Idiotisk togtur

1.0
Da Michael tager pendlertoget hjem fra New York, bliver han kontaktet af en fremmed kvinde med et mystisk tilbud: Hjælp os med at identificere en person i toget, der rejser under falsk identitet, og du får 100.000 dollars. Men det viser sig snart, at der stikker noget meget skummelt under, og at bagmændene vil gøre alt for at få deres vilje.

Jaume Collet-Serra og Liam Neeson fortsætter samarbejdet, efter at Collet-Serra tidligere har instrueret Neeson i tre thrillere, hvoraf to var glimrende film. Den tredje, "Non-Stop", var mere på det jævne, men det er alligevel et plot af lidt samme type, vi møder i "The Commuter". Her foregår det bare om bord på et tog i stedet for et fly.

Neesons pressede forsikringsagent viser sig (selvfølgelig) at være tidligere politimand, og dermed er scenen sat med en actionmand, der kan klare ærterne. Hans fortid bliver også præsenteret som forklaringen på, at skurkene vil bruge ham i deres luskede planer, og derfra får vi så halvanden times gætteleg om, hvem der mon er hvem, og hvem der er onde og gode på toget. Naturligvis krydret med nogle actionindslag, hvor Collet-Serra bruger mange af de klassiske greb i en togthriller. Ud at klatre på vogne i fart, desperat kamp for at få vogne koblet af - og så videre.

På den led bliver der absolut leveret en professionel indsats for at gøre filmen spændende, og Neeson fungerer jo også grundlæggende godt i den type roller. Problemet er bare, at plottet i "The Commuter" er så himmelråbende idiotisk, at det fuldstændig undergraver hele filmen. Der er tale om gigantiske plothuller af den mest banale slags, fx at hele historien ville være faldet fra hinanden, hvis helten ikke lige havde nået toget. Eller havde taget et tidligere tog, hvilket filmen faktisk giver ham god grund til.

Men værst er det alligevel, at skurkenes plan bare er komplet tåbelig. Der er nemlig tale om skurke af den almægtige slags, som naturligvis har fuldstændig styr på, hvad der foregår på toget, og hele tiden hænger i baggrunden som en usynlig trussel. Men hvis de er så gode til at vide alt, hvorfor hulen ordner de så ikke bare tingene selv i stedet for at lokke og presse andre til det? Det giver simpelt hen ingen mening, og det giver mindre og mindre mening, efterhånden som plottet udvikler sig. Og så hjalp det selvsagt heller ikke, at jeg hurtigt regnede ud, hvem der er den fordækte passager, som alle vil finde.

"The Commuter" er en film, som i bedste fald nok højst ville kunne kaldes en solid gang underholdning. Men med et så katastrofalt manuskript bliver den bare til rent spild af tid. Selv om man dog lige kan notere endnu en international birolle til Roland Møller.

P.S.: Og derudover synes jeg, det er for dårligt, at den ikke er kommet til at hedde "Pendleren" på dansk.
Sidste stop