Sort med eftertryk

Efter sin fars død i den seneste Captain America-film vender prins T'Challa hjem til Wakanda, hvor han indtager tronen og dermed bevarer sin superhelteidentitet som Black Panther. Men han bliver udfordret af sin hidtil ukendte fætter, som efter en karriere som amerikansk elitesoldat kommer til Wakanda for at søge retfærdighed.

Marvels superhelteunivers går helhjertet ind i Afrika og sort identitetspolitik med baggrundshistorien om Black Panther, som vi altså allerede havde fået nogle glimt af i "Captain America: Civil War". Det afrikanske projekt er lagt i hænderne på Ryan Coogler - kendt for "Fruitvale Station" og "Creed" - og med en liste af medvirkende, der omfatter næsten alt, hvad der kan opdrives af unge sorte amerikanske skuespiltalenter, er det her et virkelig tydeligt forsøg på at brede superheltene ud med identifikation hos en bredere målgruppe.

Det lykkes så også rigtig fint. "Black Panther" er en gang velsmurt actionunderholdning, som ikke mindst bliver båret af lækre billeder fra vidunderlandet Wakanda - en utopisk fantasi om et afrikansk land, der er foran resten af verden i teknologisk udvikling og forsøger at bruge teknologien ansvarligt. Og som altså ledes af en nobel helt med lutter gode intentioner i en udfordrende verden.

Coogler fører os effektivt gennem handlingen i højt tempo, mens alliancer og magtforhold skifter i Wakanda, og vi får introduceret en stribe sympatiske helte, samtidig med at filmen husker at have de nødvendige referencer til, hvad der sker i resten af Marvels filmunivers. Der bliver klart lagt op til, at wakandernes teknologiske mirakler får en stor rolle i kommende film, men her er vi altså i første omgang nede på savannen med tvekampe om kongetronen. En pudsig rest af tegneserierne er nemlig, at Wakanda fundamentalt set er et totalitært land, hvor man kan tage magten ved at tæve andre. Men hey, kongehelten er flink, så det betyder nok ikke noget.

Chadwick Boseman virker i øvrigt lidt hæmmet i hovedrollen, måske fordi Black Panther netop er så enstrenget en karakter. Michael B. Jordan har mere at spille på og brænder klart bedre igennem som hans forbitrede fætter, mens filmen også får etableret nogle fine kvinderoller på heltesiden. Jeg kunne især godt lide Danai Gurira som den benhårdt loyale chef for den kongelige garde, og Lupita Nyongo'o er god som heltens gamle flamme - men jeg er omvendt ikke helt med på hypen omkring Letitia Wright som kongens teenagegeni af en søster.

Overordnet set lykkes Coogler dog rigtig godt med at få etableret et stort ensemble af roller hurtigt, og det var fx skægt at se Martin Freeman som token white guy, mens Andy Serkis også får en fin krølle på sin gale våbenhandler. Og så er det som nævnt en virkelig vellavet film med godt, ubesværet flow i plottet, flotte computeranimationer og glimrende actionsekvenser.

"Black Panther" leverer dermed endnu et fint bindeled fra tidligere Marvel-film ved at bringe centrale personer i stilling til det brag af en Avengers-film, der forhåbentlig venter i næste måned. Den har også været en gigantisk verdensomspændende succes, og det må man bare tage hatten af for - selv om jeg nu synes, det er sjovt, at folk falder sådan i svime over en film, hvis værdier bl.a. er baseret på blåt blod og ærefuld tvekamp om magten i det her lykkelige lille afrikanske Utopia. Det hænger altså ikke helt sammen, men "Black Panther" er alligevel tydeligvis vigtigere som kulturel begivenhed end som film. Selv om den altså også er en virkelig solid gang superhelteunderholdning.