tre plakattavler

For dælen hvor havde jeg glædet mig til Martin McDonaghs Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Hans forrige film, Seven Psycopaths, var ganske vist noget forfærdelig rod, men McDonaghs debutværk, In Bruges, står stadig som en overrumplende oplevelse. Og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er da også en rigtig god film, sine steder unik endda. Den er hamrende sjov, forudsigeligt velspillet, og med nogle forrygende og uforglemmelige scener. McDonaghs jonglerer flere gange sublimt mellem det grovkornet komiske og oprigtigt emotionelle og det i samme scene, og når Three Billboards Outside Ebbing, Missouri rammer, så er den mageløs. Men desværre er den ikke så skarp historiefortalt, som jeg havde håbet. Man må ikke kritisere idéer og ambitioner, og dem har McDonagh til overflod, men han får dem i sin helhed ikke centreret og gjort sin film til et singulært værk. Hvilket er ærgerligt, for han har en kerne, og en virkelig interessant og human en af slagsen om at vende sin vrede. Hvis McDonagh havde skrevet et draft mere og filtreret hele sin film igennem denne kerne, så ville Three Billboards Outside Ebbing, Missouri have været noget nær det mesterværk, som jeg havde håbet. Men altså, det er stadig en rigtig god og seværdig film med tårnhøje kvaliteter, der ved gensyn og med justerede forventninger garantrisse får sig den femte stjerne. Og så er Sam Rockwell enestående seværdig og komplet uafrystelig som den fordomsfulde, undertrykte, halvdebile og samtidig underligt søde politibetjent, hvis karakterbue er den sande perle i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri.