Et nærende Happy Meal
5.0
Det er sjældent, at man får kastet tilværelsens matteste, mest usexede og endda direkte nedslående realiteter i hovedet ikke som en kold karklud, men som en dalende håndfuld konfetti i alle regnbuens farver.
Sean Bakers ”The Florida Project” er i flere henseender en sjældenhed af de noget nær mirakuløse. Den fortæller os nærmest kun ting, vi vidste i forvejen, først og fremmest at den amerikanske underklasse har et seriøst problem, men at kommercielle kræfter som fastfood, plastisk popmusik og drømmen om Amerikas mange muligheder holder elendigheden på afstand.
Men hvad gør det, når udførelsen har så meget power, og abstraktionerne har så meget kant? Vitterligt intet. Så meget desto mere imponerende bliver det næsten, at ”The Florida Project” gnaver sig langt ind under seerens i forvejen hærdede hud. Genial er især candyfloss-farven, der pryder filmens forunderlige setting (et lille motel i nærheden af Disney Land i Florida), og som løber som et tværsnit gennem hele værket. Den bliver en enkel, men fantastisk kontrast, der maler filmens tematikker frem med ”eye-popping” tydelighed.
Man sidder på den ene side tilbage med noget, der både ligner og føles som en række levende, pulserende snapshots af virkelighedens USA. Denne del af filmen balancerer i få stunder på kanten til det overgjorte, og enkelte – meget få – passager kunne have nydt godt af en vis kynisme i klipperummet. På den anden side ligner Bakers film et poetisk, nøje konstrueret kunstværk, en Wes Anderson’sk pop op-bog, der indfanger mulighedernes land i et mikrokosmos af sukker og spraglede blikfang.
Med undtagelse af en helt igennem Oscar-værdig Willem Defoe er de bærende roller alle besat af uprøvede kræfter, og her yder selv castets yngste medlemmer – der er helt ned til 6-7 år gamle – suveræne, nærmest naturstridigt gode præstationer. Det her er en film, der SKAL opleves, og jeg er ikke langt fra den sjette stjerne.
Sean Bakers ”The Florida Project” er i flere henseender en sjældenhed af de noget nær mirakuløse. Den fortæller os nærmest kun ting, vi vidste i forvejen, først og fremmest at den amerikanske underklasse har et seriøst problem, men at kommercielle kræfter som fastfood, plastisk popmusik og drømmen om Amerikas mange muligheder holder elendigheden på afstand.
Men hvad gør det, når udførelsen har så meget power, og abstraktionerne har så meget kant? Vitterligt intet. Så meget desto mere imponerende bliver det næsten, at ”The Florida Project” gnaver sig langt ind under seerens i forvejen hærdede hud. Genial er især candyfloss-farven, der pryder filmens forunderlige setting (et lille motel i nærheden af Disney Land i Florida), og som løber som et tværsnit gennem hele værket. Den bliver en enkel, men fantastisk kontrast, der maler filmens tematikker frem med ”eye-popping” tydelighed.
Man sidder på den ene side tilbage med noget, der både ligner og føles som en række levende, pulserende snapshots af virkelighedens USA. Denne del af filmen balancerer i få stunder på kanten til det overgjorte, og enkelte – meget få – passager kunne have nydt godt af en vis kynisme i klipperummet. På den anden side ligner Bakers film et poetisk, nøje konstrueret kunstværk, en Wes Anderson’sk pop op-bog, der indfanger mulighedernes land i et mikrokosmos af sukker og spraglede blikfang.
Med undtagelse af en helt igennem Oscar-værdig Willem Defoe er de bærende roller alle besat af uprøvede kræfter, og her yder selv castets yngste medlemmer – der er helt ned til 6-7 år gamle – suveræne, nærmest naturstridigt gode præstationer. Det her er en film, der SKAL opleves, og jeg er ikke langt fra den sjette stjerne.
08/02-2018
