Skarp og medrivende, men måske også lidt for skæv
4.0
En kvinde er så rasende, over at det lokale politi ikke har fundet ud af, hvem der voldtog og myrdede hendes datter, at hun får sat tre store reklameskilte op med kritik af politiet. Det skaber ballade i lokalsamfundet, og særligt én betjent forsøger med alle midler at få stoppet kritikken.
Martin McDonaghs skævt humoristiske sydstatsdrama handler grundlæggende om retsfølelse. Den tager udgangspunkt i hovedpersonens manglende retsfølelse, efter at politiet mere eller mindre har arkiveret sagen om hendes datter, og hun med en vis ret kan kritisere, at de virker til at have mere travlt med at chikanere sorte end at finde morderen. På den led er filmen et skarpt indlæg i en aktuel diskussion om manglende respekt for kvindelige ofre, og hvordan myndighederne mister tillid, hvis de ikke tager deres ansvar over for borgerne alvorligt.
Filmen stopper dog ikke der, men trækker også temaet om retsfølelse med over i selvtægt og en udvikling, der i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved grænserne for, hvad individet kan tillade sig at gøre, når myndighederne ikke fungerer. McDonagh ender faktisk med en pointe, om at det er bedre at søge dialog og forsoning end bare fortsætte konflikterne i det uendelige, og det er én af filmens største kvaliteter. Som i øvrigt også kan ses som et billede på sorgbehandling.
Frances McDormand bærer meget af filmen som den sørgende og indestængt rasende hovedperson, der bestemt ikke har tænkt sig at give op. McDormand spiller endnu mere kontrolleret, end hun plejer - det er med stenansigt næsten hele vejen, så følelser og erkendelser kommer kun meget subtilt frem. Det er virkelig overbevisende, og jeg kan godt forstå, at hun fik en Oscar for rollen. Sam Rockwell fremstår faktisk mere unuanceret i sin langt mere udadvendte rolle som den fordrukne, racistiske og mandschauvinistiske politimand, der ender med at være hendes hovedmodstander. Rockwell er bestemt underholdende, men rollen virker også lidt som en kliché, der primært er til for at understrege en serie pointer. Jeg synes i hvert fald, der er en del mere bund i Woody Harrelsons sindige politichef, og Abbie Cornish har også en fin birolle med især én overbevisende følelsesladet scene som politichefens kone.
De problemer, jeg ser i Rockwells rolle, er i virkeligheden også en afspejling af de problemer, jeg synes, filmen har generelt. Det er en medrivende fortælling, hvor man bliver grebet af hovedpersonens kamp for retfærdighed, og der er nogle særdeles mørke undertoner i krimiplottet. Men samtidig benytter forfatter-instruktør McDonagh sig af den samme form for skæv humor, som har båret hans tidligere film. Der er bipersoner, som kun er med for at være grinagtigt afstumpede, og der er scener, som har et humoristisk glimt i øjet omkring vold og overgreb - hvilket ind imellem gav mig en lidt mærkelig bismag i munden, fordi handlingen netop har en så dyster baggrund. McDonagh er på det punkt ude i en svær linedans, som fx Quentin Tarantino mestrer, men det fungerer ikke 100% her. Det kommer til at virke en smule for konstrueret.
Det ændrer ikke på, at "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" er en god og særdeles vellavet film. Men jeg ville bare ønske, at den stilmæssigt blev samlet en smule bedre, og derfor ender jeg "kun" på fire store stjerner.
Martin McDonaghs skævt humoristiske sydstatsdrama handler grundlæggende om retsfølelse. Den tager udgangspunkt i hovedpersonens manglende retsfølelse, efter at politiet mere eller mindre har arkiveret sagen om hendes datter, og hun med en vis ret kan kritisere, at de virker til at have mere travlt med at chikanere sorte end at finde morderen. På den led er filmen et skarpt indlæg i en aktuel diskussion om manglende respekt for kvindelige ofre, og hvordan myndighederne mister tillid, hvis de ikke tager deres ansvar over for borgerne alvorligt.
Filmen stopper dog ikke der, men trækker også temaet om retsfølelse med over i selvtægt og en udvikling, der i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved grænserne for, hvad individet kan tillade sig at gøre, når myndighederne ikke fungerer. McDonagh ender faktisk med en pointe, om at det er bedre at søge dialog og forsoning end bare fortsætte konflikterne i det uendelige, og det er én af filmens største kvaliteter. Som i øvrigt også kan ses som et billede på sorgbehandling.
Frances McDormand bærer meget af filmen som den sørgende og indestængt rasende hovedperson, der bestemt ikke har tænkt sig at give op. McDormand spiller endnu mere kontrolleret, end hun plejer - det er med stenansigt næsten hele vejen, så følelser og erkendelser kommer kun meget subtilt frem. Det er virkelig overbevisende, og jeg kan godt forstå, at hun fik en Oscar for rollen. Sam Rockwell fremstår faktisk mere unuanceret i sin langt mere udadvendte rolle som den fordrukne, racistiske og mandschauvinistiske politimand, der ender med at være hendes hovedmodstander. Rockwell er bestemt underholdende, men rollen virker også lidt som en kliché, der primært er til for at understrege en serie pointer. Jeg synes i hvert fald, der er en del mere bund i Woody Harrelsons sindige politichef, og Abbie Cornish har også en fin birolle med især én overbevisende følelsesladet scene som politichefens kone.
De problemer, jeg ser i Rockwells rolle, er i virkeligheden også en afspejling af de problemer, jeg synes, filmen har generelt. Det er en medrivende fortælling, hvor man bliver grebet af hovedpersonens kamp for retfærdighed, og der er nogle særdeles mørke undertoner i krimiplottet. Men samtidig benytter forfatter-instruktør McDonagh sig af den samme form for skæv humor, som har båret hans tidligere film. Der er bipersoner, som kun er med for at være grinagtigt afstumpede, og der er scener, som har et humoristisk glimt i øjet omkring vold og overgreb - hvilket ind imellem gav mig en lidt mærkelig bismag i munden, fordi handlingen netop har en så dyster baggrund. McDonagh er på det punkt ude i en svær linedans, som fx Quentin Tarantino mestrer, men det fungerer ikke 100% her. Det kommer til at virke en smule for konstrueret.
Det ændrer ikke på, at "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" er en god og særdeles vellavet film. Men jeg ville bare ønske, at den stilmæssigt blev samlet en smule bedre, og derfor ender jeg "kun" på fire store stjerner.
17/03-2018
