den sande don

Selvom Francis Ford Coppolas (og Mario Puzos) The Godfather for mig ikke har det sidste udefinerbare noget, der af subjektive grunde gør en film besættende for en, så forstår jeg ganske, at filmen (i mestendels populistiske øjemed) erklæres som en af de bedste nogensinde. For The Godfather er vitterligt storslået og absolut fremragende på næsten alle områder. Coppola leverer lidt af en filmisk kraftpræstation, men skaber samtidig et værk så velfortalt og formfuldendt svingende mellem det klassisk underholderne og personligfølende, at man sjældent bemærker styrken og kompetencens omfang. I centrum af The Godfather ligger der en medrivende familieskildring, mens Pacinos karakterbue fra nægter til djævelsk overtager har en tragisk og skræmmende pondus. Og selvom The Godfather ikke besidder det sidste udefinerbare noget, så kræver den indiskutabelt stadig topkarakter.