Fin tur i en gammeldags karrusel

Coney Island i 50'erne. En ung kvinde på flugt fra sin mafiakæreste søger tilflugt hos sin far, der driver en karrusel ved stranden. Samtidig har faderens nye kone indledt en affære med en livredder, men hendes drømme om et nyt liv kommer i fare, da datteren også får øje på livredderen.

Woody Allen kombinerer sine velkendte præferencer for nostalgi og dramatisk teori i dette firkantsdrama, der mere end noget andet er en hyldest til Eugene O'Neill - én af de store realister blandt det 20. århundredes amerikanske dramatikere. "Wonder Wheel" refererer direkte til O'Neill, og dens tragiske fortælling fra den amerikanske arbejderklasse er klart inspireret af hans dramaer. Samtidig er settingen i Coney Island givetvis endnu et eksempel på, at Allen bruger oplevelser og miljøer fra sin egen ungdom i sine film.

"Wonder Wheel" har da også en klassisk Allen-fortællerstemme, som her udfyldes af Justin Timberlake i rollen som livredderen. Han drømmer tilfældigvis om at skrive skuespil, hvilket så bliver undskyldningen for at blande dramatisk teori ind i historien. Det med personer, der beskriver sig selv og filmens handling ud fra dramaregler, er noget, Allen har brugt flere gange før - og det er som altid anstrengende og kunstigt. Men denne gang er det noget mindre irriterende end ellers, fordi hele filmen er så teatralsk sat op, og referencerne til O'Neill og andre store amerikanske realister er så tydelige.

Timberlake gør det i øvrigt okay i rollen, selv om han ikke viser den store spændvidde som skuespiller. Det er der til gengæld i de andre hovedroller, hvor især Kate Winslet er god som den frustrerede husmor, der ikke er tilfreds med et trøstesløst servilt liv med tjenerarbejde og en fordrukken mand. Juno Temple er også glimrende som den genopstandne og lettere virkelighedsfjerne datter, og Jim Belushi er fin som hendes far, der dog er en temmelig klichépræget rolle.

Med de fire personer i centrum udspiller der sig en ganske genretro handling, båret af replikskifter med konstant lurende konflikter, og med fast kurs mod desperation og skæbnesvangre valg. Det handler om mennesker, hvis drømme ramler hårdt ind i virkeligheden, og inspirationen fra Eugene O'Neill er som nævnt tydelig.

Filmen har derudover et klart plus i Vittorio Storaros nydelige billeder af Coney Island i de gode, gamle dage. "Wonder Wheel" er virkelig gennemført iscenesat i 50'er-stil, og det giver en hyggelig bund af nostalgi, der fungerer fint som en åbenlys kontrast til den barskere fortælling. Men Allens leg med det dramatiske går faktisk helt over i billedfladen, hvor han og Storaro arbejder med at ændre lyssætning undervejs i scenerne, som flere gange skifter fra et gultonet romantisk lys til en hårdere og mere 'realistisk' lyssætning. Det er usædvanligt at se en så tydeligt signaleret brug af tekniske effekter, men det virker fint som understregning af stemningsskift, hvis man ellers kan acceptere, at det også er med til at gøre filmen vældig teatralsk i udtrykket.

I det hele taget afhænger éns oplevelse af "Wonder Wheel" nok ganske meget af, om man kan lide, at den er så bevidst teatralsk. Det kan jeg, og selv om den hakker lidt i det undervejs med lidt for meget selvbevidsthed og enkelte meget stive scener, synes jeg, den er en charmerende tur tilbage til en klassisk dramastil. I mine øjne ligger den absolut i den bedre ende af Allens nyere film - men det kræver så også kun fire små stjerner.