Sorg og savl

Det er ikke til at vide, hvor det starter og stopper: Udspringer Lars von Triers idé om at lave en film om moderne menneskers jagt på idioti af en reel lyst til at udforske sorgens væsen? Eller er sorgen blot en krølle på halen, en form presset ned over idiotiens lortebrune, legesyge kagedej?

Flere andre af Triers film har fået mig til at føle den samme blanding af skepsis og beundring for den tydeligvis hamrende dygtige, men også enormt selvbevidste auteur. ”Forbrydelsens Element” var så tro mod forbillederne, at originaliteten virkede sekundær. ”Dogville” var så stilistisk streng, at genialiteten nærmest skar i øjnene, og ”Antichrist” var simpelthen så langt ude, at jeg frygtede at drukne.

Uvisheden omkring ”idioterne”, og hvor seriøst den egentlig tager sig selv, giver filmen en helt vild energi. Jens Albinus er uforglemmelig som gruppens grænsesøgende leder, der kan vende enhver situation til sin provokerende fordel på et øjeblik. Han bringer en stor præstation, der er meget svær at tage øjnene fra, og hans uforudsigelighed er filmens mest effektive motor, lige indtil Trier i sin sidste halve time skifter gear.

Rammefortællingen åbenbarer sig til allersidst (i en stærk, men også unødigt lang slutscene) og giver ”Idioterne” en dybt original resonans. Faktisk ender filmen med at bringe noget decideret nyt til et ellers tætpakket bord af sorgbearbejdende værker – ja, i bagklogskabens lys spiller form og indhold endda eminent sammen. Det er derfor mere mine egne forbehold for den så kompromisløse, skælmsk smilende filmskaber, der ender med at sætte foden ned ved fire stjerner. Men det er næsten idiotisk, for Lars Von Trier er en gudsbenådet filmskaber, og når kaffen og kagen drypper fra Bodil Jørgensens hage til sidst, står tiden fuldstændig stille.