen bare ét langt misantropisk stormangreb på en egoistisk og hyklerisk samtid, og det ender i mine øjne med at være ren provokation for provokationens skyld. Hvorefter jeg faktisk ikke synes, den holder helt fast i sine egne pointer med en slutning, der viser, at det hele egentlig er lidt tilfældigt.
Det bidrager også til min lunkne oplevelse, at Lanthimos har instrueret sine skuespillere i at spille unaturligt, forstået på den måde, at næsten alle replikker bliver fremsagt med stenansigt, uden at der bliver lagt følelse i dem. Jeg er sikker på, at meningen er, at det skal styrke den generelle følelse af fremmedgørelse og igen udstille hykleriet i det sagte. Men for mig bliver det til endnu et lidt for forceret greb - selv om jeg i øvrigt synes, at særligt Barry Keoghan gør det godt som den unge fyr, der kommer ind i hovedpersonens liv.
"The Killing of a Sacred Deer" er temmelig sikkert en film, der deler vandene. Jeg har det svært med en fortælling, der så aggressivt bare peger fingre ad samtlige sine personer og udstiller dem som forfærdelige mennesker. Det går mere og mere op for mig, at jeg oftest ikke bryder mig om film, der slet ikke har nogen sympati for deres karakterer - faktisk synes jeg, at filmskaberen i så fald nemt indtager en temmelig arrogant position. Men jeg anerkender, at "The Killing of a Sacred Deer" er en særdeles gennemført og teknisk vellavet film, og at Lanthimos ved præcis, hvad han vil med den.
31/12-2017
