En træt løftet pegefinger
2.0
Beboerne i en 50'er-mønsterforstad bliver rystede, da der flytter en sort familie ind i kvarteret. Mens den konflikt raser, foregår der endnu mere skumle ting hos nabofamilien, hvor nabokonen bliver dræbt af røvere, og hendes søn snart får mistanke, om at der stikker noget under drabet.
Coen-brødrene har skrevet manuskript, og George Clooney har instrueret. Matt Damon og Julianne Moore i hovedrollerne. En sorthumoristisk satire over det pæne forstads-USA, dengang der var orden på tingene, og verden var great. Den her burde ligge lige til højrebenet. Men det gør den bare ikke.
Fortællingen om forstadsutopien Suburbicon er især en klassisk Coen-film med dens overdrevent satiriske miljøtegning, kombineret med et morderisk noirplot. Jeg vil mene, man kan finde fællestræk helt tilbage i "Crimewave", som brødrene skrev til Sam Raimi i midt-80'erne. Men Clooney har også med succes brugt en lignende cocktail i sin fine debut som instruktør, "Confessions of a Dangerous Mind". Alle burde altså være på hjemmebane her, men det er måske problemet. "Suburbicon" virker simpelt hen lidt for doven, lidt for nem - og lidt for postuleret i de alt for åbenlyse kontraster, den stiller til skue.
Som udgangspunkt fungerer ideen om at udstille de sorte sider under de pæne facader selvfølgelig, og hele mordplottet er et solidt opkog af noirklicheer. Inklusive to klodsede røvere, der minder lidt om de to fra "Crimewave", og hvor især Glenn Fleshler har en fin bøllet birolle. Men det virker også bare, som om det hele kører på rutinen, og det bliver aldrig rigtig hverken sjovt eller bidende. Matt Damon er ret forglemmelig som desperat familiefar, og Julianne Moore overspiller i sine to roller som hans kone og hendes virkelighedsfjerne søster. Det liver lidt op, når Oscar Isaac dukker op som snedig forsikringsagent, men det er kun et friskt pust i kort tid.
Helt galt går det dog først i filmens forsøg på at skabe kontrast mod de andre begivenheder i kvarteret. Intentionen er nem at se: I ét hus foregår der virkelig skumle ting i kælderen hos den pæne hvide familie, men hele forstaden har travlt med at gå amok, over at der flytter nogle ind med en anden hudfarve i huset ved siden af. Den pæne middelklasse er nogle dumme svin, der ikke ser den virkelige råddenskab hos dem selv. Filmens åbenlyse budskab er, at det er en illusion, når nogle siger "make America great again" og ønsker sig tilbage til en simplere og bedre tid.
Det er selvfølgelig sympatisk nok. Men det bliver bare serveret enormt uelegant, lige i synet på tilskuerne og uden ordentlig sammenhæng til resten af filmen. Det virker som nævnt for nemt, og som en lidt træt gentagelse af de meget bedre film, vi tidligere har set fra bagmændene. Og derudover synes jeg, det er værd at huske på, at der allerede blev stillet effektivt skarpt på det hyklerisk renskurede middelklasseliv tilbage i den periode, hvor "Suburbicon" foregår. Se fx en film som "Peyton Place".
Coen-brødrene har skrevet manuskript, og George Clooney har instrueret. Matt Damon og Julianne Moore i hovedrollerne. En sorthumoristisk satire over det pæne forstads-USA, dengang der var orden på tingene, og verden var great. Den her burde ligge lige til højrebenet. Men det gør den bare ikke.
Fortællingen om forstadsutopien Suburbicon er især en klassisk Coen-film med dens overdrevent satiriske miljøtegning, kombineret med et morderisk noirplot. Jeg vil mene, man kan finde fællestræk helt tilbage i "Crimewave", som brødrene skrev til Sam Raimi i midt-80'erne. Men Clooney har også med succes brugt en lignende cocktail i sin fine debut som instruktør, "Confessions of a Dangerous Mind". Alle burde altså være på hjemmebane her, men det er måske problemet. "Suburbicon" virker simpelt hen lidt for doven, lidt for nem - og lidt for postuleret i de alt for åbenlyse kontraster, den stiller til skue.
Som udgangspunkt fungerer ideen om at udstille de sorte sider under de pæne facader selvfølgelig, og hele mordplottet er et solidt opkog af noirklicheer. Inklusive to klodsede røvere, der minder lidt om de to fra "Crimewave", og hvor især Glenn Fleshler har en fin bøllet birolle. Men det virker også bare, som om det hele kører på rutinen, og det bliver aldrig rigtig hverken sjovt eller bidende. Matt Damon er ret forglemmelig som desperat familiefar, og Julianne Moore overspiller i sine to roller som hans kone og hendes virkelighedsfjerne søster. Det liver lidt op, når Oscar Isaac dukker op som snedig forsikringsagent, men det er kun et friskt pust i kort tid.
Helt galt går det dog først i filmens forsøg på at skabe kontrast mod de andre begivenheder i kvarteret. Intentionen er nem at se: I ét hus foregår der virkelig skumle ting i kælderen hos den pæne hvide familie, men hele forstaden har travlt med at gå amok, over at der flytter nogle ind med en anden hudfarve i huset ved siden af. Den pæne middelklasse er nogle dumme svin, der ikke ser den virkelige råddenskab hos dem selv. Filmens åbenlyse budskab er, at det er en illusion, når nogle siger "make America great again" og ønsker sig tilbage til en simplere og bedre tid.
Det er selvfølgelig sympatisk nok. Men det bliver bare serveret enormt uelegant, lige i synet på tilskuerne og uden ordentlig sammenhæng til resten af filmen. Det virker som nævnt for nemt, og som en lidt træt gentagelse af de meget bedre film, vi tidligere har set fra bagmændene. Og derudover synes jeg, det er værd at huske på, at der allerede blev stillet effektivt skarpt på det hyklerisk renskurede middelklasseliv tilbage i den periode, hvor "Suburbicon" foregår. Se fx en film som "Peyton Place".
03/01-2018
