En milepæl

5.0
Jeg fik i julen genset den første film fra en af mine favoritfilmserier i min opvækst: "Lethal Weapon". Min storebror havde optaget de tre første film på videobånd, og jeg så dem alle mange gange. Især toeren, som jeg husker, jeg så to dage i træk.

Jeg møder indimellem nogle, som ser lavt til "Lethal Weapon"-filmene, og det forstår jeg egentlig ikke? For især de to første film i serien holder sig da langt bedre, end når jeg ser på film som "Beverly Hills Cop" og den rædderlige klon af "Lethal": "Tango & Cash" med Sylvester Stallone og Kurt Russell i hovedrollerne.

De to første "Lethal" film er mørke i tonen, ikke mindst den første, hvor Riggs' selvmord er en underløbende del af plottet, men samtidigt har den masser af humor takket være kemien mellem de Danny Glover og Mel Gibson, som begge leverer fremragende præstationer. Det er kemien mellem karakterne, som løfter filmen op på et højt niveau og filmen har desuden medrivende og veludførte actionscener. What's not to like?!

Jeg finder den første film underlegen i forhold til toeren. Dels synes jeg, at historien er bedre end i den første film og actionscenerne er mere spektakulære og vigtigst af alt er det først i toeren, at Leo Getz spillet af Joe Pesci bliver introduceret.

På trods af dette, er den første "Lethal Weapon" en milepæl indenfor actionfilm og står sammen med toeren, som noget af det bedste indenfor genren. Der er både action og spænding samtidigt med, at filmen både er morsom og rørende.
Dødbringende våben