Kvinden, der røg ud i kulden

Tonya Harding er et naturtalent på skøjter, men hendes white trash-baggrund betyder, at hun altid er ugleset i kunstskøjtemiljøet. Da hun træner frem mod sin sidste store konkurrence, OL i Lillehammer, bliver hun centrum for en kæmpe skandale, efter at hendes nærmeste hjemlige konkurrent, Nancy Kerrigan, bliver brutalt overfaldet.

Det er én af de historier, alle husker fra dengang. Fejden mellem de to skøjteprinsesser, som endte med, at en betalt bølle forsøgte at smadre knæet på den ene af dem. Én af de største amerikanske sportsskandaler nogensinde og et uforglemmeligt drama. Og det er i sig selv én af de centrale pointer i Craig Gillespies sorthumoristiske genfortælling af historien, der er baseret på "uironiske, vildt selvmodsigende, totalt sandfærdige interview" med Tonya Harding og hendes eksmand - som der står på et skilt i starten af filmen.

Det er nemlig et drama fra det virkelige liv, som for længst er blevet opslugt af myter og tabloidforsider. Det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget Tonya Harding egentlig vidste om sin eks' planer. Hun blev ikke dømt for at være involveret i overfaldet, kun for at forsøge at forhindre rettens gang. Den dag i dag modsiger hun og eksmanden tydeligvis stadig hinanden. Og derfor har Craig Gillespie valgt at udforme "I, Tonya" som en mockumentary - hvilket er en lille genistreg.

I det format får vi så historien om pigen fra fattige kår i Oregon, der bliver pacet frem af en hård, voldelig mor og stiller op til konkurrencerne i hjemmesyede trikoter, fordi hun ikke har råd til de rigtige kostumer, som de andre har. Som er oprørsk og stridbar og ved første givne lejlighed flytter hjemmefra for at blive gift som 19-årig - blot for at ende med en mand, der også tæver hende og i øvrigt ender med at smadre hendes liv med komplottet mod Nancy Kerrigan. Men som undervejs også bliver den første amerikanske kvinde, der udfører en triple axel. Talentet var der som nævnt ikke noget i vejen med.

Det er kernen i Tonya Hardings historie, som hun selv fortæller den. At hun hele vejen havde odds imod sig, men alligevel nåede verdenseliten. At hun ikke er et perfekt menneske og tog nogle forkerte valg, men at hun også har fået en ekstremt hård straf ved reelt at få en livstidsdom i den brede offentlighed, hvor hun altid vil være hende, der forsøgte at slå konkurrenten med vold. Plus at hun aldrig nogensinde må have noget med kunstskøjteløb at gøre igen.

Det er svært ikke at få sympati for hovedpersonen i den fortælling af historien, som instruktør Gillespie dygtigt får frem i sin tætklippede mockumentary. Men så blåøjet er "I, Tonya" alligevel ikke, for de øvrige personer modsiger hende direkte i de interview-til-kamera, som filmen også klipper ind i forløbet. Ifølge hendes mor og eksmand var historien en anden, og når de selv skal sige det, var de uskyldige i en masse af det, de bliver beskyldt for. På den måde bliver man kastet rundt mellem sandheder og løgne som seer, og resultatet er medrivende og kulsort morsomt i en stil, der minder om Gus Van Sants "To Die for".

"I, Tonya" har også en strålende Margot Robbie i titelrollen, som hun fortjent fik sin første Oscar-nominering for. Jeg havde lige en smule svært ved at købe hende i de scener, hvor hun med bøjle på tænderne skal forestille at være 15. Men derfra kører Robbie suverænt igennem filmen i en stil, der er noget mere rå end hendes normale model-look, og hvor hun virkelig rammer den iltre og meget talende personlighed, man stadig kan høre i nutidige interview med Tonya Price (som hun nu hedder).

Robbie fik ikke en Oscar, men det gjorde Alison Janney til gengæld for sin fantastisk kyniske og selvretfærdige rolle som Tonyas lede mor. Sebastian Stan er også fin som eksmanden og formår at gøre ham lidt menneskelig trods mandens mange åbenlyse fejl. Derimod er Paul Walter Hauser bare smukt tumpet som hans ven og Tonya Hardings selvudnævnte bodyguard, der åbenbart så sig selv som hjernen bag den store (og tåbelige) plan.

Det er i virkeligheden også en central pointe i "I, Tonya". At det, der foregik omkring overfaldet på Nancy Kerrigan, simpelt hen var idiotisk på et højere plan. Og uanset hvor skyldig hun så end var, mener jeg i hvert fald, at hovedpersonen har en pointe, når hun føler sig permanent trukket gennem sølet på en helt urimelig måde. På den måde sætter "I, Tonya" virkelig nogle tanker i gang om mediernes og sladderpressens roller, og hvor nemt og ansvarsfrit det er at udråbe folk til skurke. Og samtidig er den altså også virkelig underholdende og morsom, selv om vi egentlig sidder og ser på hustruvold og et menneskeliv, der fuldstændig går i opløsning. Det er en fremragende film.