BFFs på tur i zombieapokalypsen
2.0
I sidste afsnit af Maze Runner-trilogien kaster de unge helte sig ud i et dristigt forsøg på at redde deres venner fra WCKD's befæstede hovedkvarter. Derinde kæmper videnskabsfolkene desperat for at finde en kur mod zombievirussen, og det viser sig, at der findes mennesker, som har dannet antistoffer, der kan bruges til at fremstille en modgift.
Tredje omgang med Maze Runner byder på endnu et sceneskrift. Efter dødslabyrinten i etteren og den postapokalyptiske ødemark i toeren får vi nu en high-tech setting, hvor magthaverne udfører skumle eksperimenter inde i deres eksklusive fort. Dermed kommer serien så også til at minde en del om andre nyere ungdoms-sci-fi-fortællinger. Det er lidt af en genrekliché, at en usynlig elite styrer tingene og er ligeglade med almindelige mennesker. Og hvor er Katniss Everdeen, når man skal bruge hende?
Det set-up bruger "The Death Cure" til at skære seriens overordnede tema endnu mere ud i pap: Hvor langt kan og bør man gå for at sikre det fælles bedste? På den ene side har vi de unge helte, der står for individualisme og ubetinget loyalitet mod éns venner. På den anden side de kyniske ledere fra WCKD-organisationen, der er villige til at bruge mennesker som forsøgsdyr, hvis man bare kan finde en kur - og for de mest kyniske handler det naturligvis også om at bevare magten.
Det er ikke helt uinteressante spørgsmål, serien beskæftiger sig med, men instruktør Wes Ball får bare heller ikke serveret dem særlig elegant. For råddenskaben i WCKD er så tydelig i skikkelse af Aidan Gillens sikkerhedschef, at filmen selvfølgelig holder ubetinget med de unge helte. Uanset at de opfører sig så komplet tåbeligt, at man fx forventes at tro på, at det midt i det hele giver mening at stå og bruge tid på at krænge sine følelser ud, selv om zombieapokalypsen helt bogstaveligt er i gang rundt om hjørnet.
Gillen er i øvrigt den klart mest karismatiske skuespiller i filmen, for det er også et minus for Maze Runner-serien, at der ikke er nogen af de unge medvirkende, som for alvor brænder igennem lærredet. I stedet fylder Ball på med masser af action, hvor der nu kan kæmpes mod både zombier og sikkerhedstropper på én gang. Den del af filmen fungerer jævnt okay uden at være imponerende - der er i det mindste lagt nogle kræfter i sceneopbygningerne, men der er også lovlig meget computerspilslogik i at skulle rende ind og ud af de ondes fæstning.
I virkeligheden er det nok et plus, at Wes Ball har fået lov til at instruere hele trilogien, for det giver noget sammenhængende visuel stil på tværs af de stærkt skiftende omgivelser. Og jeg kan egentlig også godt lide, at "The Death Cure" faktisk har en slags morale, om at man ikke kan klare alle problemer med et trylleslag. Men når det er sagt, så er det her stadig bare et opkog af sci-fi-klicheer formateret til ungdomsfilmstil, der tilmed bliver ualmindelig klistret sentimentalt til sidst. Den har ikke meget at byde på.
Tredje omgang med Maze Runner byder på endnu et sceneskrift. Efter dødslabyrinten i etteren og den postapokalyptiske ødemark i toeren får vi nu en high-tech setting, hvor magthaverne udfører skumle eksperimenter inde i deres eksklusive fort. Dermed kommer serien så også til at minde en del om andre nyere ungdoms-sci-fi-fortællinger. Det er lidt af en genrekliché, at en usynlig elite styrer tingene og er ligeglade med almindelige mennesker. Og hvor er Katniss Everdeen, når man skal bruge hende?
Det set-up bruger "The Death Cure" til at skære seriens overordnede tema endnu mere ud i pap: Hvor langt kan og bør man gå for at sikre det fælles bedste? På den ene side har vi de unge helte, der står for individualisme og ubetinget loyalitet mod éns venner. På den anden side de kyniske ledere fra WCKD-organisationen, der er villige til at bruge mennesker som forsøgsdyr, hvis man bare kan finde en kur - og for de mest kyniske handler det naturligvis også om at bevare magten.
Det er ikke helt uinteressante spørgsmål, serien beskæftiger sig med, men instruktør Wes Ball får bare heller ikke serveret dem særlig elegant. For råddenskaben i WCKD er så tydelig i skikkelse af Aidan Gillens sikkerhedschef, at filmen selvfølgelig holder ubetinget med de unge helte. Uanset at de opfører sig så komplet tåbeligt, at man fx forventes at tro på, at det midt i det hele giver mening at stå og bruge tid på at krænge sine følelser ud, selv om zombieapokalypsen helt bogstaveligt er i gang rundt om hjørnet.
Gillen er i øvrigt den klart mest karismatiske skuespiller i filmen, for det er også et minus for Maze Runner-serien, at der ikke er nogen af de unge medvirkende, som for alvor brænder igennem lærredet. I stedet fylder Ball på med masser af action, hvor der nu kan kæmpes mod både zombier og sikkerhedstropper på én gang. Den del af filmen fungerer jævnt okay uden at være imponerende - der er i det mindste lagt nogle kræfter i sceneopbygningerne, men der er også lovlig meget computerspilslogik i at skulle rende ind og ud af de ondes fæstning.
I virkeligheden er det nok et plus, at Wes Ball har fået lov til at instruere hele trilogien, for det giver noget sammenhængende visuel stil på tværs af de stærkt skiftende omgivelser. Og jeg kan egentlig også godt lide, at "The Death Cure" faktisk har en slags morale, om at man ikke kan klare alle problemer med et trylleslag. Men når det er sagt, så er det her stadig bare et opkog af sci-fi-klicheer formateret til ungdomsfilmstil, der tilmed bliver ualmindelig klistret sentimentalt til sidst. Den har ikke meget at byde på.
26/02-2018
