One-man show på højeste niveau
5.0
I maj 1940 er den britiske hær ved at blive fanget i Nordfrankrig, og kongen bliver presset til at udnævne den kontroversielle Winston Churchill til premierminister. Hans første uger i embedet bliver en hektisk kamp for at håndtere både situationen i Frankrig og de indre rivaler, som mener, at man burde forhandle en fred på plads med Tyskland.
Med "Darkest Hour" vender Joe Wright tilbage til den form for periodefilm, som indtil videre har været højdepunkterne i hans karriere - 2. Verdenskrig var fx også et centralt indslag i hans bedste film før denne, "Atonement". Her er vi dog ikke ved fronten, men bag linjerne i en film, der primært udspiller sig i kontorer og de underjordiske bunkere omkring Whitehall, hvor de britiske politiske og militære ledere forsøger at undgå det truende nederlag.
"Darkest Hour" er dermed en film, der i høj grad handler om kritiske beslutninger på kritiske tidspunkter, og hvis gennemgående tema er Churchills stædige fastholdelse af, at det ville være en katastrofal fejl at bøje sig yderligere for nazisterne. Det er en film, der understreger, hvor lille et nåleøje briterne reelt slap ud igennem med evakueringen af tropperne fra Dunkerque. Samtidig leverer den en ubetinget hyldest af to ting. Nemlig af den aparte, vanskelige Churchill som helteskikkelsen, der var i den helt rigtige position på det rette tidspunkt - og af den stovte britiske folkesjæl, som premierministeren læner sig op ad, når han insisterer på at kæmpe videre.
Winston Churchill er selvsagt i centrum for hele fortællingen, og han bliver blændende spillet af Gary Oldman. Rollen som Churchill er simpelt hen enhver skuespillers drøm, for der er så utroligt meget at arbejde med. En dybt idiosynkratisk, vranten, provokerende, charmerende og ekstremt veltalende mand - der er så mange knapper at trykke på, og Oldman styrer hele filmen fra det meget store jakkesæt, der hjælper ham med at blive lige så korpulent som virkelighedens Churchill. Det er dybt fortjent, at Oldman har ryddet bordene ved årets filmpriser og givetvis lægger en Oscar til i starten af marts.
Kristin Scott Thomas har også en dejligt spids rolle som Churchills kone, der var en spændende historisk personlighed i sig selv. Og der er andre solide biroller til bl.a. Ben Mendelsohn som kongen og Ronald Pickup som Neville Chamberlain, mens jeg til gengæld er lidt mere skeptisk over for Lily James som Churchills sekretær. James gør det egentlig fint i rollen, men den virker ærligt talt lidt som et dekorativt stykke bagtæppe, som Oldman kan spille bold op ad.
Det er nu et forholdsvis lille minus ved en i øvrigt vellavet film, der også bringer Whitehall, parlamentet og de andre kendte locations flot til live i en krigstidsversion. Instruktør Wright har et sikkert greb om sin historie, og alt spiller på et meget solidt niveau. Det store nummer i "Darkest Hour" er dog helt uden tvivl Gary Oldmans imponerende one-man show i hovedrollen. Men det alene gør i den grad også filmen værd at se. Fem små stjerner.
Med "Darkest Hour" vender Joe Wright tilbage til den form for periodefilm, som indtil videre har været højdepunkterne i hans karriere - 2. Verdenskrig var fx også et centralt indslag i hans bedste film før denne, "Atonement". Her er vi dog ikke ved fronten, men bag linjerne i en film, der primært udspiller sig i kontorer og de underjordiske bunkere omkring Whitehall, hvor de britiske politiske og militære ledere forsøger at undgå det truende nederlag.
"Darkest Hour" er dermed en film, der i høj grad handler om kritiske beslutninger på kritiske tidspunkter, og hvis gennemgående tema er Churchills stædige fastholdelse af, at det ville være en katastrofal fejl at bøje sig yderligere for nazisterne. Det er en film, der understreger, hvor lille et nåleøje briterne reelt slap ud igennem med evakueringen af tropperne fra Dunkerque. Samtidig leverer den en ubetinget hyldest af to ting. Nemlig af den aparte, vanskelige Churchill som helteskikkelsen, der var i den helt rigtige position på det rette tidspunkt - og af den stovte britiske folkesjæl, som premierministeren læner sig op ad, når han insisterer på at kæmpe videre.
Winston Churchill er selvsagt i centrum for hele fortællingen, og han bliver blændende spillet af Gary Oldman. Rollen som Churchill er simpelt hen enhver skuespillers drøm, for der er så utroligt meget at arbejde med. En dybt idiosynkratisk, vranten, provokerende, charmerende og ekstremt veltalende mand - der er så mange knapper at trykke på, og Oldman styrer hele filmen fra det meget store jakkesæt, der hjælper ham med at blive lige så korpulent som virkelighedens Churchill. Det er dybt fortjent, at Oldman har ryddet bordene ved årets filmpriser og givetvis lægger en Oscar til i starten af marts.
Kristin Scott Thomas har også en dejligt spids rolle som Churchills kone, der var en spændende historisk personlighed i sig selv. Og der er andre solide biroller til bl.a. Ben Mendelsohn som kongen og Ronald Pickup som Neville Chamberlain, mens jeg til gengæld er lidt mere skeptisk over for Lily James som Churchills sekretær. James gør det egentlig fint i rollen, men den virker ærligt talt lidt som et dekorativt stykke bagtæppe, som Oldman kan spille bold op ad.
Det er nu et forholdsvis lille minus ved en i øvrigt vellavet film, der også bringer Whitehall, parlamentet og de andre kendte locations flot til live i en krigstidsversion. Instruktør Wright har et sikkert greb om sin historie, og alt spiller på et meget solidt niveau. Det store nummer i "Darkest Hour" er dog helt uden tvivl Gary Oldmans imponerende one-man show i hovedrollen. Men det alene gør i den grad også filmen værd at se. Fem små stjerner.
23/02-2018
