Oh, hi!

Greg Sestero drømmer om at blive skuespiller, og på sit dramahold i San Francisco møder han en besynderlig type ved navn Tommy Wiseau, der trods sit åbenlyst manglende talent hjælper Greg med at overkomme nogle af hans hæmninger ved skuespilleriet. Det gør dem til venner, og Tommy inviterer Greg til at flytte ind hos sig i Los Angeles, hvor Tommy også erklærer, at de skal lave en spillefilm sammen. Det bliver til én af de dårligste film, der nogensinde er indspillet.

Da trekantsdramaet "The Room" fik premiere i 2003, blev den straks udråbt som enestående ringe, men den fik også hurtigt kultstatus og vandt flere Hollywood-stjerner som fans. Én af dem var James Franco, som nu har filmatiseret Greg Sesteros erindringsbog om det sære filmprojekt. Hvilket er blevet til en bizar komedie, der med en vis kærlig charme udstiller, hvor komplet vanvittigt hele foretagendet var.

James Franco spiller selv Wiseau og har givet rollen som Sestero til sin bror Dave, så "The Disaster Artist" har i sig selv også et usædvanligt set-up omkring produktionen. Men det er selvsagt ingenting ved siden af det, der foregår i filmen, for "The Room" er et studium i, hvordan man kan gøre alt forkert under optagelserne til en film.

Det står tidligt klart for alle involverede, at Tommy Wiseaus manuskript er komplet usammenhængende, med den ene sære scene efter den anden og replikker, der nærmest er usigelige. Men eftersom Wiseau også er chefen, der finansierer projektet, kæmper holdet troligt videre igennem månedsvis af optagelser og den ene konflikt efter den anden, hvor både teknikere og skuespillere bliver fyret for et godt ord. Mens Wiseau selv efterhånden bliver så udfordret, at han kun kan koncentrere sig om hovedrollen, mens andre må træde til og forsøge at administrere produktionsplanen. Det er så grotesk, at det er morsomt, men samtidig sad jeg med en fornemmelse af, at "The Disaster Artist" ikke engang er i stand til at gengive, hvor gennemført inkompetent projektet var.

Tingene bliver ikke mindre bizarre af, at det aldrig står klart, hvem Tommy Wiseau egentlig er, og hvordan han har råd til at have lejligheder i flere californiske storbyer og finansiere flere måneders filmproduktion ud af egen lomme. Vel at mærke inklusive gakkede stunts som at erklære, at "The Room" skulle være den første film, der var optaget på 35 mm og HD-video samtidig - hvilket teknikerne klarede ved at bygge en kasse, hvor de to kameraer sad ved siden af hinanden. Men den dag i dag er der stadig ikke nogen, der har fundet ud af, hvor Tommy Wiseau og hans penge stammer fra.

Det ene faktum, alle kan konstatere med egne øjne og ører, er, at Wiseau er en elendig skuespiller og taler med en dybt mystisk accent. James Franco har lavet sin egen version af hans sære diktion til "The Disaster Artist", hvor man ender med at spørge sig selv, om manden er en rablende galning, nogle har sluppet løs på filmverdenen, eller om det hele mon bare er ét stort kunstprojekt, hvor Wiseau tager fusen på verden og gør grin med method acting ved at leve sig fuldstændig ind i rollen som selvfed, talentløs filmmager og skuespiller.

Svaret blæser i vinden, som de siger derovre. Og det gør også "The Disaster Artist" til en lidt besynderlig størrelse. På den ene side får man et portræt af en mand, der tilsyneladende krænger smertefulde personlige erindringer ud i et enestående dårligt filmmanuskript, og set med den vinkel virker det egentlig synd at udstille ham yderligere. På den anden side er det også en aparte succeshistorie om en mand, der med gåpåmod som sin eneste reelle force kaster sig ud i at lave spillefilm med en unik tilgang til mediet - og bliver verdensberømt på det.