Kidnapning som højt spil
4.0
I 1973 kidnapper italienske kriminelle ét af oliemagnaten J. Paul Gettys børnebørn og kræver et større millionbeløb i løsepenge. Men verdens rigeste mand nægter at betale noget, da hans eks-svigerdatter beder om hjælp.
Ridley Scott holder pause fra rumfilm med filmatiseringen af en spektakulær krimihistorie fra det virkelige liv. Kidnapningen af 16-årige Paul Getty var en kæmpestor mediesag dengang i 70'erne, og det er stadig en fascinerende historie, ikke mindst på grund af de involverede personer.
Én af de særlige karakterer var selvsagt mangemilliardæren J. Paul Getty, som Scott oprindelig havde castet Kevin Spacey til at spille. Men "All the Money in the World" blev selv ramt af skandale, da MeToo-afsløringerne om Spacey kom frem, mens filmen var ved at blive gjort færdig. Det endte med, at Spacey blev fyret og erstattet af Christopher Plummer, så samtlige scener med den ældre Getty måtte skydes om. På den baggrund er det imponerende, at Scott har fået filmen til at hænge så godt sammen, som den faktisk gør.
Plummer opnåede endda også at blive Oscar-nomineret for rollen som den gamle gnier, der leverer et iskoldt logisk argument, for at han ikke vil betale en øre for at få sit barnebarn fri: Hvis han gjorde det, ville det bare være en invitation til alverdens kriminelle om at kidnappe alle hans andre børnebørn. Mens situationen spidser til, viser Scott, at rigmanden samtidig ikke har noget problem med at bruge millioner på mere kunst til sin store samling. Så det er virkelig et portræt af en mand uden meget menneskelighed, Plummer er ude i, og han gør det absolut overbevisende.
Filmens menneskelige modpol er primært eks-svigerdatteren, der stædigt kæmper for at få sin søn frigivet. Det er endnu en skarp rolle til altid fremragende Michelle Williams, som jeg aldrig før har set spille en lignende overklassetype. Men det klarer hun naturligvis også strålende, med en mestendels underspillet indignation som kvinden, der tydeligvis helst ville undgå at have noget at gøre med en familie, som synes at være dysfunktionel på grund af deres store formue. Williams får o.k. modspil af Mark Wahlberg som den fixertype, gamle Getty sætter på sagen og bl.a. beder om at undersøge, om det hele er et svindelnummer for at få penge ud af ham.
"All the Money in the World" er i mine øjne lidt mindre overbevisende i skildringen af begivenhederne i Italien, hvor Paul Getty bliver flyttet rundt mellem forskellige gemmesteder hos forskellige 'ndragheta-gangstere. Det er formentlig meningen, at det skal sætte ekstra spot på de forskelle mellem socialklasser, der ligger som et underliggende tema under hele filmen, men det forløb bliver i mine øjne en anelse rodet og knap så skarpt.
Samlet set bliver "All the Money in the World" dog afviklet med det solide greb om tingene, som Scott næsten altid er garant for, og den leverer i øvrigt også en nydelig visualisering af 70'erne på en stribe temmelig forskelligartede lokationer. Som nævnt er det en fascinerende historie, og Scott får den serveret med fint tryk på den klassiske pointe, om at man ikke bliver lykkelig af at være styrtende rig. Man får tværtimod understreget den gængse fordom, om at hovedrige mennesker er ligeglade med andre.
Ridley Scott holder pause fra rumfilm med filmatiseringen af en spektakulær krimihistorie fra det virkelige liv. Kidnapningen af 16-årige Paul Getty var en kæmpestor mediesag dengang i 70'erne, og det er stadig en fascinerende historie, ikke mindst på grund af de involverede personer.
Én af de særlige karakterer var selvsagt mangemilliardæren J. Paul Getty, som Scott oprindelig havde castet Kevin Spacey til at spille. Men "All the Money in the World" blev selv ramt af skandale, da MeToo-afsløringerne om Spacey kom frem, mens filmen var ved at blive gjort færdig. Det endte med, at Spacey blev fyret og erstattet af Christopher Plummer, så samtlige scener med den ældre Getty måtte skydes om. På den baggrund er det imponerende, at Scott har fået filmen til at hænge så godt sammen, som den faktisk gør.
Plummer opnåede endda også at blive Oscar-nomineret for rollen som den gamle gnier, der leverer et iskoldt logisk argument, for at han ikke vil betale en øre for at få sit barnebarn fri: Hvis han gjorde det, ville det bare være en invitation til alverdens kriminelle om at kidnappe alle hans andre børnebørn. Mens situationen spidser til, viser Scott, at rigmanden samtidig ikke har noget problem med at bruge millioner på mere kunst til sin store samling. Så det er virkelig et portræt af en mand uden meget menneskelighed, Plummer er ude i, og han gør det absolut overbevisende.
Filmens menneskelige modpol er primært eks-svigerdatteren, der stædigt kæmper for at få sin søn frigivet. Det er endnu en skarp rolle til altid fremragende Michelle Williams, som jeg aldrig før har set spille en lignende overklassetype. Men det klarer hun naturligvis også strålende, med en mestendels underspillet indignation som kvinden, der tydeligvis helst ville undgå at have noget at gøre med en familie, som synes at være dysfunktionel på grund af deres store formue. Williams får o.k. modspil af Mark Wahlberg som den fixertype, gamle Getty sætter på sagen og bl.a. beder om at undersøge, om det hele er et svindelnummer for at få penge ud af ham.
"All the Money in the World" er i mine øjne lidt mindre overbevisende i skildringen af begivenhederne i Italien, hvor Paul Getty bliver flyttet rundt mellem forskellige gemmesteder hos forskellige 'ndragheta-gangstere. Det er formentlig meningen, at det skal sætte ekstra spot på de forskelle mellem socialklasser, der ligger som et underliggende tema under hele filmen, men det forløb bliver i mine øjne en anelse rodet og knap så skarpt.
Samlet set bliver "All the Money in the World" dog afviklet med det solide greb om tingene, som Scott næsten altid er garant for, og den leverer i øvrigt også en nydelig visualisering af 70'erne på en stribe temmelig forskelligartede lokationer. Som nævnt er det en fascinerende historie, og Scott får den serveret med fint tryk på den klassiske pointe, om at man ikke bliver lykkelig af at være styrtende rig. Man får tværtimod understreget den gængse fordom, om at hovedrige mennesker er ligeglade med andre.
21/03-2018
