still going strong

Det er ikke fordi Peter Jacksons King Kong på nogen måder er en perfekt film, topkarakteren til trods. Jackson og hans medforfattere har i den første lille time i deres genindspilning af fantasyklassikeren svært ved at opbygge et helt flydende momentum, på trods af glimrende underholdning og fremragende scener og momenter. Det er først, da filmholdet ankommer til kongens ø, at King Kong for alvor griber. Men derfra bliver Jacksons film da også komplet overtagende og en selvstændig og helt speciel filmoplevelse. Ikke kun en smuk eventyrfilm med lange, eminente strækninger, der vakte filmbarnets begejstring i mig, men også i filmens sidste akt, hvor uhyret tvinges til storbyen, underligt poetisk og ret trist. Man bliver genuin emotionelt opslugt, da kæmpeaben står på toppen af Empire State Building med skønheden og skydes ned af menneskets uforstående maskiner. King Kong er bygget op af tre dele, hvor den lange opbygning fungerer uden at stråle, eventyrdelen på øen sejrer og rammer entusiasmen storslået med Jacksons fantastiske filmstemme (værket er visuelt et vidunder), og hele den lange, sidste del gør en bemærkelsesværdig følelsesladet. Men hele vejen igennem King Kong er der en nerve, en fortællerglæde, en nødvendighed fra Jacksons side, nok i at ramme barnet i sig selv, siden den oprindelige King Kong efter hans eget udsagn ændrede hans liv og gav ham trangen til at blive filmskaber. Denne vigtighed hos Peter Jackson er kommet os til gode i King Kong, der stadig er en undervurderet og ret unik blockbuster-film.