Lad os alle feste
4.0
- Nogle gange er det nødvendigt at afsløre alt.
Aldrig før er jeg blevet skræmt af sandheden om den danske familie, som i dag ved "Festen". Denne hyldest, der ender i den modbydelige nøgenhed, hvor intet længere kan være skjult og virkeligheden fremstår i al dens ægte gru. Et moderne Ødipusdrama, hvor sønnerne er frataget muligheden for ægte relationer til kvinder, og den skønne Helene finder beviset for familiens tragedie. Tampen brænder og "Festen" ætser sig ind i os, som sand kunst bør. Vi rystes og er forandret efter "Festen".
Festens rammer
Helge fylder 60 år og har inviteret hele familien til fødselsdag på godset. Nu er det kun ham og konen Else, der bor der, for børnene er for længst flyttet. Faktisk er tvillingepigen Linda død sidste år. Men det var dengang og nu skal Helge fejres. Helt fra Frankrig kommer Christian, Lindas tvillingebror der stadig lever - på en måde. Helene den anden datter, der så flot arrangerede sin søsters begravelser kommer også - i sidste øjeblik i en taxa, hun er oset til med en joint.
Og så er der Michael. Lillebror der ikke kom til begravelsen, som går lidt amok, som han siger, når han får for meget snaps. Nogle gange kan man kun overleve familiefester, hvis man er beruset. Michael er egentlig slet ikke inviteret til fars 60 års fødselsdag, så han må nøjes med et af værelserne i kælderen. Men når nu Christian ikke vil ind i Frimurerlogen, og ikke har tænkt sig at flytte hjem til Danmark, ja så kan Michael måske overtage rollen som yndlingssøn? Måske?!
Hemmeligheden
I samme øjeblik Christian rejser sig for at holde tale for sin far, stiger intensiteten dramatisk. Familiens hemmelighed få ikke lov at ligge og ulme hele filmen igennem. Næ, den afsløres tidligt af festens første taler, familiens ældste søn. Det skjulte flettes udramatisk ind i sønnens tale til sin far. For selv om man godt ved at alle familier har hemmeligheder, og selv om "Festens" hemmelighed ikke er ny, så fortælles hele dramaet så larmende godt, at tavs beundring er det eneste, der kan være tilbage bagefter.
I Festens dybe stille ro
Underlægningsmusikken, der normalt sovser film ind og snigende fortæller os, hvad vi skal føle, når vi ser billederne, den er der ikke, fordi Kyskhedsløftet kræver det. Dogme 95 sætter regler for hvordan en Dogme-film skal laves og Festen er den første af forhåbentligt mange nye danske film. For Dogme 1 som Festen også kaldes, er dansk så det er til at græde over. Da Christian bæres ud i skoven af tre familiemedlemmer, deriblandt broderen, synger farmor I skovens dybe stille ro. Kontrapunktisk kommenteres roen i skoven og tavsheden hos gæsterne, der sammen med os tilskuere overværer hvordan familien falder fra hinanden. Roen er for evigt forstyrret. Gæsterne til festen er ufrivillige tilskuere til afsløringerne, for stuepigerne har stjålet bilnøglerne, så alle er tvunget til at blive. Ingen kan længere lade som om alt er i orden. Heller ikke os, der ser på fra den anden side af lærredet.
Ægte skuespil
Med det nye regelsæt for, hvordan film kommer nærmere sandheden, lægges der tekniske begrænsninger, som for "Festen"s vedkommende har åbnet for ressourcer på andre planer. Filmen er som en Lars Engels dokumentar: oprigtig, forfærdende og ægte. Man tror simpelthen på det, og virkelighedsfornemmelsen skyldes ikke kun billedernes lidt primitive karakter, men i allerhøjeste grad, skuespilpræstationerne.
Ulrich Thomsen siges at have fået sit gennembrud her, skønt han har lavet DSB-reklamer i årevis og har været psykopat i både "Nattevagen" og "Portland" og selvfølgelig en anelse uligevægtig i Thomas Vinterbergs første spillefilm "De største helte". Paprika Steen bevæger sig normalt på tv og film i den lettere komedie, men her får man syn for at hun favner langt bredere. Og så er der Henning Moritzen, som den danske udgave af Marlon Brandos "Godfather". Men Moritzen viser hvordan danske patriarker umærkeligt styrer, så næsten ingen opdager det. Så meget desto voldsommere er det, når han til sidst undskylder sine ugerninger. Alle viser at vi ikke længere behøver være flove over dansk skuespil på film.
Ny dansk bølge
Dogme 95 søger sandheden og selv om film er fiktion og derfor ikke sandhed, synes jeg Thomas Vinterberg kommer afsindigt tæt på os danskere. Med formidable hudløse skuespillere fortælles forfærdende ægte om ondskab, fortrængning og død. Begrænsningerne i teknikken har frigjort historien så den kommer skræmmende tæt på virkeligheden, præcis som Den franske Nybølge i sin tid ønskede med deres uformelle filmregler og normbrud. Denne nye danske bølge, der søger tilbage til det oprindelige filmsprog er allerede skyllet ind over den internationale presse i Cannes. Må de drukne i den - Hurra!
Aldrig før er jeg blevet skræmt af sandheden om den danske familie, som i dag ved "Festen". Denne hyldest, der ender i den modbydelige nøgenhed, hvor intet længere kan være skjult og virkeligheden fremstår i al dens ægte gru. Et moderne Ødipusdrama, hvor sønnerne er frataget muligheden for ægte relationer til kvinder, og den skønne Helene finder beviset for familiens tragedie. Tampen brænder og "Festen" ætser sig ind i os, som sand kunst bør. Vi rystes og er forandret efter "Festen".
Festens rammer
Helge fylder 60 år og har inviteret hele familien til fødselsdag på godset. Nu er det kun ham og konen Else, der bor der, for børnene er for længst flyttet. Faktisk er tvillingepigen Linda død sidste år. Men det var dengang og nu skal Helge fejres. Helt fra Frankrig kommer Christian, Lindas tvillingebror der stadig lever - på en måde. Helene den anden datter, der så flot arrangerede sin søsters begravelser kommer også - i sidste øjeblik i en taxa, hun er oset til med en joint.
Og så er der Michael. Lillebror der ikke kom til begravelsen, som går lidt amok, som han siger, når han får for meget snaps. Nogle gange kan man kun overleve familiefester, hvis man er beruset. Michael er egentlig slet ikke inviteret til fars 60 års fødselsdag, så han må nøjes med et af værelserne i kælderen. Men når nu Christian ikke vil ind i Frimurerlogen, og ikke har tænkt sig at flytte hjem til Danmark, ja så kan Michael måske overtage rollen som yndlingssøn? Måske?!
Hemmeligheden
I samme øjeblik Christian rejser sig for at holde tale for sin far, stiger intensiteten dramatisk. Familiens hemmelighed få ikke lov at ligge og ulme hele filmen igennem. Næ, den afsløres tidligt af festens første taler, familiens ældste søn. Det skjulte flettes udramatisk ind i sønnens tale til sin far. For selv om man godt ved at alle familier har hemmeligheder, og selv om "Festens" hemmelighed ikke er ny, så fortælles hele dramaet så larmende godt, at tavs beundring er det eneste, der kan være tilbage bagefter.
I Festens dybe stille ro
Underlægningsmusikken, der normalt sovser film ind og snigende fortæller os, hvad vi skal føle, når vi ser billederne, den er der ikke, fordi Kyskhedsløftet kræver det. Dogme 95 sætter regler for hvordan en Dogme-film skal laves og Festen er den første af forhåbentligt mange nye danske film. For Dogme 1 som Festen også kaldes, er dansk så det er til at græde over. Da Christian bæres ud i skoven af tre familiemedlemmer, deriblandt broderen, synger farmor I skovens dybe stille ro. Kontrapunktisk kommenteres roen i skoven og tavsheden hos gæsterne, der sammen med os tilskuere overværer hvordan familien falder fra hinanden. Roen er for evigt forstyrret. Gæsterne til festen er ufrivillige tilskuere til afsløringerne, for stuepigerne har stjålet bilnøglerne, så alle er tvunget til at blive. Ingen kan længere lade som om alt er i orden. Heller ikke os, der ser på fra den anden side af lærredet.
Ægte skuespil
Med det nye regelsæt for, hvordan film kommer nærmere sandheden, lægges der tekniske begrænsninger, som for "Festen"s vedkommende har åbnet for ressourcer på andre planer. Filmen er som en Lars Engels dokumentar: oprigtig, forfærdende og ægte. Man tror simpelthen på det, og virkelighedsfornemmelsen skyldes ikke kun billedernes lidt primitive karakter, men i allerhøjeste grad, skuespilpræstationerne.
Ulrich Thomsen siges at have fået sit gennembrud her, skønt han har lavet DSB-reklamer i årevis og har været psykopat i både "Nattevagen" og "Portland" og selvfølgelig en anelse uligevægtig i Thomas Vinterbergs første spillefilm "De største helte". Paprika Steen bevæger sig normalt på tv og film i den lettere komedie, men her får man syn for at hun favner langt bredere. Og så er der Henning Moritzen, som den danske udgave af Marlon Brandos "Godfather". Men Moritzen viser hvordan danske patriarker umærkeligt styrer, så næsten ingen opdager det. Så meget desto voldsommere er det, når han til sidst undskylder sine ugerninger. Alle viser at vi ikke længere behøver være flove over dansk skuespil på film.
Ny dansk bølge
Dogme 95 søger sandheden og selv om film er fiktion og derfor ikke sandhed, synes jeg Thomas Vinterberg kommer afsindigt tæt på os danskere. Med formidable hudløse skuespillere fortælles forfærdende ægte om ondskab, fortrængning og død. Begrænsningerne i teknikken har frigjort historien så den kommer skræmmende tæt på virkeligheden, præcis som Den franske Nybølge i sin tid ønskede med deres uformelle filmregler og normbrud. Denne nye danske bølge, der søger tilbage til det oprindelige filmsprog er allerede skyllet ind over den internationale presse i Cannes. Må de drukne i den - Hurra!
19/11-2018
