Bluff for millioner

I 2013 bliver Molly Bloom arresteret og sigtet for at drive ulovligt hasardspil i stor stil, og for omfattende hvidvaskning af penge og forbindelser til organiseret kriminalitet. For at overtale en dygtig advokat til at forsvare sig må hun gennemgå hele historien om, hvordan hun endte som USA's 'pokerprinsesse'.

Aaron Sorkin debuterer som instruktør med en film af samme støbning som den seneste håndfuld fremragende filmmanuskripter, han har skrevet. "Molly's Game" er baseret på virkelige begivenheder og den fascinerende historie om Molly Bloom, der engang var tæt på at kvalificere sig til OL i freestyle-skiløb, men i stedet endte med at finde adrenalinkicket som kriminel entreprenør.

Den historie bliver fortalt i den typiske Sorkin-stil, hvor man får pumpet masser af fakta i hovedet, samtidig med at filmen klipper skarpt frem og tilbage mellem forskellige nedslagspunkter. Nutidshistorien med advokaten er filmens ankerpunkt, men derfra får man oprullet hovedpersonens baggrundshistorie nogenlunde kronologisk - og interessant nok med en fortæller, der ikke nødvendigvis er troværdig.

Molly Blooms kriminelle karriere starter tilfældigt - med at hun bliver ansat på usle vilkår som assistent for en agent i Los Angeles, der i hemmelighed arrangerer eksklusive pokerspil for Hollywood-kendisser og andre spillefugle. Den fortsætter med, at hun i trods bemægtiger sig magten over spillene, men efter sit første sammenstød med myndighederne må flytte til New York og et noget andet miljø, hvor der pludselig er særdeles skumle typer af russisk baggrund med ved bordene.

Hovedpersonens egen fortælling er, at hun godt nok kom på kant med spillelovgivningen undervejs, men at hun stadig er stolt af at have bygget en velfungerende virksomhed op i en verden, hvor det kræver en hel del at klare sig. Men samtidig tager tingene tydeligvis en drejning mod noget mørkere og langt mere dystert, efter hun rykker til New York, og man forstår, at politiet har svært ved at tro på, at hun ikke anede, hun havde med russiske mafiabosser at gøre.

Det er den skarpe dramatiske nerve i "Molly's Game", og Sorkin får flot etableret spillet mellem hovedpersonens officielle selvbillede og så de fakta, som får én til at tænke, at hun måske ikke fortæller hele sandheden. Det er virkelig godt klaret at gøre historien så flertydig, samtidig med at man aldrig taber sympatien for Molly Bloom - og det endda i en film, der er baseret på hendes egen bog om sagen.

Jessica Chastain er så også et stort plus i hovedrollen, for hun spiller vanligt overbevisende og har den form for kontant, kompetent udstråling, som er nødvendig for at få én til at tro på portrættet af en intelligent kvinde, der langt hen ad vejen klarer sig godt med gode intentioner i en barsk underverden. Hun bliver godt udfordret af Idris Elba som den tvivlende advokat, og så har filmen i øvrigt også en fin irriterende birolle til Michael Cera som Blooms primære sponsor blandt Hollywood-stjernerne. Som i virkeligheden var Tobey Maguire (og lad mig bare sige, at man mister noget respekt for Maguire, når man læser om hans adfærd i denne sag).

"Molly's Game" er en særdeles medrivende film om kvinden i midten af en spektakulær sag. Man kan spørge sig selv, om den måske ville være blevet 5% skarpere af at have en anden instruktør til at fortolke Sorkins manuskript, men ingen tvivl, om at Sorkin også godt kan finde ud af at instruere - og filmen har virkelig meget samme udtryk som de tidligere filmsucceser, han har leveret manuskript til. Det er en dejligt flertydig fortælling om en nok noget tvivlsom, men måske også beundringsværdig person, som dertil graver ned i, hvad der egentlig motiverer mennesker - og hvordan en tilfældig gren i sneen kan sende éns liv i en helt anden retning. Fem små stjerner herfra.