Game over, man

Til vennernes ugentlige spilleaften vil værten imponere med en specialarrangeret krimigåde, som starter med, at han selv bliver bortført. Efter han bliver ført væk af to maskerede mænd, går det dog hurtigt op for de andre, at det vist ikke var en del af legen.

Brætspil og mysterielege trender for tiden som bred underholdning, og den trend bliver samlet op i denne komedie af John Francis Daley og Jonathan Goldstein, der har en baggrund som skuespillere, men for tre år siden flyttede om bag kameraet med genoplivningen af John Hughes' Vacation-serie. Ideen med at lade en detektivleg glide sammen med virkeligheden er også set før, men "Game Night" er alligevel ret godt tænkt som spin-off på en aktuel kulturel strømning.

Det kunne der nemlig godt komme en sjov lille film ud af. Men det gør der bare slet ikke. For det første er den baseret på et komplet idiotisk manuskript, der mikser østeuropæiske kriminelle, sortbørshandel og Fabergé-æg sammen med parforholdsproblemer, skøre ekskærester og social akavethed i én stor pærevælling, der kun er forbigående morsom. Og som i øvrigt er temmelig klodset i de gentagne forsøg på at narre publikum, omkring hvad der er rigtige og falske krimiplot.

For det andet er det en film, der bygger på spil som fænomen, men ikke forstår spil som koncept. Filmmagerne har simpelt hen ikke nogen fornemmelse for, hvorfor folk spiller spil, og hvad de får ud af det. Desuden lykkes det på ingen måde at bruge spilelementer ordentligt i filmens opbygning og plotkonstruktion - hvilket der ellers burde være rige muligheder for.

Dertil kommer, at personerne bare generelt er fjollede på den papirstynde måde. Jeg kan helt grundlæggende ikke se, hvorfor lige præcis den her gruppe mennesker skulle gide at mødes hver uge for at spille sammen - der er ingen kemi eller harmoni imellem dem. Til gengæld har de masser af indbyrdes problemer, ført an af Jason Bateman og Rachel McAdams som de markant overspillede hovedpersoner, der ender med at vise os, at det her i virkeligheden er endnu en film, om at det nok er bedst bare at overgive sig til konformiteten.

Selvfølgelig behøver alt ikke at hænge logisk sammen på samme måde i en komedie, som det gør i et drama, men den her omgang er ganske simpelt så idiotisk, at det også smadrer grundlaget for humor. "Game Night" er en film, der burde have slået sig selv hjem, sendt sig selv i fængsel og misset sit saving throw mod god smag, før den kom i nærheden af en biograf.