Skønheden og udyret
6.0
Jeg fik for nyligt genset David Cronenbergs mesterværk "The Fly" fra 1986.
Filmen er en milepæl indenfor for horrorfilm og især indenfor subgenren body horror, som var populær i 1980erne med film som "The Thing". Filmen er et mesterværk, fordi den brillerer på nært sagt samtlige parametre.
Filmen er stramt fortalt med sin spilletid på godt halvanden time. Man følger som publikum hovedpersonenes fysiske, men også menneskelige forfald med lige dele gru og fascination. De praktiske special-effects i Cronenbergs "The Fly" er meget mere effektive end CGI-effekterne i nutidens film, fordi proteserne, de mekaniske dele, dukkerne og make-uppen har en stoflighed, som det menneskelige øje identificerer som noget virkeligt afbilledet på film og derfor virker effekterne også så væmmelige. Jeg har endnu den originale "The Fly" fra 1958 til gode, men jeg tror, at effekterne i den film kommer til kort overfor Cronenbergs version, som desuden spiller på det langsomme forfald hos Jeff Goldblums karakter og dehumanisering. Her berører Cronenberg temaer om menneskelighed sat overfor det dyriske og menneskets hybris med at pille ved naturen. Der er et element med Skønheden og Udyret i form af de to hovedpersoners forhold.
Skuespilspræstationerne af de to hovedrolleindehavere står også som særdeles stærke. Jeff Goldblum som den excentriske videnskabsmand Seth Brundle og Geena Davis som den ihærdige journalist, som forelsker sig i Brundle, som hun først vil skrive om og som får en yderst grum skæbne. Dét, som løfter filmen op på et så højt niveau er, at filmen har flere lag. Filmen har nemlig en troværdig kærlighedshistorie mellem de to hovedroller. I starten handler filmen overhovedet ikke om fluer eller gensplejsning. Goldblums videnskabsmand er ved at udvikle en anordning, som kan teleportere folk fra det ene sted til det andet. Ved hjælp af Davis' journalist lykkedes det at teleportere levende væsner med succes og kærligheden mellem dem blomstrer. Men Brundles jalousi og usikkerheder får ham i lettere beruset tilstand til hovmodigt at bruge sig selv som forsøgskanin med skæbnesvangre følger, i det en flue sniger sig med ind i podden hos Brundle.
Jeg har aldrig fundet "The Fly" decideret skræmmende, men mere fascinerende og væmmelig på den gode måde. En gyser skal ikke nødvendigvis få mig til at ligge vågen om natten for at score højt i min bog, idet mesterlige film såsom "The Texas Chain Saw Massacre", "Halloween" og "Alien" heller aldrig har påvirket mig på denne måde. Men det er stemingen og handlingen, som jeg lægger vægt på. "The Fly" fra 1986 peger tilbage på sin forgængers 1950er b-films-præg med monstre og gale videnskabsmænd, men sætter filmens handling i en mere moderne tid, hvor angst for en invaderende kropsnedbrydende og dødelig sygdom som AIDS og videnskabelige gennembrud var højtaktuel. "The Fly" er et mesterværk gennem sine banebrydende special-effects, stærke skuespilspræstationer og stramt fortalte, men dog alligevel dybe historie, som løfter denne splatterfilm langt over metervaren.
Filmen er en milepæl indenfor for horrorfilm og især indenfor subgenren body horror, som var populær i 1980erne med film som "The Thing". Filmen er et mesterværk, fordi den brillerer på nært sagt samtlige parametre.
Filmen er stramt fortalt med sin spilletid på godt halvanden time. Man følger som publikum hovedpersonenes fysiske, men også menneskelige forfald med lige dele gru og fascination. De praktiske special-effects i Cronenbergs "The Fly" er meget mere effektive end CGI-effekterne i nutidens film, fordi proteserne, de mekaniske dele, dukkerne og make-uppen har en stoflighed, som det menneskelige øje identificerer som noget virkeligt afbilledet på film og derfor virker effekterne også så væmmelige. Jeg har endnu den originale "The Fly" fra 1958 til gode, men jeg tror, at effekterne i den film kommer til kort overfor Cronenbergs version, som desuden spiller på det langsomme forfald hos Jeff Goldblums karakter og dehumanisering. Her berører Cronenberg temaer om menneskelighed sat overfor det dyriske og menneskets hybris med at pille ved naturen. Der er et element med Skønheden og Udyret i form af de to hovedpersoners forhold.
Skuespilspræstationerne af de to hovedrolleindehavere står også som særdeles stærke. Jeff Goldblum som den excentriske videnskabsmand Seth Brundle og Geena Davis som den ihærdige journalist, som forelsker sig i Brundle, som hun først vil skrive om og som får en yderst grum skæbne. Dét, som løfter filmen op på et så højt niveau er, at filmen har flere lag. Filmen har nemlig en troværdig kærlighedshistorie mellem de to hovedroller. I starten handler filmen overhovedet ikke om fluer eller gensplejsning. Goldblums videnskabsmand er ved at udvikle en anordning, som kan teleportere folk fra det ene sted til det andet. Ved hjælp af Davis' journalist lykkedes det at teleportere levende væsner med succes og kærligheden mellem dem blomstrer. Men Brundles jalousi og usikkerheder får ham i lettere beruset tilstand til hovmodigt at bruge sig selv som forsøgskanin med skæbnesvangre følger, i det en flue sniger sig med ind i podden hos Brundle.
Jeg har aldrig fundet "The Fly" decideret skræmmende, men mere fascinerende og væmmelig på den gode måde. En gyser skal ikke nødvendigvis få mig til at ligge vågen om natten for at score højt i min bog, idet mesterlige film såsom "The Texas Chain Saw Massacre", "Halloween" og "Alien" heller aldrig har påvirket mig på denne måde. Men det er stemingen og handlingen, som jeg lægger vægt på. "The Fly" fra 1986 peger tilbage på sin forgængers 1950er b-films-præg med monstre og gale videnskabsmænd, men sætter filmens handling i en mere moderne tid, hvor angst for en invaderende kropsnedbrydende og dødelig sygdom som AIDS og videnskabelige gennembrud var højtaktuel. "The Fly" er et mesterværk gennem sine banebrydende special-effects, stærke skuespilspræstationer og stramt fortalte, men dog alligevel dybe historie, som løfter denne splatterfilm langt over metervaren.
21/01-2018
