En eskapistisk nedtur

6-årige Moonee bor med sin mor på et lurvet motel nær Walt Disney World ved Orlando. For Moonee er sommeren en tid til eventyr, og hun udforsker omgivelserne sammen med de venner, hun finder blandt andre motellets andre børn. Samtidig får hendes arbejdsløse mor dog sværere og sværere ved at få tingene til at hænge sammen og blot skaffe penge til huslejen.

"The Florida Project" er en historie fra det fattigste USA - vi er helt nede på bunden blandt de mennesker, som ofte er usynlige for middelklassen. Moonee og hendes mor lever virkelig fra hånden til munden i et dagligt hustlerliv, hvor moderen gør stadig mere desperate ting og også kommer på kant med de venner, hun har fundet blandt de øvrige fattige beboere på motellet. Det er dog ikke noget, som Moonee skænker mange tanker, for hun kan få en mark med køer til at være en seværdighed.

Det er den skarpe kontrast, forfatter-instruktør Sean Baker stiller op mellem filmens barne- og voksenverden. Det er nemlig en barsk gang socialrealisme, der bliver serveret her, når man ser på realiteterne. Man kan kun have sympati for mor og datter og deres svære situation, men samtidig er der ingen tvivl, om at det ikke er holdbart, og at moderen er helt berettiget i sin frygt for, at myndighederne vil tvangsfjerne hendes datter. Og datterens frodige fantasi bliver over for det et symbol på, at man skal lulle sig ind i en tro på magi og eventyr, hvis man ikke vil erkende, at noget er helt galt, og det nok ikke kun er Moonees mor.

Sean Baker brød igennem for tre år siden med den imponerende "Tangerine", der var optaget på iPhone og gav et enormt levende billede af det hårde liv blandt transkønnede prostituerede i Los Angeles. Nu har Baker fået råd til at bruge rigtige filmkameraer, og "The Florida Project" gør mange af de samme ting som "Tangerine". Vi er nede på jorden blandt samfundets udsatte i et ærligt portræt af de forhold, de lever under. Hvor der er meget at kæmpe med og kun få ting at støtte sig til – primært i form af den hjælp, der kan hentes fra nogle få godhjertede mennesker og så andre mennesker i samme situation som én selv.

Det er en barsk historie at følge, og jeg synes da heller ikke, den klikker lige så godt som "Tangerine". For det første bliver det temmelig enerverende og repetitivt at se folk gå fra nederlag til nederlag. Det er der helt sikkert en dramatisk pointe i, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu har jeg altså fattet pointen. Og så er jeg heller ikke helt overbevist af grebet med at lade Moonees fantasiliv være en positiv kontrast til alt møget. Hun er bestemt en charmerende lille pige med imponerende meget optimisme, men det bliver i mine øjne lidt forceret at pakke tingene ind på den måde. Faktisk også fordi Moonees eventyr understreger, hvor utilstrækkelig hendes mor er.

Baker imponerer ellers igen med sin brug af helt urutinerede skuespillere – Brooklynn Princes Moonee er en virkelig god barnerolle, og Bria Vinaite er skarp som hendes mor, især når man tænker på, at Vinaite først fik skuespillertræning til denne film. En enkelt meget rutineret skuespiller er dog også med, nemlig Willem Dafoe som hotellets sympatiske bestyrer, der er lidt af en nøglerolle, som binder meget af filmen sammen. Og det er absolut Dafoe på højeste niveau som den her meget solide almindelige mand, der forsøger at gøre, hvad han kan, men også har et ansvar for motellet at tænke på.

Der er mange ting at være glad for i "The Florida Project" – ikke mindst nogle utrolig stærke enkeltscener – men som nævnt synes jeg, at den flagrer lidt for meget rundt og på den måde ender med at gentage sig selv mere, end godt er. Det er nu stadig en film, jeg vil anbefale, hvis man vil se et eksempel på hård socialrealisme i moderne amerikansk film. Den er bare mere interessant end rigtig velfungerende.