(For?) Fuldendt fabel
4.0
Baltimore, 1962: Et tophemmeligt amerikansk forskningscenter får leveret et hidtil ukendt væsen fra Sydamerika - en slags havmand, som myndighederne vil have undersøgt for at afklare det militære potentiale i hans særlige evner. Én af stedets rengøringskoner har dog meget bedre held med at komme i kontakt med væsenet og beslutter sig for at redde ham fra videnskabsmændene.
Guillermo del Toros Oscar-vinder er en flot moderne fabel om at vælge empati og kærlighed over kynisme og ondskab. Sat op som en 100% sort-hvid konflikt mellem det godhjertede almindelige menneske, der ser det smukke i det fremmede, og så det kyniske statsapparat, der ser levende væsener som redskaber og forsøger at tvinge sin vilje igennem med brutal magtanvendelse. Og selvfølgelig med tidsaktuelle undertoner om respekt for naturen, plus at kynismen understreges, ved at der også er russiske koldkrigere, som er ude efter væsenet og hans evner.
Den fortælling fører del Toro enormt stilsikkert igennem med farvemættede, voluminøse billeder, der giver en stemning af, at korruption og perversiteter lurer lige under overfladen på det tilsyneladende ordentlige samfund. "The Shape of Water" er ikke noget pænt eventyr, men tværtimod temmelig barsk, når begivenhederne kammer over i vold. Og symbolikken er heftig, fx når den onde sikkerhedschef får skåret et par fingre af og derefter må se dem gå i langsom forrådnelse, efter de er blevet syet på igen.
På den måde er "The Shape of Water" en virkelig gennemført konstruktion. Forfatter-instruktør del Toro bygger kompetent konflikter og sympati op, tilsætter spænding og romantik – og binder alle ender nydeligt sammen i en klassisk forløsende finale. Det er absolut velfungerende, men måske også næsten for konstrueret. Jeg følte mig lidt hensat til et skakspil med plotelementer, hvor hver del er linet op med et tydeligt formål, hvorefter det hele så skal presses sammen i en noget umage helhed.
Der er ellers ikke en finger at sætte på teknikken, hvor alt bare spiller. Og skuespillerne er fine. Sally Hawkins gør det glimrende i en meget gimmicky rolle som rengøringskoneheltinden, der er stum og derfor bedre kan relatere til at være anderledes. Richard Jenkins og Octavia Spencer er sympatiske som de to venner, der lettere modstræbende accepterer at hjælpe hende. Michael Shannon er vanligt fyldig som sikkerhedschefen, der er gennemført ond i alle livets facetter og fungerer som filmens ubetingede skurk.
Guillermo del Toro ved i den grad, hvad han gør, og "The Shape of Water" er som nævnt enormt vellavet og meget skarpt fokuseret mod sit formål. Det er heller ikke så mærkeligt, at den bl.a. fik Oscar’en for Bedste Film, for det er én af den slags film, som det er svært at have noget imod. Hvem synes ikke, at vi skal være gode mod hinanden og vores omgivelser? Hvem får ikke sympati for den aparte kærlighedshistorie om rengøringskonen og havmanden, der løfter sig over en brutal verden? Der er rigtig meget at rose her, men det er altså også en film, der føles noget fortænkt og forceret i den måde, alting bare spiller sammen på. Den har ikke helt samme nerve som del Toros bedste film, men jeg lander stadig på fire stjerner med en lille pil opad.
Guillermo del Toros Oscar-vinder er en flot moderne fabel om at vælge empati og kærlighed over kynisme og ondskab. Sat op som en 100% sort-hvid konflikt mellem det godhjertede almindelige menneske, der ser det smukke i det fremmede, og så det kyniske statsapparat, der ser levende væsener som redskaber og forsøger at tvinge sin vilje igennem med brutal magtanvendelse. Og selvfølgelig med tidsaktuelle undertoner om respekt for naturen, plus at kynismen understreges, ved at der også er russiske koldkrigere, som er ude efter væsenet og hans evner.
Den fortælling fører del Toro enormt stilsikkert igennem med farvemættede, voluminøse billeder, der giver en stemning af, at korruption og perversiteter lurer lige under overfladen på det tilsyneladende ordentlige samfund. "The Shape of Water" er ikke noget pænt eventyr, men tværtimod temmelig barsk, når begivenhederne kammer over i vold. Og symbolikken er heftig, fx når den onde sikkerhedschef får skåret et par fingre af og derefter må se dem gå i langsom forrådnelse, efter de er blevet syet på igen.
På den måde er "The Shape of Water" en virkelig gennemført konstruktion. Forfatter-instruktør del Toro bygger kompetent konflikter og sympati op, tilsætter spænding og romantik – og binder alle ender nydeligt sammen i en klassisk forløsende finale. Det er absolut velfungerende, men måske også næsten for konstrueret. Jeg følte mig lidt hensat til et skakspil med plotelementer, hvor hver del er linet op med et tydeligt formål, hvorefter det hele så skal presses sammen i en noget umage helhed.
Der er ellers ikke en finger at sætte på teknikken, hvor alt bare spiller. Og skuespillerne er fine. Sally Hawkins gør det glimrende i en meget gimmicky rolle som rengøringskoneheltinden, der er stum og derfor bedre kan relatere til at være anderledes. Richard Jenkins og Octavia Spencer er sympatiske som de to venner, der lettere modstræbende accepterer at hjælpe hende. Michael Shannon er vanligt fyldig som sikkerhedschefen, der er gennemført ond i alle livets facetter og fungerer som filmens ubetingede skurk.
Guillermo del Toro ved i den grad, hvad han gør, og "The Shape of Water" er som nævnt enormt vellavet og meget skarpt fokuseret mod sit formål. Det er heller ikke så mærkeligt, at den bl.a. fik Oscar’en for Bedste Film, for det er én af den slags film, som det er svært at have noget imod. Hvem synes ikke, at vi skal være gode mod hinanden og vores omgivelser? Hvem får ikke sympati for den aparte kærlighedshistorie om rengøringskonen og havmanden, der løfter sig over en brutal verden? Der er rigtig meget at rose her, men det er altså også en film, der føles noget fortænkt og forceret i den måde, alting bare spiller sammen på. Den har ikke helt samme nerve som del Toros bedste film, men jeg lander stadig på fire stjerner med en lille pil opad.
28/03-2018
