Stor skandale i småt format

3.0
En ambitiøs ung diplomat bliver ansat som personlig assistent for lederen af FN's Oil-for-Food-program i Irak. Men drømmejobbet bliver til mareridt, da han opdager, at programmet bliver udnyttet til storstilet korruption.

Per Flys første engelsksprogede film er baseret på dansk-amerikaneren Michael Soussans erindringer om sin rolle i Oil-for-Food-sagen, der må siges at være én af de største skandaler i FN's historie. Hovedpersonen i "Backstabbing for Beginners" er direkte baseret på Soussan, men det er i øvrigt én af den slags film, hvor personerne er udstyret med fiktive navne. Formentlig af juridiske årsager, men måske også fordi Flys manuskript bevæger sig et godt stykke væk fra de virkelige begivenheder.

Det her er altså ikke nogen helt dokumentarisk skildring af skandalen, hvor Saddam Hussein-styret og korrupte FN-folk skimmede millioner af dollars fra et program, som skulle forestille at hjælpe menige irakere. Oil-for-Food blev etableret i 90'erne efter Golfkrigen, og tanken var, at man på den måde kunne sælge Iraks olie trods FN's sanktioner, mod at profitten til gengæld blev brugt på mad og medicin. En prisværdig plan, der bare blev misbrugt til snart sagt alle mulige former for svindel - lyssky handel med olierettigheder, fusk med indkøbspriser, salg af for gammel medicin og så videre.

Hele den dybe sump af korruption får Fly fint illustreret i "Backstabbing for Beginners", hvor forskellige skumle typer trækker i trådene uden at bekymre sig ret meget om civilbefolkningen. Det moralske forfald står ikke mindst tydeligt i Ben Kingsleys rolle som den cypriotiske chef for Oil-for-Food, som Kingsley spiller med en gennemført selvretfærdighed, der næsten får én til at tro på, at han virkelig mener det, når han siger, at korruptionen er et nødvendigt onde i en god sags tjeneste. Næsten.

Desværre holder Fly sig ikke til den tørre og småkedelige svindelhistorie. Han har også fundet det nødvendigt at dramatisere tingene, så "Backstabbing for Beginners" drejer over i en politisk thriller, hvor de skumle kræfter i skyggerne viser sig at være livsfarlige, når de føler sig truet. Og der mister filmen desværre jordforbindelsen og bliver til en metervarehistorie om de gode mod de onde, når Theo James' lidt for renskurede unge helt skal kæmpe for at redde den kurdiske kæreste, filmen har udstyret ham med. Hun bliver egentlig spillet glimrende af Belçim Bilgin, men der er simpelt hen for mange store politiske dilemmaer, som bliver stoppet ind i personlige konflikter i filmen. Og så bliver det hele også lidt rigeligt amerikaniseret - det var fx en irakisk avis, der bragte de første afsløringer om skandalen, og ikke Wall Street Journal, som det fremstilles her.

"Backstabbing for Beginners" er på mange punkter en interessant fortælling om en væsentlig whistleblower og en skandale af massive dimensioner. Det er ærgerligt, at Fly har følt det nødvendigt at pumpe mere klassisk spænding og action ind i den, for det føles kunstigt og får historien til at fremstå som mere metervareagtig, end den egentlig har fortjent.
Dobbeltspil