gibson på hjemmebane

Jeg er og har altid været en kæmpe fan af Mel Gibson som skuespiller. Gibson har en endeløs karisma og seværdighed, samtidig med at han kan underspille exceptionelt rørende, og så har manden tydeligvis også en indre smerte at spille på. Den helt store tiltrækningskraft ved Blood Father er for mit vedkommende derfor ikke overraskende at se en nu aldrende og slidt Gibson tilbage i en stærk hovedrolle efter års mere eller mindre ufrivillig orlov. Blood Father er dog i sig selv også en overraskende personlighedsrig og vellavet actiondrama, der på behændig vis balancerer mellem en fint fungerende indre historie og en lige lovlig overlæsset, men ikke desto mindre konstant underholdende ydre fortælling. Instruktør Jean-Francois Richet byder på detaljerigdom i sin iscenesættelse, og underklassemiljøskildringen er en distingverende faktor for filmen. Imod tredje akt ryger der lidt momentum inden det actionmættede klimaks, og det høje tempo er ikke altid til filmens fordel, men ikke desto mindre var Blood Father en god filmoplevelse og vil utvivlsomt appellere til tilhængere af den mere hårdkogte og nu næsten gammeldags actionfilm-form. Og naturligvis Gibson-fans.