en stalker

Andrei Tarkovskys Vandringsmanden er et æstetisk mesterværk, hvor kameraføring, lys og scenografi går sig op i den famøse højere enhed. Tarkovskys værk, hvor tre mænd drager ind i en mystisk zone, der i sit indre efter sigende kan opfylde menneskets inderste ønske, er ligeledes utrolig stemningsmættet, hvilket er godt, for Vandringsmanden er en langsommelig og dvælende stykke russisk film og afdæmpet sci-fi. Starten er tung, men gradvis opsluges man af universet og Tarkovskys vision, der besidder talrige, uforglemmelige billeder. Vandringsmanden som politisk allegori figurerer langt over min intelligens og viden, som et stykke filosoferende eksistentialisme bundfældede nogle af dens ideer, mens den som stemningsmættet billedpoesi gav mig fuldt udbytte.