fejlfyldt fabel

Jeg valgte egentlig ikke at give karakter til Guillermo del Toros celebrerede The Shape of Water, da jeg fandt det til at være en enorm problematisk film, og fordi jeg simpelthen ikke kan finde ud af, hvordan jeg reelt har det med den. På den ene side anerkender jeg uhindret filmens egenrådighed, fantasifuldhed og del Toros rørende hyldest til de genrefilm, som har formet ham. The Shape of Water har da også nogle vildt smukke øjeblikke, hvor den visuelle side er overlegen (danske Dan Laustsen bringer noget national stolthed som fotograf), og så er fiskeskabningen helt og aldeles fantastisk. Filmen lever virkelig hver gang han er i fokus. Men af en eventyrlig fabel (med mørke overtoner) at være, så er The Shape of Water ganske magiforladt, hvilket er et grundlæggende problem. Et som følges op med, at kærlighedshistorien, der skal udgøre filmens emotionelle rygrad, på ingen måder ramte mig. Som fører videre til et karakterarbejde, der nærmest er horribelt fladt og udedikeret, hvor de stakkels, talentfulde skuespillere føles efterladt til en vision uden genuin karakterinteresse. Afbrudt fra dette, så virker filmens fortællerflow helt skævt og mærkelig forhastet, og manuskriptet føles noget gumpetungt. Der er gode tanker i de tematiske samlinger omkring væsnet, men det føles sjældent ærligt, og anvendelsen af seksualitet som en bærende fortællerstørrelse virker sine steder noget skødesløs. Og mens jeg sad i biografen og så filmen, så slog det mig, at jeg egentlig ikke rigtig vidste, om jeg faktisk kunne lide at være i dens univers. The Shape of Water er vitterlig enorm problematisk, men i det mindste fik jeg da skrevet mig hen til de tre stjerner.