Kedelige vidundere
2.0
I 1927 stikker 12-årige Rose af fra sin strenge far for at finde sin mor. I 1977 har 12-årige Ben netop mistet sin mor, og han rejser til New York for at forsøge at finde sin far, som han aldrig har mødt. De to børns historier krydser hinanden på det naturhistoriske museum i New York.
Todd Haynes har instrueret denne filmatisering af Brian Selznicks ungdomsroman, som forfatteren selv har omsat til filmmanuskript. Den er bygget op over to parallelle handlingsforløb, som viser sig at være forbundne, og Haynes har valgt at markere det ved at filme 1927-historien som stumfilm i sort-hvid, hvor der så klippes til tale og farver i 1977-afsnittet. Samtidig er der lagt et stort arbejde i at genskabe de to tidsperioder, så også 70'er-historien har en meget præcis stil, hvor billederne af New York virkelig ligner et afsnit af "Hill Street Blues".
"Wonderstruck" er en fortælling om at søge efter identitet og familie, men har derudover et gennemgående tema om at se muligheder og forundres over verden. Det bliver understreget af de to børns wow-oplevelser, da de kommer til storbyen, og det giver filmen en grundstemning, som minder ganske meget om fx Scorseses "Hugo", der såmænd også var baseret på en bog af Brian Selznick. "Wonderstruck" er ligeledes en meget romantisk historie om at søge eventyret, hvor der desuden er nogle ting, som skal klikke på plads i en større sammenhæng.
Som "Hugo" er "Wonderstruck" fundamentalt set en børnefilm, men i mine øjne har den også mange af de samme svage sider som Scorseses filmnostalgi. Historien er simpelt hen ikke særlig interessant, og Haynes formår aldrig at få den løftet ud af den meget skabelonagtige ramme, hvor det store, afslørende twist kan ses lang tid i forvejen. Fascinationen af det nye og forunderlige kommer i længden til at virke tung og klæg i det, og jeg tror også, at tween-publikummet vil synes, at "Wonderstruck" er ret kedelig.
Filmens visuelle univers er som nævnt gennemført og vellavet, men Haynes og Selznick tilsætter det kun en sødmefyldt, jævnt hyggelig lille historie, som hverken har tilstrækkeligt med bid eller hjerte. Det bliver i sidste ende ret uambitiøst.
Todd Haynes har instrueret denne filmatisering af Brian Selznicks ungdomsroman, som forfatteren selv har omsat til filmmanuskript. Den er bygget op over to parallelle handlingsforløb, som viser sig at være forbundne, og Haynes har valgt at markere det ved at filme 1927-historien som stumfilm i sort-hvid, hvor der så klippes til tale og farver i 1977-afsnittet. Samtidig er der lagt et stort arbejde i at genskabe de to tidsperioder, så også 70'er-historien har en meget præcis stil, hvor billederne af New York virkelig ligner et afsnit af "Hill Street Blues".
"Wonderstruck" er en fortælling om at søge efter identitet og familie, men har derudover et gennemgående tema om at se muligheder og forundres over verden. Det bliver understreget af de to børns wow-oplevelser, da de kommer til storbyen, og det giver filmen en grundstemning, som minder ganske meget om fx Scorseses "Hugo", der såmænd også var baseret på en bog af Brian Selznick. "Wonderstruck" er ligeledes en meget romantisk historie om at søge eventyret, hvor der desuden er nogle ting, som skal klikke på plads i en større sammenhæng.
Som "Hugo" er "Wonderstruck" fundamentalt set en børnefilm, men i mine øjne har den også mange af de samme svage sider som Scorseses filmnostalgi. Historien er simpelt hen ikke særlig interessant, og Haynes formår aldrig at få den løftet ud af den meget skabelonagtige ramme, hvor det store, afslørende twist kan ses lang tid i forvejen. Fascinationen af det nye og forunderlige kommer i længden til at virke tung og klæg i det, og jeg tror også, at tween-publikummet vil synes, at "Wonderstruck" er ret kedelig.
Filmens visuelle univers er som nævnt gennemført og vellavet, men Haynes og Selznick tilsætter det kun en sødmefyldt, jævnt hyggelig lille historie, som hverken har tilstrækkeligt med bid eller hjerte. Det bliver i sidste ende ret uambitiøst.
12/02-2018
