Form uden indhold
3.0
Okay, overskriften her ER et overdrevet forsøg på at fremme forståelsen, men dybest holder den sgu vand.
Dette svulstigt billedskønne, poetisk bevægelige fantasy-drama er skam ikke ingenting pakket ind i pænt papir. Det virker bare, som om indholdet af Guillermo Del Toro og Dan Laustens vidunderligt indpakkede pakke har taget skade under fragten.
Udgangspunktet i det romantiske bånd mellem en stum kvinde og en fjendtliggjort vandskabning taler til noget dybt i os, og som sådan fænger filmen fra start. Historiens kontraster mellem de sterile, sci-fi-associerbare sikkerhedsfaciliteter og den "Amélie"-lignende verden udenfor har ganske enkelt digtets og poesiens kvaliteter. Den både opridser og modsætter sig spillereglerne for umulig kærlighed, og i forbifarten stikker den en mere eller mindre kærlig fuckfinger til alle fordomme om ”interracial dating” (her i yderste potens). Det er med al tydelighed et gennemsympatisk og vovemodigt projekt, men også et gennemskueligt og måske endda hult klingende et af slagsen, hvis ikke gnisten brænder inde i midten af det hele.
Og det føler jeg ganske enkelt ikke den gør. Bindeleddet mellem den stumme kvinde og den slimede havmand etableres i ”The Shape of Water” gennem et fåtal af scener, hvoraf ingen har den fornødne intimitet til at besnære mine følelser. I modsætning til en af årets indtil videre helt store romantiske biografoplevelser, ”Call Me By Your Name” (eller for den sags skyld "Phantom Thread"), lader ”The Shape of Water” ikke til naturligt at nyde at være i selskab med sine elskende. Den benytter i stedet hver en lejlighed til klippe væk, enten til en russisk dobbeltspion eller en barbarisk slyngel eller dennes rådne fingre, der væsker og knaser. Det virker som en sær, men måske egentlig ret sigende prioritering.
Måske det er resultatet af at sætte et passionsprojekt i verden, som længe har lagret (og støvet) i fantasiens depoter. Kemien mellem Sally Hawkins – der spiller aldeles fremragende – og hendes computergenerede kærlighed bliver et postulat, som iscenesættelsen og livagtiggørelsen af idéen kan bygge sig op omkring, frem for et fundament det kan stå ovenpå. Det her kommer fra en mand, der ganske vist ikke fik allergiske øjne af ”Pans Labyrint”, men som uden problemer så og beundrede den films suveræne vekslen mellem benhård virkelighed og flyvsk fantasi. Samme kunst mestrer Guillermo Del Toro ikke med ”The Shape of Water”.
Dette svulstigt billedskønne, poetisk bevægelige fantasy-drama er skam ikke ingenting pakket ind i pænt papir. Det virker bare, som om indholdet af Guillermo Del Toro og Dan Laustens vidunderligt indpakkede pakke har taget skade under fragten.
Udgangspunktet i det romantiske bånd mellem en stum kvinde og en fjendtliggjort vandskabning taler til noget dybt i os, og som sådan fænger filmen fra start. Historiens kontraster mellem de sterile, sci-fi-associerbare sikkerhedsfaciliteter og den "Amélie"-lignende verden udenfor har ganske enkelt digtets og poesiens kvaliteter. Den både opridser og modsætter sig spillereglerne for umulig kærlighed, og i forbifarten stikker den en mere eller mindre kærlig fuckfinger til alle fordomme om ”interracial dating” (her i yderste potens). Det er med al tydelighed et gennemsympatisk og vovemodigt projekt, men også et gennemskueligt og måske endda hult klingende et af slagsen, hvis ikke gnisten brænder inde i midten af det hele.
Og det føler jeg ganske enkelt ikke den gør. Bindeleddet mellem den stumme kvinde og den slimede havmand etableres i ”The Shape of Water” gennem et fåtal af scener, hvoraf ingen har den fornødne intimitet til at besnære mine følelser. I modsætning til en af årets indtil videre helt store romantiske biografoplevelser, ”Call Me By Your Name” (eller for den sags skyld "Phantom Thread"), lader ”The Shape of Water” ikke til naturligt at nyde at være i selskab med sine elskende. Den benytter i stedet hver en lejlighed til klippe væk, enten til en russisk dobbeltspion eller en barbarisk slyngel eller dennes rådne fingre, der væsker og knaser. Det virker som en sær, men måske egentlig ret sigende prioritering.
Måske det er resultatet af at sætte et passionsprojekt i verden, som længe har lagret (og støvet) i fantasiens depoter. Kemien mellem Sally Hawkins – der spiller aldeles fremragende – og hendes computergenerede kærlighed bliver et postulat, som iscenesættelsen og livagtiggørelsen af idéen kan bygge sig op omkring, frem for et fundament det kan stå ovenpå. Det her kommer fra en mand, der ganske vist ikke fik allergiske øjne af ”Pans Labyrint”, men som uden problemer så og beundrede den films suveræne vekslen mellem benhård virkelighed og flyvsk fantasi. Samme kunst mestrer Guillermo Del Toro ikke med ”The Shape of Water”.
27/02-2018
