I firkanten er der banale pointer

Christian er direktør for et stort kunstmuseum i Stockholm, som med ham som drivkraft er ved at opsætte et ambitiøst nyt projekt af en argentinsk kunster, kaldet The Square. På vej til arbejde bliver Christian udsat for et tricktyveri, og da han kaster sig ud i at skaffe tyvekosterne tilbage, begynder hans liv samtidig at gå op i limningen.

"The Square" kommer med Guldpalmer, flere European Film Awards og en Oscar-nominering i bagagen, så den må siges at være det endelige gennembrud for forfatter-instruktør Ruben Östlund, der allerede fik stor opmærksomhed med "Force majeure". Denne her fortsætter i en lignende stil og med temaer, der går endnu længere tilbage i Östlunds produktion - med fremmedgørelse som det mest åbenlyse.

Med "The Square" går Östlund ned i snitfeltet mellem overklasse og kunstmiljø - altså der, hvor man tager pænt tøj på og sipper champagne til receptioner, mens man taler højtsvungent om kunstens værdi og mening. Én af filmens skarpeste pointer er, at den form for intellektualisering af tingene ikke har meget forbindelse til det virkelige liv udenfor. Og Östlund er tydeligt kritisk over for kunstelitens og overklassens hykleriske selvretfærdighed, der i filmen bliver holdt op som manglende evne til at tage ansvar.

Det bliver ikke mindst udtrykt gennem hovedpersonens gradvise nedtur, hvor han gang på gang forsøger at ignorere eller flygte fra ting, der er vigtige for andre, fordi han har travlt med sine egne meget umiddelbare behov. Og konsekvensen er så, at det hele ramler for ham i sidste ende, fordi han selvfølgelig er helt undværlig. Direktøren bliver i øvrigt solidt spillet af Claes Bang, der jo har fået et overraskende internationalt gennembrud med "The Square".

Men det ville ikke være en rigtig Ruben Östlund-film, hvis den ikke var gennemført misantropisk, så de fleste andre i filmen virker også som nogle røvhuller - inklusive de mennesker fra underklassen, som "The Square" fremhæver som usynlige for den pæne kunstverden, der ellers selv synes, de laver vældig humanistiske værker. I det spil kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at Östlund virker præget af sit svenske ophav, for den forcerede svenske pænhed på en autoritær baggrund er også tydelig her.

Derudover er "The Square" en flot film - fotograf Fredrik Wenzel får skabt nogle virkelig fascinerende billedkompositioner - så der er absolut stærke og tankevækkende elementer i filmen. Men samtidig har den også nogle af de karakteristika, som har irriteret mig i Östlunds tidligere film.

For det første en ret fragmenteret handling, der hopper fra tableau til tableau uden for alvor at skabe sammenhæng for tilskueren, samtidig med at mange scener føles lige en tand for langtrukne.

For det andet et så gennemført ønske om at arbejde med fremmedgørelse som tema, at filmen i sig selv bliver temmelig fremmedgørende. Östlund understreger sin pointe ved at lade mange af filmens personer opføre sig decideret sært, hvilket selvfølgelig viser, at hovedpersonen ikke er i ordentlig kontakt med andre mennesker. Men det bliver også meget kunstigt, og nogle af personerne er bare latterlige - som fx det totalt klichéfyldte par reklamedrenge, der arbejder for museet.

For det tredje synes jeg ikke, at "The Square" er hverken så skarp eller så morsom, som jeg mistænker, at filmen selv tror, den er. Det er for det første lidt letkøbt bare at forsøge at latterliggøre alt og alle. Og for det andet synes jeg, at den er en blandet landhandel rent indholdsmæssigt. Der er virkelig skarpe pointer omkring sociale normer og en moderne kunstverden, der lever i sin egen lille boble - men deriblandt er der også pointer, som i mine øjne er enormt letkøbte.

Og når man gerne vil lave en film, der leverer et frontalangreb af denne type, så virker det altså lidt skævt på mig at gøre det med letkøbte midler. Men "The Square" er bestemt ikke nogen uinteressant film.