Kommunistiske knive i ryggen
3.0
Da Stalin bliver ramt af en hjerneblødning, går resten af politbureauet straks i gang med en slet skjult kamp om, hvem der skal overtage magten i Sovjetunionen.
Skotske Armando Iannucci er først og fremmest kendt som manden bag satiriske politiske tv-serier som "The Thick of It" og "Veep", men her vender han tilbage til det store lærred for første gang siden debutfilmen "In the Loop" (der var filmudgaven af "The Thick of It").
"The Death of Stalin" fortsætter i Iannuccis vante boldgade med politisk satire, men settingen er en helt anden, da vi selvsagt er tilbage i 1953 og befinder os omkring Moskva. Her kaster forfatter-instruktøren som vanligt et skarpt blik på den hykleriske facade, som hovedpersonerne bruger til at dække over rendyrket selviske manøvrer. Vel at mærke i en kontekst, hvor der er noget mere på spil end i de moderne vestlige politiske miljøer, som Iannucci ellers har beskæftiget sig med. Her kan taberne i bedste fald håbe på at blive deporteret til Sibirien.
Det mest interessante i "The Death of Stalin" er helt klart billedet af den altid lurende opportunisme i magtspillet og den tykke symbolik, hovedpersonerne hylder sig i. Hvor det fx forventes, at alle foregiver at være sønderknuste over Stalins sygdom og død - det virker næsten, som om de er bange for, at hans ånd kommer og udrenser dem. Hvor man til hver en tid skal kunne fyre lange politisk-teoretiske argumenter af, som åbenlyst ikke har bund i virkeligheden. Og hvor man løbende må ændre holdninger afhængigt af de aktuelle vinde - det mest bizarre eksempel er udenrigsminister Molotov, hvis kone tidligere var blevet udrenset, og som derfor er nødt til at skifte frem og tilbage mellem at mene, om hans egen kone var en forræder eller uskyldig.
I virkeligheden varede magtkampen efter Stalin cirka et år, men Iannucci koger den sammen til en uges tid. Det betyder, at der er masser af tempo i filmen, og dens skildring af begivenhederne er bestemt interessant. Til gengæld fejler den for mig på et andet centralt punkt: Den er ikke så sjov igen. Og det er altså lidt et problem, når det skal forestille at være satire. Der er bestemt morsomme og groteske scener - især det sidste - men noget af pointen med at sætte tingene så meget på spidsen ryger, når man ikke trækker på smilebåndet.
Jeg havde også et unormalt stort problem med at se forbi, at det er Steve Buscemi, der spiller Nikita Khrushchev, som selvsagt er én af hovedaktørerne. Ikke fordi Buscemi gør det decideret dårligt, men det var bare meget Steve fra New York. Det fungerer en del bedre med Jason Isaacs som en meget macho udgave af den store krigshelt, marskal Zhukov, og ikke mindst Simon Russell Beale i et gustent kynisk portræt af Lavrentiy Beria, den frygtede NKVD-chef og torturmester, der ledede Stalins udrensninger.
På vegne af sovjetrusserne kan man kun glæde sig, over at de trods alt slap for at få Beria som diktator, og "The Death of Stalin" giver som nævnt et interessant portræt af et bundkorrupt politisk system, som nogle vil påstå lever videre i Rusland i dag. Desværre er Iannucci så forhippet på at gøre den sjov med absurditeter og situationskomik, at det nogle gange skygger for det interessante. Derfor lander "The Death of Stalin" kun på det jævne hos mig.
Skotske Armando Iannucci er først og fremmest kendt som manden bag satiriske politiske tv-serier som "The Thick of It" og "Veep", men her vender han tilbage til det store lærred for første gang siden debutfilmen "In the Loop" (der var filmudgaven af "The Thick of It").
"The Death of Stalin" fortsætter i Iannuccis vante boldgade med politisk satire, men settingen er en helt anden, da vi selvsagt er tilbage i 1953 og befinder os omkring Moskva. Her kaster forfatter-instruktøren som vanligt et skarpt blik på den hykleriske facade, som hovedpersonerne bruger til at dække over rendyrket selviske manøvrer. Vel at mærke i en kontekst, hvor der er noget mere på spil end i de moderne vestlige politiske miljøer, som Iannucci ellers har beskæftiget sig med. Her kan taberne i bedste fald håbe på at blive deporteret til Sibirien.
Det mest interessante i "The Death of Stalin" er helt klart billedet af den altid lurende opportunisme i magtspillet og den tykke symbolik, hovedpersonerne hylder sig i. Hvor det fx forventes, at alle foregiver at være sønderknuste over Stalins sygdom og død - det virker næsten, som om de er bange for, at hans ånd kommer og udrenser dem. Hvor man til hver en tid skal kunne fyre lange politisk-teoretiske argumenter af, som åbenlyst ikke har bund i virkeligheden. Og hvor man løbende må ændre holdninger afhængigt af de aktuelle vinde - det mest bizarre eksempel er udenrigsminister Molotov, hvis kone tidligere var blevet udrenset, og som derfor er nødt til at skifte frem og tilbage mellem at mene, om hans egen kone var en forræder eller uskyldig.
I virkeligheden varede magtkampen efter Stalin cirka et år, men Iannucci koger den sammen til en uges tid. Det betyder, at der er masser af tempo i filmen, og dens skildring af begivenhederne er bestemt interessant. Til gengæld fejler den for mig på et andet centralt punkt: Den er ikke så sjov igen. Og det er altså lidt et problem, når det skal forestille at være satire. Der er bestemt morsomme og groteske scener - især det sidste - men noget af pointen med at sætte tingene så meget på spidsen ryger, når man ikke trækker på smilebåndet.
Jeg havde også et unormalt stort problem med at se forbi, at det er Steve Buscemi, der spiller Nikita Khrushchev, som selvsagt er én af hovedaktørerne. Ikke fordi Buscemi gør det decideret dårligt, men det var bare meget Steve fra New York. Det fungerer en del bedre med Jason Isaacs som en meget macho udgave af den store krigshelt, marskal Zhukov, og ikke mindst Simon Russell Beale i et gustent kynisk portræt af Lavrentiy Beria, den frygtede NKVD-chef og torturmester, der ledede Stalins udrensninger.
På vegne af sovjetrusserne kan man kun glæde sig, over at de trods alt slap for at få Beria som diktator, og "The Death of Stalin" giver som nævnt et interessant portræt af et bundkorrupt politisk system, som nogle vil påstå lever videre i Rusland i dag. Desværre er Iannucci så forhippet på at gøre den sjov med absurditeter og situationskomik, at det nogle gange skygger for det interessante. Derfor lander "The Death of Stalin" kun på det jævne hos mig.
09/01-2018
