Bundfrost
5.0
Andrey Zvyagintsev arbejder på flere niveauer.
Det vil de, der så hans imponerende debutfilm ”The Return”, hans meget lavmælte, men enestående ”Elena” eller hans eksplicitte kritik af Ruslands bureaukratiske bundfrost, ”Leviathan”, kunne skrive under på. Den russiske instruktør og manuskriptforfatter virker til hele tiden at være to steder på en gang: Nede på jorden, blandt forvirrede, udfordrede mennesker, og oppe i skyerne, med udsigt over en forvirret, udfordret verden.
I ”Loveless” handler det om indre såvel som ydre kulde. Filmen er lige så lavpraktisk og højtravende som Zvyagintsevs andre, men i sidste ende en tand stærkere og mere unik. Det er et mesterligt filmet, omhyggeligt fortalt socialrealistisk drama om den verden, vi lever i – og i en verden præget af klimaforandringer, højteknologiske aluminiumoverflader og køligt skærmlys er det betongrå, snehvide Rusland i Zvyagintsevs hænder en optimal setting.
Stilistisk er det totalt suverænt – og med danske filmbriller meget misundelsesværdigt – det han og hoffotografen Mikhail Krichman endnu engang præsterer, og havde landsmanden og mesteren Andrej Tarkovskij ført kameraet med nutidens objektiver, havde resultatet meget vel set sådan her ud.
Plottet i ”Loveless” er dog genistregen. Det virker til at være arrangeret som en roman, med små afstikkere og spøjse dialoger, små hurtige blikke og tonefald fuld af underliggende historier, der bevidst synes at vildlede læseren/seeren. Men lige pludselig åbner det hele sig op, og frem træder et isnende klart billede af både de små mennesker og den store verden.
Flere anmeldere har afsløret en specifik scene, der indtræffer efter 10-15 minutter, og som med en helt og aldeles genial finte skubber filmen i gang. Læs uden om dem. Tag ind og oplev ”Loveless” som den måske mest kraftfulde kærlighedsløse kærlighedsfilm siden ”There Will Be Blood” og et vidnesbyrd om, at Andrey Zvyagintsev er en mester i at arbejde på flere niveauer.
Det vil de, der så hans imponerende debutfilm ”The Return”, hans meget lavmælte, men enestående ”Elena” eller hans eksplicitte kritik af Ruslands bureaukratiske bundfrost, ”Leviathan”, kunne skrive under på. Den russiske instruktør og manuskriptforfatter virker til hele tiden at være to steder på en gang: Nede på jorden, blandt forvirrede, udfordrede mennesker, og oppe i skyerne, med udsigt over en forvirret, udfordret verden.
I ”Loveless” handler det om indre såvel som ydre kulde. Filmen er lige så lavpraktisk og højtravende som Zvyagintsevs andre, men i sidste ende en tand stærkere og mere unik. Det er et mesterligt filmet, omhyggeligt fortalt socialrealistisk drama om den verden, vi lever i – og i en verden præget af klimaforandringer, højteknologiske aluminiumoverflader og køligt skærmlys er det betongrå, snehvide Rusland i Zvyagintsevs hænder en optimal setting.
Stilistisk er det totalt suverænt – og med danske filmbriller meget misundelsesværdigt – det han og hoffotografen Mikhail Krichman endnu engang præsterer, og havde landsmanden og mesteren Andrej Tarkovskij ført kameraet med nutidens objektiver, havde resultatet meget vel set sådan her ud.
Plottet i ”Loveless” er dog genistregen. Det virker til at være arrangeret som en roman, med små afstikkere og spøjse dialoger, små hurtige blikke og tonefald fuld af underliggende historier, der bevidst synes at vildlede læseren/seeren. Men lige pludselig åbner det hele sig op, og frem træder et isnende klart billede af både de små mennesker og den store verden.
Flere anmeldere har afsløret en specifik scene, der indtræffer efter 10-15 minutter, og som med en helt og aldeles genial finte skubber filmen i gang. Læs uden om dem. Tag ind og oplev ”Loveless” som den måske mest kraftfulde kærlighedsløse kærlighedsfilm siden ”There Will Be Blood” og et vidnesbyrd om, at Andrey Zvyagintsev er en mester i at arbejde på flere niveauer.
07/01-2018
