En frygtelig film om frygtelige mennesker
2.0
Rasmus og Marie flytter sammen i Rasmus' lejlighed, men Marie begynder stille og roligt at forme hele deres liv efter sit hoved. Det får den usikre Rasmus til at spørge, om det virkelig skal være sådan i et parforhold.
Man må sige, at det lykkes forfatter-instruktør Christian Tafdrup at ramme lige ned i en debat, der åbenbart optager mange mennesker. Det er i hvert fald de færreste danske film, der udløser så mange kommentarer og debatindlæg, som "En frygtelig kvinde" gjorde omkring premieren. Selvfølgelig fordi den blev opfattet som et indlæg i den aktuelle kønsrolledebat, hvor Tafdrup i flere interview fortalte, at filmen er baseret på hans egne erfaringer med, hvordan kvinder dominerer og manipulerer i parforholdet.
Jeg vil starte med at skrive, at Tafdrups meget kategoriske udtalelser gør det usædvanlig svært for mig at skille værket fra dets skaber, som jeg egentlig mener, man bør gøre. Men det hænger i én eller anden grad også sammen med min egen oplevelse af filmen.
"En frygtelig kvinde" er nemlig en ganske ensidig, monotont kværnende fortælling. Det starter meget sødt med alkoholdrevet tiltrækning, men derfra ryger vi hurtigt over i alle klicheerne. Marie indretter hjemmet, smider Rasmus' ting ud, dikterer deres kostvaner, indfører tidsskemaer og kontrol, bruger sex til at kontrollere ham, bestemmer over hans udseende. Og så videre. Samtidig med at hun er komplet ligeglad med Rasmus' følelser og dermed fremstår som en rendyrket psykopat.
Det interessante for mig er, at jeg synes, billedet af Rasmus er lige så frygteligt. For hvis Tafdrup virkelig mener, at kvinder er kontrollerende psykopater, er hans billede af den moderne mand omvendt en konsekvent handlingslammet, magtesløs skabning, der ikke engang kan finde opbakning hos sine nærmeste venner. De er nemlig lige så meget under tøflen som ham selv i det her univers, hvor parforholdet konsekvent skildres som én lang konflikt. Så mandeportrættet i filmen kommer i høj grad til at virke selvmedlidende.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at hvis man vender kønsrollerne på hovedet, er det nemt at trække paralleller til den form for destruktive, voldelige forhold, nogle kvinder bliver fanget i. Nogle af de få steder, hvor "En frygtelig kvinde" virker for mig, er faktisk netop der, hvor Tafdrup med succes bruger de omvendte klicheer - når Marie fx bare vil have sex for egen nydelses skyld og straks falder i søvn, når hun er blevet tilfredsstillet. Og jo, så er den da også lidt sjov sine steder, fx når en man-bun lige bliver brugt som billede på den ultimative underkastelse.
Men jeg morede mig ikke ret meget over "En frygtelig kvinde", selv om den måske nok skal forestille at være en slags satire. For mig fejler den på to grundlæggende punkter: For det første er den helt banalt utroværdig. Vi får aldrig etableret, hvorfor Rasmus overhovedet falder for Marie, ud over at han åbenbart er glad for, at der er én, som gider at knalde med ham. Der er ingen gnist mellem dem. Og så er den altså også forfærdelig, frygtelig ensporet, uden skyggen af refleksion over de to hovedpersoners roller, men udelukkende med fokus på, at kvinden er ond.
Jeg tror, at hele éns opfattelse af "En frygtelig kvinde" står og falder med, om man synes, den er morsom. Om den virker som satire. Det gjorde den ikke for mig, og derfor gav filmen mig mest af alt et billede af, at Christian Tafdrup måske nok burde reflektere lidt over sin egen rolle i de mønstre, han åbenbart kan se i sine egne parforhold. Jeg kan så heller ikke lade være med at tænke, at alle hans bombastiske udtalelser, om at alle kvinder er sådan, måske samtidig er en bevidst strategi, der handler om at skaffe maksimal omtale af hans film. Men som indspark i en aktuel kønsrolledebat kan jeg virkelig ikke bruge det her til ret meget.
Man må sige, at det lykkes forfatter-instruktør Christian Tafdrup at ramme lige ned i en debat, der åbenbart optager mange mennesker. Det er i hvert fald de færreste danske film, der udløser så mange kommentarer og debatindlæg, som "En frygtelig kvinde" gjorde omkring premieren. Selvfølgelig fordi den blev opfattet som et indlæg i den aktuelle kønsrolledebat, hvor Tafdrup i flere interview fortalte, at filmen er baseret på hans egne erfaringer med, hvordan kvinder dominerer og manipulerer i parforholdet.
Jeg vil starte med at skrive, at Tafdrups meget kategoriske udtalelser gør det usædvanlig svært for mig at skille værket fra dets skaber, som jeg egentlig mener, man bør gøre. Men det hænger i én eller anden grad også sammen med min egen oplevelse af filmen.
"En frygtelig kvinde" er nemlig en ganske ensidig, monotont kværnende fortælling. Det starter meget sødt med alkoholdrevet tiltrækning, men derfra ryger vi hurtigt over i alle klicheerne. Marie indretter hjemmet, smider Rasmus' ting ud, dikterer deres kostvaner, indfører tidsskemaer og kontrol, bruger sex til at kontrollere ham, bestemmer over hans udseende. Og så videre. Samtidig med at hun er komplet ligeglad med Rasmus' følelser og dermed fremstår som en rendyrket psykopat.
Det interessante for mig er, at jeg synes, billedet af Rasmus er lige så frygteligt. For hvis Tafdrup virkelig mener, at kvinder er kontrollerende psykopater, er hans billede af den moderne mand omvendt en konsekvent handlingslammet, magtesløs skabning, der ikke engang kan finde opbakning hos sine nærmeste venner. De er nemlig lige så meget under tøflen som ham selv i det her univers, hvor parforholdet konsekvent skildres som én lang konflikt. Så mandeportrættet i filmen kommer i høj grad til at virke selvmedlidende.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at hvis man vender kønsrollerne på hovedet, er det nemt at trække paralleller til den form for destruktive, voldelige forhold, nogle kvinder bliver fanget i. Nogle af de få steder, hvor "En frygtelig kvinde" virker for mig, er faktisk netop der, hvor Tafdrup med succes bruger de omvendte klicheer - når Marie fx bare vil have sex for egen nydelses skyld og straks falder i søvn, når hun er blevet tilfredsstillet. Og jo, så er den da også lidt sjov sine steder, fx når en man-bun lige bliver brugt som billede på den ultimative underkastelse.
Men jeg morede mig ikke ret meget over "En frygtelig kvinde", selv om den måske nok skal forestille at være en slags satire. For mig fejler den på to grundlæggende punkter: For det første er den helt banalt utroværdig. Vi får aldrig etableret, hvorfor Rasmus overhovedet falder for Marie, ud over at han åbenbart er glad for, at der er én, som gider at knalde med ham. Der er ingen gnist mellem dem. Og så er den altså også forfærdelig, frygtelig ensporet, uden skyggen af refleksion over de to hovedpersoners roller, men udelukkende med fokus på, at kvinden er ond.
Jeg tror, at hele éns opfattelse af "En frygtelig kvinde" står og falder med, om man synes, den er morsom. Om den virker som satire. Det gjorde den ikke for mig, og derfor gav filmen mig mest af alt et billede af, at Christian Tafdrup måske nok burde reflektere lidt over sin egen rolle i de mønstre, han åbenbart kan se i sine egne parforhold. Jeg kan så heller ikke lade være med at tænke, at alle hans bombastiske udtalelser, om at alle kvinder er sådan, måske samtidig er en bevidst strategi, der handler om at skaffe maksimal omtale af hans film. Men som indspark i en aktuel kønsrolledebat kan jeg virkelig ikke bruge det her til ret meget.
11/01-2018
